Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

Originale, ikke hidtil reproducerede Tegninger af Adolf H al l m an

ADOLF HALL MAN
Samleren■ der med Alfred Schmidt foreløbig afsluttede Rækken af sine Artikler om danske Tegnere,
der bl.a. har bragt Anton Hansen, Carl Jensen, Hans Bendix, Axel N y g aa r d, Valdemar
Andersen og Jensenlus, paabegynder en Serie Artikler om udenlandsk Tegnekunst og indleder
med en Artikel om Adolf Hallman, der derefter selv skriver om moderne franske Tegnere


Unionalen’s skandinaviske Kunstud-
stilling i Stockholm og Oslo varsler
forhaabentlig om en interskandi-
navisk Forstaaelse, en praktisk Skandinav-
isme, der fejer alle gamle Tvistspørgsmaal
over Ende. Lad os glemme alle bedske
Stiklerier, alle grumme Avispolemiker, lad
disse gamle Papirstumper hvirvles bort af
en ny frisk Blæst, der bebuder et værdi-
fuldt, udbytterigt kunstnerisk Kammerat-
skab.
Et skandinavisk Sammenhold vil for de
nordiske Kunstnere ikke mindst i den sto-
re Verden være af Betydning, da man
derude nu en Gang ikke gider lære, at
Kjøbenhavn ikke er Hovedstaden i Stock-
holm.
Al god Kunst er universel, og afgjort
mest naar Kunstneren er præget af sin
Nationalitet. Hvor har alt det smaalige
Skænderi om, hvem der havde annekteret
denne eller hin Kunstner fra hint eller dette
Land været taabelig. Lad dog enhver ud-
vikle sig der, hvor han føfer, at han vok-
ser. For mange styrkes netop National-
følelsen ved at være i det Fremmede.
En typisk nordisk Trækfugl er den
svenske Tegner og Maler Adolf Hallman.
Han har gentagne Gange udstillet her i
Kjøbenhavn, bl. a. sammen med Exlex
Kunstnere hos Kleis i 1920, og er os sær-
lig fortrolig gennem det Dagblads Magasin,
hvortil han er fast knyttet. Vi kender i
Virkeligheden kun Hallman som Tegner
— især Bladtegner. Som saadan har han
alle de afgørende Betingelser: den hurtige,
sikre Opfattelsesevne, den klare, udtryks-
fulde Streg, der i sin — paa en Gang
brutale og følsomme Enkelhed — rummer
alt det, der ellers understøttes med Lys og
Skygge, Flader og Former. En Bladtegner
skal udtrykke uhyre meget med uhyre lidt.

Reproduktionen afslører al tilsyneladende
Flothed og Sikkerhed. For at forenkle
maa en Kunstner først og fremmest vide,
hvad det væsentlige er, Bevægelsen, Ka-
rakteren foruden selvfølgelig, at sidde in-
de med den manuelle Kunnen. Hokus pokus
kan maaske stikke et meget begrænset
Publikum Blaar i Øjnene, men det er og-
saa alt, hvad sligt fører til.
En Bladkunstner maa lige saa vel slide
med sit Stof som en Maler og en Billed-
hugger. Man kan ikke tænke sig noget
taabeligere end den Rangforordning, der i
tidligere Tider satte Tegneren under Ma-
leren som Komikeren under Tragikeren.
Det er dog saa selvfølgeligt, at den gode
Kunst er lige god, hvordan og hvor den
vil manifestere sig.
Hallman, der ogsaa forstaar at bruge
Pennen til at skrive med, fortæller i dette
Nummer om franske Tegnere, som han
kender bedre til end mange andre. Hall-
man kender dem saa godt, at han ikke
kan undgaa at faa at vide, at han skylder
dem meget af sin Teknik. Det ved han og-
saa godt selv og forsøger heller ikke paa


at skjule. Men hvad hjælper al Teknik,
hvis Drivkraften, den personlige Indsats,
mangler. Og Hallmans Drivkraft er ikke
importeret, den skal han have Lov at be-
holde for sig selv.
Man sporer ogsaa en kendelig Tempe-
ramentsforhold paa Hallman og Pariserne.
Hallman er blødere, mildere i sit Udtryk.
De franske Øjnes Lyn er blevet Gazellens
store, fugtige Madonnablik. Næsten alle
Hallmans smaa Piger er udstyret med
med disse daarende Juveler, der er af en
saa raffineret Virkning til de runde Ansig-
ter med den sensuelle, fyldige Mund.
Hallmans Kvindetype er heller ikke
fransk. Hallman har vist aldrig tegnet en
hoftebred og fuldbarmet ung Kvinde. De er
alle slanke og smidige, med smaa Bryster
og elastiske Lænder, netop som vor Tid
kræver dem. Er denne Type maaske lidt
dekadent — baade og — disse smaa, kort-
klippede Pigebørn er vel ikke Naturbørn
frisch vom Fasz, men deres Krop er smi-
dig og fri og ikke støbt efter en Korset-
facon som deres Mødres og Bedstemødres.
Hallman elsker denne lille nordiske By-
pige, som vi alle kender og har iagttaget
de utallige Gange, staaende ved Stoppe-
stedet, iført Galoschestøvler, Silkeben,
Pjækkert og med Atachetasken i Haanden.
Og det er i Virkeligehen hende, der gaar
igen som frysende Montmartremodel, Medi-
nette og amerikansk Millionærdatter paa
Eventyr i Nizza og Deauville.
Med denne lille Pige har Hallman taget
os om Hjærtet og selv fundet sin Type,
der er karakteristisk for hans baade kunst-
neriske og menneskelige Væsen. Her er
hans Stil i Udspring og i Blomst, og derfor
vil jeg slutte denne lille Præsentation med
Ønsket om, at Blomsten maa give rig
Frugt i Fremtiden. Kaj Borchsenius.

120