DOI issue:
Nr. 4 (April 1928)
DOI article:Borch, Orla Valdemar: Udstillingen af fransk Malerkunst
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.31881#0108
Nutidsøjne mange Gange kan se ud, som om Dogmati-
keren har løbet af med ham i nogle af hans store Kompo-
sitioner i Louvre. Studien til Roger befrier Angelika, der
findes paa denne Udstilling, er forbløffende godt formet,
det smidige Pigelegeme er set og gengivet med en Næn-
somhed og Sikkerhed, som kun de største kan gøre det,
man mærker tydeligt her Ingres’ store Beundring for Raf-
fael. Farven er desværre lidt for tæt og tør i det nøgne
Legeme, det er som om den røde lidt lækre Baggrunds-
farve har suget Løden af den le-
vende Hud. Portrættet af den
strenge Hr. Cordier er et mejslet
Mindesmærke for fransk konser-
vativ Aand. Det er en konsekvent
ufordragelig Natur, der har malt
dette Jernansigt mod et Land-
skab, der virker som Sten, men
det er overbevisende gjort og der-
for stor Kunst.
Den uforlignelige Maler og sin
Tids store Reklamemager Gustave
Courbet er godt repræsenteret,
endda med et af sine Hovedvær-
ker Unge Damer ved Seinen: to
parisiske Grisetter, der har lagt
sig til Hvile under et Træ ved
Seinebredden, man forstaar ikke
rigtig den Forargelse, Billedet i
sin Tid vakte; det kunde for den
Sags Skyld godt være et Par agt-
værdige Borgerkoner paa Søn-
dagsudflugt, hvis Mænd var gaaet
afsides for paa den nærliggende
Café at faa sig en Pot Kegler. De
to Kjolers Farver, den hvidgule
og svagtrødlige, er smukt stemt op
mod hinanden. Græssets tunge
Sensommerfarve er isprængt smaa
glade Blomsterstjerner, Træernes
mørknende Løv og Vandets og
Luftens sitrende grønblaa Farver
forener sig til et Billede af en
usædvanlig mild og fin stemnings-
fylde, der er saa fjernt fra noget
revolutionært som vel muligt,
maaske lige undtaget, at det er
god Kunst, men det er selvfølge-
lig ogsaa revolutionært nok. Saa forstaar man bedre
den Forargelse, Billederne Hjem fra Konference, der fore-
stiller fulde Landsbypræster, og Damen med Papegøjen,
en nøgen Kvinde, der leger med en Papegøje, i sin Tid
vakte. Begge Arbejder findes nu paa Museet i Montpellier.
Det store sikkert ufuldførte Arbejde Bruden pyntes, hvor
fjorten lysklædte Kvinder er malede op mod en hvid Væg,
er i sin Rigdom af Valører en koloristisk Øjenlyst. Billedet
er antagelig undermålet med Asfaltlak, deraf denne ulmende
Glød, der minder om Hollænderne, men er mere kølig og
neddæmpet i Koloriten og bredere i Penselføringen, eller
maaske er det hovedsagelig gjort med Spaotel, det yndede
Courbet jo meget. Billedet er vist nok til Salg, da det til-
hører et stort Kunsthandlerfirma i Paris. Statens Museum
burde se at faa Midler til at købe Billedet, saa meget mere
paakrævet er det, da vi ikke ejer noget Arbejde af ham
paa Galleriet. Portrættet af Komponisten Hector Berlioz er
et sjælfuldt romantisk, men lidt sentimentalt Billede. Det er
morsomt paa Udstillingen at drage Sammenligning med
det og Daumiers skarpe Portræt af Berlioz, interessant bl. a.
fordi Courbet i Samtidens Øjne stod som den yderlig-
gaaende »Realist«, den revolutionære Samfundsomvælter
og Billedstormer fjernt fra al Ro-
mantik og Drømmeri. Hans Selv-
portræt er trods det lidt posseur-
agtige et udtryksfuldt og beaan-
det Arbejde, som den rigtig store
Kunst, lige paa Grænsen af det
helt fæle.
Af Ingres »troløse Elev« Th.
