Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

Dansende Kællinger, Forarbejde til Mosekonebilledet

Lyset var stærkt og klart, Bjergene, der flere Steder er
over 8 Tusind Fod høje, var helt rosarøde og Himlen nær-
mest veronesergrøn. Som denne storladne og enkle Natur
blev den græske Kunst. Og saadan er den største Kunst
altid bestemt af de Forhold, som Landskabet og Lyset ska-
ber. Claireobscuret hos Rembrandt stammer fra den nor-
diske Taage og den korte Vinterdag, paa samme Maade
som hele Lyset og Tonen i Renoirs Billeder er typisk fransk.
Scharff uddyber det videre: Staar man en Maanenat paa
Toledos gamle Fæstningsmure under den mærkelige Staal-
himmel og de sølvagtige Skyer og ser over mod de skifer-
sorte Bjerge, genkender man det væsentlige i Grecos for-
revne og mystiske Kompositioner. Herigennem har han
faaet en afgjort Forstaaelse af, at man ikke kan lave Kunst
paa Kunst, men for at naa helt ind i sig selv maa begynde
paa ganske bar Bund og søge sin egen Oprindelse i det
Klima og den Natur, man er udgaaet fra.
Dette tjener i nogen Grad til at forklare det Arbejde,
Scharff efter sin Hjemkomst har kastet sig saa stærkt over.
Det er i hele sit Anlæg ganske usædvanligt, og er for
Scharff et Forsøg paa at faa Udløsning for en Oplevelse,
som har ligget latent i hans Sind i lange Tider. Billedet,
der endnu ikke er ude over de talrige Forarbejders Stadium,
bygges over hele den overtroiske Forestillingskreds, som
den danske Taage har fremkaldt hos Almuen. Den cen-
trale Skikkelse bliver Mosekonen, der er dannet af Dam-
pene og Taagerne i den begyndende Nat, og som i Over-
troen indtager en fremtrædende Plads som Allegori paa
det mystiske og farlige i Naturen. Hun hører ikke alene
hjemme i den kogiende og krydrede Sommernat. Om Vin-
teren sidder hun og sover nede paa Søbunden, og kun
Stangen med Halmdusken, der rager op af Vaagerne, og
som hun holder fast paa for om Sommeren at bruge den

til at røre rundt i sin Gryde med, vidner om hendes Til-
stedeværelse. Saadan fortalte Mødrene deres Børn for at
de ikke skulde gaa ud paa Isen og falde igennem, og for
ogsaa at vække deres Angst for at gaa til Brønden, blev
de taget med hen til den og gjort bange for det bevægelige
Spejlbillede dernede, som de fik at vide var Mosekonen.
Rent symfonisk og uden at opgive de Resultater, der op-
naaedes i Kampen for den frigivne Farve, forsøger Scharff
nu at finde Udtryk for alt det, som afspejles i hele den
Underverden, der grupperer sig om Mosekonen og hørei
Mørket til. Under Mosekonen, der svæver i Midten af et
mægtigt Lærred med et tragisk opadvendt Ansigt, boltrer
sig et fantastisk Selskab, hentet frem af Overtroens dunkle
Kroge: Lygtemænd, puklede og krogede Mandslinge med
uhyggelige Grin og smaa dansende Dværgkællinger med
Heksetud og underfundige eller sørgmodige Øjne.
Hele Scharffs Hensigt med dette Billede er præget af
en dyb menneskelig Følelse for det forkrøblede og forkuede
i Almuens Liv. Det var sin egen Forslidthed og Trælddonr,
den gennem sin Overtro udleverede til Spot, og det er dette
paa en Gang tragiske og heroiske Moment, der giver Op-
gaven dens ganske særlige Præg af Indlevelse og Menne-
skelighed. Hvordan den endelige Udformning vil blive, ved
kun Scharff selv. Igennem en lang Række Studier og Kom-
positionsudkast arbejder han sig langsomt frem mod den,
men alene gennem Udkastene taler en Alvor, som overtyder
om, at det færdige Resultat vil blive et af Scharffs bety-
deligste og mest interessante.
I denne Forbindelse er det for fristende ikke at sige lidt
om, paa hvilken Maade en Kunstner som Scharff arbejder.
Kl. 9 om Morgenen staar han i sit Atelier, og først Kl. 10
om Aftenen lægger han Paletten, kun afbrudt af faa og
korte Hvilepauser. Ved Hjælp af flere stærke Petroleums-
lamper har han vænnet sig til at kunne male om Aftenen,
og ikke faa af de utallige Forarbejder til Mosekonebilledet,
der staar i Stabler langs Væggene, er malet ved Aftenlys.
Den rent syntetiske Samarbejdning af de mange Enkelt-
heder kræver derimod fuldt Dagslys paa Grund af Farver-
nes Harmonisering.
Den almenmenneskelige Indstilling, som ligger til Grund
for dette store Arbejde, er i Linie med Scharffs hidtidige
Produktion; tænk blot paa Billeder som den straalende
Hymne til Sundheden og Livskraften, Badelivsbilledet fra
1919 og »Legende« fra 1921. Paa dette Punkt vil han
utvivlsomt en skønne Dag danne Skole. Den ensidige Dyr-
kelse af rent artistiske Værdier har været ganske nødven-
dig som Renselsesproces oven paa saa megen genremæssig
Forplumring, men den bedste Del af Malerne maa i det
lange Løb søge at overvinde noget af Frygten for literært
Indhold i Billederne, hvis ikke de vil unddrage det store
nye Kontingent af Søgende, der opstaar som en Følge af
den hævede sociale Standard, Kunstens forædlende og
opdragende Indflydelse. Ikke saadan, at der skal stilles For-
langender til Kunstnerne om at være agiterende. For en
Mand som Scharff er Idealet netop den Kunst, der som
Gorkis Levnedsskildringer og første Bind af Nexø’s »Pelle
Erobreren« giver et ganske almentmenneskeligt Billede af
Forhold og Skæbner i vor egen Tid, og derved belyser
nogle af dens største Problemer saa varmt og klart.
Preben Wilmann.

100