Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

og Omegn? — Udstillingskomiteen har utvivlsomt indlagt
sig stor Fortjeneste ved at vise en Del interessante Male-
rier, som af forskellige Forskere antages at være malet af
Diirer selv mellem 1490—1496, deriblandt først og frem-
mest de 6 Tavler af den saakaldte Dominikusmester (fra
Darmstadt). Medens Diirer’s
Andel ved Fremstillingen af
disse Malerier er højst sand-
synlig, hvilket fremtræder sær-
lig stærkt i Scenen med Kristi
Tilfangetagelse (Nr. 101 d),
har han næppe noget at gøre
med det lille Diptychon fra
Berlin, der forestiller den hel-
lige Sebastians Martyrdød (Nr.
327), som snarere maa anses
for et Ungdomsarbejde af
Hans Baldung Grien (cfr.
»Pantheon«, 1928, 8. Hæfte,
p. 409 ff.). Ligeledes kan For-
modningen om, at de 7 Scener
af Kristi Liv (Dresden) skyl-
des Durer, næppe opretholdes
efter nærmere Undersøgelse,
man kunde snarere gisne, at de
er malet af en ubekendt Sam-
tidig under Paavirkning af Dti-
rer’s Træsnit. Derimod er det
vistnok rigtigt, at den hellige
Kristoffer (fra Malerisamlin-
gen i Dessau) er et tidligt Ar-
bejde af Diirer (antagelig fra
1495/96), et af de faa Bille-
der, hvor han for en Gangs
Skyld følger sin gamle Lærer
Wolgemuts Malemaade, navn-
lig med Hensyn til Behandlin-
gen af Landskabet. Til Trods
for, at der kendes flere date-
rede Portrætter fra denne Pe-
riode, er den unge Diirer’s
Virksomhed endnu stadig hyl-
let i tæt Taage, hvorimod
Aarstallene paa hans Billeder
fra omtrent 1497 indtil hans
Død desværre kaster et næsten
altfor grelt Lys over hans vi-
dere Udvikling, idet de med en
ligefrem kynisk Grusomhed vi-
ser, hvor uensartet og mod-
sætningsfuld Diirer har været
som Maler. En sygelig Tilbøjelighed til enten at lade sig
paavirke af sine forskellige Forbilleder eller til at anvende
en væsensfremmed Teknik berøver hans Malerier mellem
1497 og 1526 det indre Helhedspræg. Det drejer sig herved
ikke om en bevidst eller ubevidst kunstnerisk Tilpasnings-
evne, nej — Sagen ligger betydelig alvorligere: hans rast-
løse Bestræbelser for at naa frem til en monumental Stil
kaster ham fra det ene Ekstrem til det andet, lader ham
følge snart den ene, snart den anden, kun undtagelsesvis

lykkes det ham at'gaa sin egen selvbevidste Vej. Der hviler
ligesom en uafbrudt Konfliktstemning, en tragisk Uforson-
lighed over hans Malerkunst, som paa en indtrængende
Maade genspejler baade Overgangstidens krampeagtige og
uligevægtige Svingninger frem og tilbage og det daværen-
de Tysklands kulturelle Mel-
lemstilling mellem Italien og
Nederlandene. Mantegna og
Jacopo dei Barbari, Bellini og
Palma Vecchio inspirerer ham
til at optage et haabløst Forsøg
paa at forlige tysk og italiensk
Opfattelse og Malemaade. En
forøget og anspændt Virksom-
hed under sit andet Ophold i
Venedig (1505—1507) og i
det følgende Tiaar indbragte
Diirer en Række store og smig-
rende Bestillinger, deriblandt
fra Kejser Maksimilian I’s
Side, men hans stadig opriven-
de kunstneriske Tvekamp med
sig selv lod ham i Aarenes Løb
næsten forbløde under en lang
og kraftløs Agonitilstand, ind-
til han tilsidst paa sin Rejse til
Nederlandene (1520—21) i
den berømte Maler Quinten
Massys fandt en Kunstnerper-
sonlighed, som ved sine Bille-
der har været i Stand til at vise
ham nye Veje. Denne velkomne
indre 'Berigelse, om hvilken en
Række fremragende Mester-
værker vidner, har været dyre-
købt: Diirer var bleven angre-
bet af den »seelandske Feber«,
som i Længden tilsyneladende
har undermineret hans fysiske
Kræfter og dermed forvoldt
hans forholdsvis tidlige Død
den 6. April 1528. De to Tav-
ler med Apostlene og Evange-
listerne af 1526 i Miinchen,
som paa Udstillingen desværre
kun har været repræsenteret
ved de af J. G. Fischer i 1627
for Kurfyrste Maksimilian af
Bayern udførte Kopier, udgør
Diirer’s Testamente som Maler.
Formen og Farven har omsider
fundet hinanden paa disse Kæmpefragmenter, der danner
en harmonisk Afslutning paa et rigt Kunstnerliv, der har
været sønderlemmet af skiftende Dissonanser.
Naar man tænker paa, at der næppe findes noget i Ver-
den, som Durer ikke havde den mest levende Interesse for,
kan man ikke lade være med at beundre hans Iagttagelses-
evne, hans Taalmodighed og Flid. Med berettiget Stolthed
kan enhver Tysker, »dem es um Albrecht Durers willen
lieb ist, dass er ein Deutscher ist« (Wilh. Wackenroder,


Diirer: Lukretia (Miinchen)

166