Clrasseriau, der fra den despotiske
»Klassicist«s Protektorat lidt ef-
ter lidt gled over i Fjendens Lejr
og meldte sig under den forkætre-
de Delacroix’ flammende Farve-
banner (som Chasseriau bl. a.
nraatte betale med mangeaarig
Forvisning fra den officielle Sa-
lon og de dermed flydende mate-
rielle Goder) er Portrættet af De
to Søstre et i bedste Forstand mo-
numentalt og holdningsfuldt Ar-
bejde. Særlig Hovederne er ud-
tryksfuldt opfattet. Billedet er sik-
kert malet, før Chausseriau rigtig
fik Øjnene aabne for Delacroix’
ildnende Kunst, men man mærker
i de kraftige røde og grønne, lidt
hektiske Farver den slumrende
Kærlighed til Romantikens For-
kæmpers gjaldende Farvesigna-
ler. Man kunde have ønsket en
lidt mere fyldig Repræsentation af
ham end de to Oliebilleder og den
ene Akvarel, det havde haft sin
store Interesse at stifte Bekendt-
skab med nogle af hans Arbejder
efter Rejsen til Algier 1846, hvor
han for Alvor brød med Ingres og
hans Formynderskab og gav sig
Kunsten Gud i Vold. — Om det verdensberømte Billede
af MUlet, Aftenbønnen, er der i Tidernes Løb sagt saa
mange Superlativer, især fra Højfinansens Side, at Kom-
mentarer burde være overflødige, idet alt, eller saa godt
som alt, der har jordisk Betydning, bestemmes af Penge,
ja, Himlen kan saagar trækkes et godt Stykke ned paa Jor-
den for dem. Millets L’Angélus har utvivlsomt vundet sin
uhyre Popularitet paa Grund af sin sentimentale og ikke
helt sandfærdige, lad os kalde det idealistiske Skildring af
et trælsomt Liv. Det smukke, der er i Billedet, den sil-
huetagtige Virkning af de to Skikkelser op mod den rød-
mende Aftenhimmel (der ikke er god i Farven, udpræget
Kolorist var Millet jo ikke) er sikkert ikke det, der noteres
Jean- Auguste- D o u niuique Ingres (1780—1867):
Studie til „Roger befrier Angelika“ (85X43).
58
keren har løbet af med ham i nogle af hans store Kompo-
sitioner i Louvre. Studien til Roger befrier Angelika, der
findes paa denne Udstilling, er forbløffende godt formet,
det smidige Pigelegeme er set og gengivet med en Næn-
somhed og Sikkerhed, som kun de største kan gøre det,
man mærker tydeligt her Ingres’ store Beundring for Raf-
fael. Farven er desværre lidt for tæt og tør i det nøgne
Legeme, det er som om den røde lidt lækre Baggrunds-
farve har suget Løden af den le-
vende Hud. Portrættet af den
strenge Hr. Cordier er et mejslet
Mindesmærke for fransk konser-
vativ Aand. Det er en konsekvent
ufordragelig Natur, der har malt
dette Jernansigt mod et Land-
skab, der virker som Sten, men
det er overbevisende gjort og der-
for stor Kunst.
Den uforlignelige Maler og sin
Tids store Reklamemager Gustave
Courbet er godt repræsenteret,
endda med et af sine Hovedvær-
ker Unge Damer ved Seinen: to
parisiske Grisetter, der har lagt
sig til Hvile under et Træ ved
Seinebredden, man forstaar ikke
rigtig den Forargelse, Billedet i
sin Tid vakte; det kunde for den
Sags Skyld godt være et Par agt-
værdige Borgerkoner paa Søn-
dagsudflugt, hvis Mænd var gaaet
afsides for paa den nærliggende
Café at faa sig en Pot Kegler. De
to Kjolers Farver, den hvidgule
og svagtrødlige, er smukt stemt op
mod hinanden. Græssets tunge
Sensommerfarve er isprængt smaa
glade Blomsterstjerner, Træernes
mørknende Løv og Vandets og
Luftens sitrende grønblaa Farver
forener sig til et Billede af en
usædvanlig mild og fin stemnings-
fylde, der er saa fjernt fra noget
revolutionært som vel muligt,
maaske lige undtaget, at det er
god Kunst, men det er selvfølge-
lig ogsaa revolutionært nok. Saa forstaar man bedre
den Forargelse, Billederne Hjem fra Konference, der fore-
stiller fulde Landsbypræster, og Damen med Papegøjen,
en nøgen Kvinde, der leger med en Papegøje, i sin Tid
vakte. Begge Arbejder findes nu paa Museet i Montpellier.
