DOI issue:
Nr. 4 (April 1928)
DOI article:Schmidt, Alfred: Lidt om Tegnekunst
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.31881#0112
Tegner, blev det aldrig en Livsgerning, da han tidligt for-
lod den Virksomhed for at anvende sine sjældne Tegne-
evner paa større Opgaver.
I mange Aar var der kun to, nemlig Thiess og mig.
Thiess, som havde et stille, mildt Lune, blev aldrig en rig-
tig Personkarikaturist. Først da jeg i Slutningen af Halv-
femserne begyndte at tegne Folk af, dels i Blæksprutten og
dels i Puk, tog den Side af
den komiske Tegnekunst
Fart. Og der hævede sig dog
den Gang Røster, som sag-
de, »at han vil være det be-
kendt«. »De stakkels Foræl-
dre« og lignende Bemærk-
ninger hørte jeg mange af;
men jeg blev ved, opmuntret
af Forlæggeren og mine
Medarbejdere, som saa, at
den Retning vilde more Folk
mere end de rent neutrale
Billeder. Det viste sig jo og-
saa, at det morede Publi-
kum. da Salget af de nævnte
Bøger gik mægtigt frem. —
Nu er det jo ikke saa lige
til at tegne Folk af, naar man lever i et lille Samfund; det
maa gøres med en vis Takt og Smag, og allerhelst saa det
morer Ofrene selv.
Jeg synes ikke, at den komiske Tegnekunst nyder An-
seelse nok herhjemme. Baade i Paris og Berlin har jeg set
komiske Billeder, ogsaa Portrætkarikaturer, fremhængt paa
de aarlige Udstillinger, noget saa-
dant vilde her være utænkeligt, og
jeg ved ogsaa, at der gaar Folk
rundt her paa Bjerget, som inderst
inde finder, at det i Grunden er en
halvt foragtelig Beskæftigelse.
Det er en ret vanskelig Haandte-
ring at være komisk Tegner. Man
maa f. Eks, have en god Hukom-
melse, og et skarpt Øje, da man
umuligt kan have alt det lige ved
Haanden, som man maa tegne. Na-
turligvis maa en Tegner have et
mægtigt Billedmateriale, dels i Stu-
dier og dels i Fotografier; men al-
ligevel maa Hukommelsen komme
ham til Hjælp. Hvorledes gaar og
staar den Afand? Er han høj eller
lille, tyk eller tynd? Naar saa de
offentlige Personer oven i Købet
forandrer Skæg eller Haar — no-
get, som er aldeles utilgiveligt — saa
maa Tegneren være med og vide Be-
sked, og det er virkelig ikke et lille
Arbejde. Da Rytter tog sit Skæg af,
gik det som en Løbeild fra Tegner
til Tegner: »Har du set det? Husk
endelig, at hans Overskæg er borte!«
Endnu er vi jo nemlig ikke kommet
saa vidt, at Tegnerne straks faar omgaaende Underretning
om den skete Forandring. Dog en Gang imellem findes der
saadanne noble Mennesker. Jeg tegnede saaledes en Gang
Overkirurg Tscherning, og da han ikke fandt Billedet ligt
nok, sendte han mig Dagen derpaa et venligt Ord med sit
nyeste Fotografi. Se, det er vel nok hensynsfuldt handlet.
Gid mange vilde tage Lære deraf og gøre ligesaa.
Nogle Tegnere vil jo kun
revse, andre vil more; men
hvis den Tegner, der har
valgt at være Revseren, kan
gøre det med Lune, saa sy-
nes jeg, at det er et stort
Plus for hans Tegninger, li-
gesom Holberg fik revset sin
Samtid, naar han viste Folk
deres Latterligheder ved »at
komme dem til at le deraf«.
Daumier kunde begge Dele,
i det hele taget staar af Teg-
nere Franskmændene højst,
og det vil ogsaa let ses, at
alle de elegante Tegnere,
som er fremkommet i de se-
nere Aar, f. Eks. i Tyskland,
er paavirkede af fransk Tegnekunst. Vore egne elegante
Tegnere som Brasch og Setoft maa vel ogsaa nærmest si-
ges at være under fransk Paavirkning.
En stor Fare er det for en komisk Tegner at trætte Pub-
likum; selv en saa udmærket Tegner som Eigil Petersen
trættede Folk. Naar vi anbragte hans Tegning paa Forsiden
af Klods-Hans, gik Nummeret daar-
ligt, og han var dog en udmærket
Kunstner, men havde ikke Evnen til
at forny sig, og den Egenskab maa
en Aktualitetstegner ogsaa besidde.
I mit lange Tegnerliv har jeg selv-
følgelig oplevet mange pudsige Hi-
storier. Mange af de unge Menne-
sker, der søger mig og vil lære at
tegne, vil lære at tegne grinagtige
Billeder, helst som De tegner, siger
de ofte. De kan ikke begribe, at
man ikke kan lære at tegne komiske
Billeder. Først maa man lære at
tegne, har man saa Blik for Livets
komiske Side, saa kommer jo de
grinagtige af sig selv.
Nu nærmer min Arbejdsdag sig sin
Afslutning, efter at jeg har tegnet
komiske Billeder i 40 Aar. Naar ikke
alle Mennesker føler Væmmelse ved
mine Tegninger, saa er det virkelig
mig en stor Tilfredsstillelse, og maa-
ske ligger det i, at endnu morer det
mig at tegne; thi det er sikkert en
Sandhed, som Falkenfleth en Gang
skrev om mig »fordi det morer Teg-
neren, saa morer det ogsaa os«.
Alfred Schmidt.
