Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

Herzensergiessungen eines
kunstliebenden Klosterbru-
ders) pege paa, at Kunst-
neren plejede at behandle
en enkelt Plante med samme
Inderlighed som Menneskets
Legeme, et solbelyst Land-
skab med samme Interesse
som et kompliceret Figur-
billede. Til Trods for hans
Mangesidighed er der vel
ingen Tvivl om, at Durer
naar højst, saasnart det
gælder om at »tegne« Por-
trætter (thi selv de fleste af
hans »malede« Portrætter
er jo i Virkeligheden egent-
lig kun farvelagte Tegnin-
ger i et stort Format). Gan-
ske vist findes der Und-
tagelser, som røber en umis-
kendelig malerisk Opfattel-
se, f. Eks. det vidunderlige
Portræt af Oswald Krell af
1499 (Munchen) eller det
næsten pastelagtig blødt og
fint udførte Portræt af
Ntirnbergs Borgmester, Ja-
kob Muffel, af 1526 (Ber-
lin), men desuagtet kan man
ikke komme udenom, at den
subtile Tegning i Største-
delen af hans Portrætter do-
minerer over den koloristi-
ske Behandling. Konstate-
ringen af denne Kendsger-
ning skal aldeles ikke opfat-
tes som en kvalitativ Værd-
sættelse, men blot som en
kritisk Vurdering af Kunst-
nerens Malemaade.
Der findes et stort Antal
af kvindelige og mandlige
Portrætter af Dirrer, heri
iberegnet baade en Del af
individuel opfattede Madon-
nabilleder og nogle enkelte
Apostelhoveder og Helgen-
fremstillinger. At de fleste
og tillige bedste Portrætter
er opstaaet enten før hans
andet Ophold i Venedig, el-
ler efter at han havde til-
traadt sin Rejse til Neder-
landene, taler ikke for den
italienske Paavirkning, han
har undergaaet. Sammenlig-
ner man hans mandlige og
kvindelige Portrætter, bliver
man ikke længe i Tvivl om,


Diirer: Den hellige Hieronymus (Lissabon)


D ure r: Portræt af Hieronymus af Augsburg (Tegning■ Berlin)

at de førstnævnte har opta-
get ham betydelig mere end
de sidstnævnte. Der kunde
han finde en naturlig Løs-
ning for sin Trang til at
skildre og fremhæve det ka-
rakteristiske, det prægnante
og det individuelt-særpræ-
gede, medens det kun sjæl-
den lykkedes ham at finde
et adækvat Udtryk for der.
kvindelige Ynde uden sam-
tidig at blive banal eller
stereotyp.
Blandt de kvindelige Por-
trætter, som saas paa Ud-
stillingen, nraa særlig næv-
nes: Portrættet af en ung
Pige af 1497 (Liitzschena
ved Leipzig, Privateje) —
en udmærket Kopi af et tabt
Original af Dirrer, som maa
have været aldeles bedaa-
rende — og Portrættet af
Elsbeth Tucher (1499, Kas-
sel), hvorimod den meget
omtalte Venetianerinde af
1505 (Wien) næppe viser
mere, end en »sød« ung
Pige.
Diirer’s Mesterskab som
Maler af mandlige Portræt-
ter kunde uindskrænket ny-
des paa Udstillingen, selv-
om man nok kunde have øn-
sket ogsaa at se Portrættet
af en ung Mand af 1506
(Hampton Court), Origina-
len til Selvportrættet af 1498
(Madrid) og det mandlige
Portræt (Hans Imhof?) af
1521 (Madrid). Det er van-
skeligt at afgøre, hvilket af
Portrætterne der gjorde det
største Indtryk, i hvert Fald
kunde man ikke lade være
med at standse hver Gang,
man gik forbi, ved Portræt-
tet af Kurfyrste Frederik
den Vise af Sachsen, hvis
dystre Blik og udtryksfulde
sammenfoldede Hænder paa
en Gang tiltrækker og fra-
støder en, eller ved Portræt-
tet af Durer’s berømte Kol-
lega, den nederlandske Ma-
ler Barent van Orley.
Ligefrem frapperende ved
deres følsomme Behand-
lingsmaade, som næppe

167