DOI issue:
Nr. 11 (November 1928)
DOI article:Pander, Arist: Dürer som Maler: Indtryk fra Dürer-Udstillingen i Nürnberg
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.31881#0298
væksten maatte være afsluttet efter 4 Maaneders Forløb,
saaledes at Kataloget til dette Tidspunkt kunde omfatte
hele Materialet tilrettelagt efter videnskabelige Principper.
Skønt Durerudstillingen lukkede sine Porte medio Septem-
ber, var man i anden Halvdel af August ikke kommen ud-
over den omtalte provisoriske Fortegnelse. Man er fristet
til i denne Sammenhæng at pege paa de kortfattede, men
fortrinlige Kataloger — ogsaa med Hensyn til Billedstoffet!
— som italienske Videnskabsmænd har udarbejdet ved
given Lejlighed, f. Eks. i Anledning af den første Udstilling
af Kunstværker fra Sam-
lingen Gualino i Torino
(1928) eller den hol-
landske Udstilling i Rom
(1928).
Helt forkasteligt ei
det, at Dilrer’s grafiske
Arbejder — paa nogle
ganske faa og tilfældige
Undtagelser nær —
overhovedet ikke er ta-
get med i Fortegnelsen.
Da der paa Passepar-
tout’erne til de fleste
Træsnit og Kobberstik
(inkl. Raderinger) fin-
des paategnet det tilsva-
rende Nummer fra
Bartsch’s »Peintre-gra-
veur«, kunde man i det
mindste have aftrykt et
kort Uddrag af denne
(oversat til Tysk), hvor-
ved Nummeret og et
Stikord havde været til-
strækkeligt. Det lyder
ligefrem uhyggeligt, at
der ikke engang under
de udstillede grafiske
Arbejder fandtes nogen
som helst Oplysning om
Indholdet, Tidspunktet
for Oprindelsen o. s. v.
Naar et Museum af
Rang som Germanisches Museum i Niirnberg paatager sig
Hvervet at fejre en Mindedag for en af Tysklands betyde-
ligste Kunstnerpersonligheder, er det dets selvskrevne Pligt
at gøre dette paa en forsvarlig Maade, saaledes at ogsaa
en almendannet Lægmand faar Lejlighed baade til at kunne
danne sig en nogenlunde klar Forestilling om Diirer’s
Kunst og tillige at gøre sig bekendt med hans religiøse,
metafysiske, filosofiske og æstetiske Anskuelser, som har
faaet deres mest talende Udtryk i hans grafiske Værker.
Det er ikke nok at prejudicere, at Durer har været en for-
træffelig Kunstner, man skulde helst ogsaa faa Lov til selv
at kunne analysere hans Værk ved Hjælp af en autorativ
Vejledning. Regner man med denne Mangel paa de mest
fundamentale Forudsætninger, bliver man næppe mere for-
bavset over at høre, at man i mange Tilfælde behøvede
mindst 10 (ti!) Dage, for at anbringe en Nummerseddel
selv under saadanne Kunstværker, for hvilke der allerede
forelaa en trykt Fortegnelse, f. Eks. under Tegningerne fra
Ossolinski-Institutet i Lemberg o. a.
Ser man bort fra disse særdeles forstyrrende Faktorer,
skal man villig indrømme, at denne Udstilling trods alt
frembød en enestaaende Lejlighed ikke alene til indgaaende
at studere de enkelte Billeder, Tegninger o. s. v., men
ogsaa til at sammenligne Durer’s Værker fra hans forskel-
lige Perioder for derved at naa til en klar Forestilling om
hans kunstneriske Udviklingsgang. Men altfor snart, som
en ulykkevarslende Gen-
ganger, dukker Spørgs-
maalet op: Har denne
Udstilling virkelig ydet
et positivt og værdi-
fuldt Bidrag til Forstaa-
elsen af hans Kunst?
Fremtræder Durer efter
Udstillingen i en anden,
maaske mere harmonisk
Skikkelse end før, da
man var nødt til at fore-
tage lange Rejser for at
skaffe sig det fornødne
Indblik i hans Arbejds-
metoder og de opnaae-
de Resultater? Det er
et Samvittighedsspørgs-
maal, hvis Besvarelse er
nærmest pinlig. Allerede
tidligere stod det tem-
melig klart for ens Be-
vidsthed, at Durer som
Maler har været mærke-
lig ujævn, men vel al-
drig før blev man med
en saadan Haandgribe-
lighed stillet overfor
den uomstødelige Kends-
gerning, at han ikke
bare har været en ujævn,
men tillige en højst
uensartet Kunstner, der
i sin Malemaade plejede
at tilsidesætte de egentlige maleriske Faktorer (Farve, Lys
og Skygge) til Fordel for Konturtegningen, Rumfremstil-
lingen og den psykologiske Skildring, som optog hele hans
Interesse. Det er et ejendommeligt Uheld, at netop de fle-
ste af hans betydeligste koloristiske Præstationer mang-
lede paa Udstillingen, f. Eks. »Kongernes Tilbedelse« af
1504 (Firenze), Adam og Eva af 1507 (Madrid), Madon-
naen med den afskaarne Pære af 1512 (Wien), det mand-
lige Portræt af 1521 (Madrid) og »Apostlene« af 1526
(Mtinchen). Et helt andet Spørgsmaal er det, om Tilstede-
værelsen af de lige nævnte Værker havde kunnet forskyde
Meningen om Durer som Kolorist i en væsentlig Grad. Det
havde vel sagtens vist sig, at han ikke ligefrem var blottet
for en nuanceret Fornemmelse for koloristiske Værdier,
men denne Iagttagelse kunde næppe have rokket ved den
Kendsgerning, at han kun tillagde de rent maleriske Ud-
Kopi efter Diirer: Adam og Eva.
