Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

saa højt paa Børsen. Det Billede, vi herhjemme er saa
heldige at eje, Døden og Brændehuggeren — som i sin Tid
blev afvist fra Salonen — det er af den rigtige Millet og
overgaar Aftenbønnen langt som Kunstværk. Det er Mil-
let, som vi forstaar og kender ham uden Besmykkelse, den
tungsindige, sorgbetyngede »Bondemaler«, der hele sit Liv
kæmpede en fortvivlet Kamp mod Fattigdom og Nød. Der
er noget tragisk i, at Hverdagens slidsomme Skildrer faar
sit Navn uløseligt knyttet til et lidt søndagsagtigt blank-
poleret Sofastykke.
Millets bitte lille Billede Moderlig Omsorg bliver sikkert
aldrig saa populært, det er det for sanddru til. Det er et dej-
ligt Arbejde i sin velsignede Naturlighed og uskyldsrene
Ynde, en af fransk Malerkunsts Perler.
Dansk Malerkunsts Bedstefader, Eckersbergs Lærer, Jac-
ques-Ludvig David, er repræsenteret med 7 Billeder, endda
med saadan en Sjældenhed som Davids eneste kendte Land-
skabsmaleri Luxembourg Haven, malt i en Periode i hans
fortumlede politiske Liv, da han sad arresteret i Luxem-
bourg Fængslet og lovede Bod og Bedring og herefter kun
at anvende sin røde Jacobinermøsse som Nathue.
Af Davids strenge, plastiske Kunst faar man et overbe-
visende Indtryk i det monumentale, skarptskaarne Billede
af Plus VII og Cardinal Caprara, de to hvidgule Kapper
med rødt og gult røber Davids store Begejstring for de
gamle italienske Mestre.
Et typisk Portrætbillede for David er Maleriet af Mar-
quisen af Orvillier, den runde buttede Krøltop er i hans
klassicistiske Fortolkning blevet til en lille olympisk Gud-
inde, de smaa korte Hænder med de trinde Fingre er le-
vende malede, og det røde Schærf paa den blaagraa Kjole
er gjort med fin koloristisk Sans.
Gruppebilledet Michel Gerard og hans Familie er en
indtagende Menneskeskildring. Faderen, Familiens Over-
hoved og Forsørger (rimeligvis en velstaaende Køb-
mand eller Bager) sidder i sin jævne Dagligstue med Bluse
og opsmøgede Ærmer. De to voksne Sønner er i deres fi-
neste Puds med stive Halsbind, Hverdagen har endnu ikke
meldt sig til dem med sit strenge Krav, de to mindste
Børn er ogsaa stadsklædte, den lille Pige sidder glad og
fornøjet og trommer ubekymret paa Klaveret.
Faderens og de to mindste Børns Ansigter er særlig
smukt malede, fine og udtryksfulde i deres indtagende Men-

neskelighed og levende i sin smukke, følsomme Farvegiv-
ning.
Det er et Kunstværk uden Pose, som David ogsaa kunde
gøre det, en stor Kunstners Hyldest til det daglige Livs stil-
færdige, jævne Glæder. Man kan formelig mærke, hvor
David har aandet dybt og roligt, mens han malede dette
Billede, i sin fredfyldte Ro, fjernt fra Oprørstummelen
blandt Gadens Parlament, Guillotiner, Kejserparader og
retoriske Udgydelser.
Den store Maler og Tegner Honoré Daumier er vel nok
den, der paa Udstillingen staar unge Kunstneres Hjerte
nærmest. Portrættet af Komponisten og Journalisten Hec-
tor Berlioz, hvis Musik den Dag i Dag er omstridt, er i
sin marvfulde forenklede Farve og voldsomme Karakteri-
stik — Berlioz er malet som en Rovfugl parat til Angreb —
et gribende Arbejde. Daumier har i dette Arbejde nedlagt et
Livs stormfulde og bitre Erfaringer. Berlioz og Daumier
har paa mere end én Maade været beslægtede Naturer,
for at eksistere skrev Berlioz spaltelange Artikler om Mu-
sik i Journal des Debat og Revue et Gazette Musicale,
skønt han hadede Journalistikken af et godt Hjerte. Dau-
mier maatte tjene Brødet som Tegner ved La Caricature,
hvor Udgiveren Philipon som oftest dikterede ham Em-
nerne, og hvor geniale end mange af Litografierne fra den
Periode er, mærker man dog ofte en vis Træthed ved det
bestilte Arbejde, der har gjort hans Streg tør og ruti-
neret.
Det er sandsynligvis ogsaa i den 3-aarige Pause i hans
Bladtegnervirksomhed, han har lavet de fleste af sine
pragtfulde Akvareller, hvor han af Hjertens Lyst slaar sig
løs uden at tænke paa Kravene fra Udgiver, Redaktør og
Publikum, her har vi Daumier uden Spændetrøje, her har
han givet sig Inspirationen helt i Vold og med sin Mester-
haands Sikkerhed skabt største Delen af de Værker, som
den Dag i Dag giver ham Plads sideordnet med Verdens-
kunstens Største.
Udstillingen af fransk Malerkunst var en Oplevelse, men
den store Oplevelse skylder, som omtalt før i Artiklen,
Foreningen Fransk Kunst os endnu: Den store omfattende
Udstilling af vor Tids franske Malerkunst fra Manet og
Cézanne til Derain, Picasso og Utrillo og de helt unge
Kunstnere, Arvtagerne, Fornyerne og Fortsætterne af
fransk Kunsts stolte Traditioner. O. V. Borch.

HARALD
H E
Ismuk Udstyrelse, ledsaget af talrige
Helsidesbilleder og Illustrationer i Tek-
sten fremtræder Harald Nielsens Bog
om Goya fra Forlagets Side paa den bedst
mulige Maade, naar Prisen dertil er sat
saa overordentlig lav i Forhold til Udsty-
relsen turde Bogen om den store spanske
Maler og Grafiker have alle Betingelser for
en betydelig Udbredelse.
Om Harald Nielsens Tekst kan man der-

N 1 E L S E
NRIK KOPPELS FORL
imod indvende, at Begejstringen i en iøjne-
faldende Grad gaar af hans Skildring efter-
haanden som den skrider frem. Han be-
gynder pathetisk: »Den store Oplevelse i
Madrid er Gova«, og slutter: »Er der, som
man har villet mene, Tale om Dybsindig-
heder i hans Kunst, er de i hvert Fald
ufuldhaarne, thi han var efter hele sin Be-
gavelses Art udadvendt, og som den ud-
advendte magtesløs indadtil.«

N: O O Y A
A G
Denne Uligevægtighed parres med en
tendentiøs Ensidighed, der fortrinsvis ser
den store Portrætmaler i Goya mere end
den hogarth’ske Arvtager og Viderefører
i »Caprichos« og »Los proverbius«, den
Side af den store Spaniers Kunst, der har
sat sine dybeste Spor i Eftertiden og sta-
dig og i stigende Grad interesserer, begej-
strer og frastøder.

59