Det store sikkert ufuldførte Arbejde Bruden pyntes, hvor
fjorten lysklædte Kvinder er malede op mod en hvid Væg,
er i sin Rigdom af Valører en koloristisk Øjenlyst. Billedet
er antagelig undermålet med Asfaltlak, deraf denne ulmende
Glød, der minder om Hollænderne, men er mere kølig og
neddæmpet i Koloriten og bredere i Penselføringen, eller
maaske er det hovedsagelig gjort med Spaotel, det yndede
Courbet jo meget. Billedet er vist nok til Salg, da det til-
hører et stort Kunsthandlerfirma i Paris. Statens Museum
burde se at faa Midler til at købe Billedet, saa meget mere
paakrævet er det, da vi ikke ejer noget Arbejde af ham
paa Galleriet. Portrættet af Komponisten Hector Berlioz er
et sjælfuldt romantisk, men lidt sentimentalt Billede. Det er
morsomt paa Udstillingen at drage Sammenligning med
det og Daumiers skarpe Portræt af Berlioz, interessant bl. a.
fordi Courbet i Samtidens Øjne stod som den yderlig-
gaaende »Realist«, den revolutionære Samfundsomvælter
og Billedstormer fjernt fra al Ro-
mantik og Drømmeri. Hans Selv-
portræt er trods det lidt posseur-
agtige et udtryksfuldt og beaan-
det Arbejde, som den rigtig store
Kunst, lige paa Grænsen af det
helt fæle.
Af Ingres »troløse Elev« Th.
Clrasseriau, der fra den despotiske
»Klassicist«s Protektorat lidt ef-
ter lidt gled over i Fjendens Lejr
og meldte sig under den forkætre-
de Delacroix’ flammende Farve-
banner (som Chasseriau bl. a.
nraatte betale med mangeaarig
Forvisning fra den officielle Sa-
lon og de dermed flydende mate-
rielle Goder) er Portrættet af De
to Søstre et i bedste Forstand mo-
numentalt og holdningsfuldt Ar-
bejde. Særlig Hovederne er ud-
tryksfuldt opfattet. Billedet er sik-
kert malet, før Chausseriau rigtig
fik Øjnene aabne for Delacroix’
ildnende Kunst, men man mærker
i de kraftige røde og grønne, lidt
hektiske Farver den slumrende
Kærlighed til Romantikens For-
kæmpers gjaldende Farvesigna-
ler. Man kunde have ønsket en
lidt mere fyldig Repræsentation af
ham end de to Oliebilleder og den
ene Akvarel, det havde haft sin
store Interesse at stifte Bekendt-
skab med nogle af hans Arbejder
efter Rejsen til Algier 1846, hvor
han for Alvor brød med Ingres og
hans Formynderskab og gav sig
Kunsten Gud i Vold. — Om det verdensberømte Billede
af MUlet, Aftenbønnen, er der i Tidernes Løb sagt saa
mange Superlativer, især fra Højfinansens Side, at Kom-
mentarer burde være overflødige, idet alt, eller saa godt
som alt, der har jordisk Betydning, bestemmes af Penge,
ja, Himlen kan saagar trækkes et godt Stykke ned paa Jor-
den for dem. Millets L’Angélus har utvivlsomt vundet sin
uhyre Popularitet paa Grund af sin sentimentale og ikke
helt sandfærdige, lad os kalde det idealistiske Skildring af
et trælsomt Liv. Det smukke, der er i Billedet, den sil-
huetagtige Virkning af de to Skikkelser op mod den rød-
mende Aftenhimmel (der ikke er god i Farven, udpræget
Kolorist var Millet jo ikke) er sikkert ikke det, der noteres
Jean- Auguste- D o u niuique Ingres (1780—1867):
Studie til „Roger befrier Angelika“ (85X43).
58