(Mainz)
164
saaledes at Kataloget til dette Tidspunkt kunde omfatte
hele Materialet tilrettelagt efter videnskabelige Principper.
Skønt Durerudstillingen lukkede sine Porte medio Septem-
ber, var man i anden Halvdel af August ikke kommen ud-
over den omtalte provisoriske Fortegnelse. Man er fristet
til i denne Sammenhæng at pege paa de kortfattede, men
fortrinlige Kataloger — ogsaa med Hensyn til Billedstoffet!
— som italienske Videnskabsmænd har udarbejdet ved
given Lejlighed, f. Eks. i Anledning af den første Udstilling
af Kunstværker fra Sam-
lingen Gualino i Torino
(1928) eller den hol-
landske Udstilling i Rom
(1928).
Helt forkasteligt ei
det, at Dilrer’s grafiske
Arbejder — paa nogle
ganske faa og tilfældige
Undtagelser nær —
overhovedet ikke er ta-
get med i Fortegnelsen.
Da der paa Passepar-
tout’erne til de fleste
Træsnit og Kobberstik
(inkl. Raderinger) fin-
des paategnet det tilsva-
rende Nummer fra
Bartsch’s »Peintre-gra-
veur«, kunde man i det
mindste have aftrykt et
kort Uddrag af denne
(oversat til Tysk), hvor-
ved Nummeret og et
Stikord havde været til-
strækkeligt. Det lyder
ligefrem uhyggeligt, at
der ikke engang under
de udstillede grafiske
Arbejder fandtes nogen
som helst Oplysning om
Indholdet, Tidspunktet
for Oprindelsen o. s. v.
Naar et Museum af
Rang som Germanisches Museum i Niirnberg paatager sig
Hvervet at fejre en Mindedag for en af Tysklands betyde-
ligste Kunstnerpersonligheder, er det dets selvskrevne Pligt
at gøre dette paa en forsvarlig Maade, saaledes at ogsaa
en almendannet Lægmand faar Lejlighed baade til at kunne
danne sig en nogenlunde klar Forestilling om Diirer’s
Kunst og tillige at gøre sig bekendt med hans religiøse,
metafysiske, filosofiske og æstetiske Anskuelser, som har
faaet deres mest talende Udtryk i hans grafiske Værker.
Det er ikke nok at prejudicere, at Durer har været en for-
træffelig Kunstner, man skulde helst ogsaa faa Lov til selv
at kunne analysere hans Værk ved Hjælp af en autorativ
Vejledning. Regner man med denne Mangel paa de mest
fundamentale Forudsætninger, bliver man næppe mere for-
bavset over at høre, at man i mange Tilfælde behøvede
mindst 10 (ti!) Dage, for at anbringe en Nummerseddel
selv under saadanne Kunstværker, for hvilke der allerede
forelaa en trykt Fortegnelse, f. Eks. under Tegningerne fra
Ossolinski-Institutet i Lemberg o. a.
Ser man bort fra disse særdeles forstyrrende Faktorer,
skal man villig indrømme, at denne Udstilling trods alt
frembød en enestaaende Lejlighed ikke alene til indgaaende
at studere de enkelte Billeder, Tegninger o. s. v., men
ogsaa til at sammenligne Durer’s Værker fra hans forskel-
lige Perioder for derved at naa til en klar Forestilling om
hans kunstneriske Udviklingsgang. Men altfor snart, som
en ulykkevarslende Gen-
ganger, dukker Spørgs-
maalet op: Har denne
Udstilling virkelig ydet
et positivt og værdi-
fuldt Bidrag til Forstaa-
elsen af hans Kunst?
Fremtræder Durer efter
Udstillingen i en anden,
maaske mere harmonisk
Skikkelse end før, da
man var nødt til at fore-
tage lange Rejser for at
skaffe sig det fornødne
Indblik i hans Arbejds-
metoder og de opnaae-
de Resultater? Det er
et Samvittighedsspørgs-
maal, hvis Besvarelse er
nærmest pinlig. Allerede
tidligere stod det tem-
melig klart for ens Be-
vidsthed, at Durer som
Maler har været mærke-
lig ujævn, men vel al-
drig før blev man med
en saadan Haandgribe-
lighed stillet overfor
den uomstødelige Kends-
gerning, at han ikke
bare har været en ujævn,
men tillige en højst
uensartet Kunstner, der
i sin Malemaade plejede
at tilsidesætte de egentlige maleriske Faktorer (Farve, Lys
og Skygge) til Fordel for Konturtegningen, Rumfremstil-
lingen og den psykologiske Skildring, som optog hele hans
Interesse. Det er et ejendommeligt Uheld, at netop de fle-
ste af hans betydeligste koloristiske Præstationer mang-
lede paa Udstillingen, f. Eks. »Kongernes Tilbedelse« af
1504 (Firenze), Adam og Eva af 1507 (Madrid), Madon-
naen med den afskaarne Pære af 1512 (Wien), det mand-
lige Portræt af 1521 (Madrid) og »Apostlene« af 1526
(Mtinchen). Et helt andet Spørgsmaal er det, om Tilstede-
værelsen af de lige nævnte Værker havde kunnet forskyde
Meningen om Durer som Kolorist i en væsentlig Grad. Det
havde vel sagtens vist sig, at han ikke ligefrem var blottet
for en nuanceret Fornemmelse for koloristiske Værdier,
men denne Iagttagelse kunde næppe have rokket ved den
Kendsgerning, at han kun tillagde de rent maleriske Ud-
Kopi efter Diirer: Adam og Eva.
(Mainz)
164