Blyantskitse: Den gamle Stokhusgaard. 1882. Samme Motiv har
Alfred Schmidt samtidig udført i Olie
O
Alfred Schmidts klassiske Hr. Sørensen
i tragisk Opfattelse
62
lod den Virksomhed for at anvende sine sjældne Tegne-
evner paa større Opgaver.
I mange Aar var der kun to, nemlig Thiess og mig.
Thiess, som havde et stille, mildt Lune, blev aldrig en rig-
tig Personkarikaturist. Først da jeg i Slutningen af Halv-
femserne begyndte at tegne Folk af, dels i Blæksprutten og
dels i Puk, tog den Side af
den komiske Tegnekunst
Fart. Og der hævede sig dog
den Gang Røster, som sag-
de, »at han vil være det be-
kendt«. »De stakkels Foræl-
dre« og lignende Bemærk-
ninger hørte jeg mange af;
men jeg blev ved, opmuntret
af Forlæggeren og mine
Medarbejdere, som saa, at
den Retning vilde more Folk
mere end de rent neutrale
Billeder. Det viste sig jo og-
saa, at det morede Publi-
kum. da Salget af de nævnte
Bøger gik mægtigt frem. —
Nu er det jo ikke saa lige
til at tegne Folk af, naar man lever i et lille Samfund; det
maa gøres med en vis Takt og Smag, og allerhelst saa det
morer Ofrene selv.
Jeg synes ikke, at den komiske Tegnekunst nyder An-
seelse nok herhjemme. Baade i Paris og Berlin har jeg set
komiske Billeder, ogsaa Portrætkarikaturer, fremhængt paa
de aarlige Udstillinger, noget saa-
dant vilde her være utænkeligt, og
jeg ved ogsaa, at der gaar Folk
rundt her paa Bjerget, som inderst
inde finder, at det i Grunden er en
halvt foragtelig Beskæftigelse.
Det er en ret vanskelig Haandte-
ring at være komisk Tegner. Man
maa f. Eks, have en god Hukom-
melse, og et skarpt Øje, da man
umuligt kan have alt det lige ved
Haanden, som man maa tegne. Na-
turligvis maa en Tegner have et
mægtigt Billedmateriale, dels i Stu-
dier og dels i Fotografier; men al-
ligevel maa Hukommelsen komme
ham til Hjælp. Hvorledes gaar og
staar den Afand? Er han høj eller
lille, tyk eller tynd? Naar saa de
offentlige Personer oven i Købet
forandrer Skæg eller Haar — no-
get, som er aldeles utilgiveligt — saa
maa Tegneren være med og vide Be-
sked, og det er virkelig ikke et lille
Arbejde. Da Rytter tog sit Skæg af,
gik det som en Løbeild fra Tegner
til Tegner: »Har du set det? Husk
endelig, at hans Overskæg er borte!«
Endnu er vi jo nemlig ikke kommet
saa vidt, at Tegnerne straks faar omgaaende Underretning
om den skete Forandring. Dog en Gang imellem findes der
saadanne noble Mennesker. Jeg tegnede saaledes en Gang
Overkirurg Tscherning, og da han ikke fandt Billedet ligt
nok, sendte han mig Dagen derpaa et venligt Ord med sit
nyeste Fotografi. Se, det er vel nok hensynsfuldt handlet.
Gid mange vilde tage Lære deraf og gøre ligesaa.
Nogle Tegnere vil jo kun
revse, andre vil more; men
hvis den Tegner, der har
valgt at være Revseren, kan
gøre det med Lune, saa sy-
nes jeg, at det er et stort
Plus for hans Tegninger, li-
gesom Holberg fik revset sin
Samtid, naar han viste Folk
deres Latterligheder ved »at
komme dem til at le deraf«.
Daumier kunde begge Dele,
i det hele taget staar af Teg-
nere Franskmændene højst,
og det vil ogsaa let ses, at
alle de elegante Tegnere,
som er fremkommet i de se-
nere Aar, f. Eks. i Tyskland,
er paavirkede af fransk Tegnekunst. Vore egne elegante
Tegnere som Brasch og Setoft maa vel ogsaa nærmest si-
ges at være under fransk Paavirkning.
En stor Fare er det for en komisk Tegner at trætte Pub-
likum; selv en saa udmærket Tegner som Eigil Petersen
trættede Folk. Naar vi anbragte hans Tegning paa Forsiden
af Klods-Hans, gik Nummeret daar-
ligt, og han var dog en udmærket
Kunstner, men havde ikke Evnen til
at forny sig, og den Egenskab maa
en Aktualitetstegner ogsaa besidde.
I mit lange Tegnerliv har jeg selv-
følgelig oplevet mange pudsige Hi-
storier. Mange af de unge Menne-
sker, der søger mig og vil lære at
tegne, vil lære at tegne grinagtige
Billeder, helst som De tegner, siger
de ofte. De kan ikke begribe, at
man ikke kan lære at tegne komiske
Billeder. Først maa man lære at
tegne, har man saa Blik for Livets
komiske Side, saa kommer jo de
grinagtige af sig selv.
Nu nærmer min Arbejdsdag sig sin
Afslutning, efter at jeg har tegnet
komiske Billeder i 40 Aar. Naar ikke
alle Mennesker føler Væmmelse ved
mine Tegninger, saa er det virkelig
mig en stor Tilfredsstillelse, og maa-
ske ligger det i, at endnu morer det
mig at tegne; thi det er sikkert en
Sandhed, som Falkenfleth en Gang
skrev om mig »fordi det morer Teg-
neren, saa morer det ogsaa os«.
Alfred Schmidt.
Blyantskitse: Den gamle Stokhusgaard. 1882. Samme Motiv har
Alfred Schmidt samtidig udført i Olie
O
Alfred Schmidts klassiske Hr. Sørensen
i tragisk Opfattelse
62