Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

Durer selv har tilsynela-
dende været meget stolt af
sine Figurkompositioner,
idet han intetsteds undlod
paa et fremtrædende Sted at
anbringe sit Selvportræt. Er
denne øjensynlige Forfæn-
gelighed i al Almindelighed
lidt utiltalende, saa virker
den ligefrem anmassende
paa det minutiøst udarbej-
dede Billede med Fremstil-
lingen af de 10,000 Kristnes
Martyrdød, paa hvilket man
ser Durer og hans Ven, Hu-
manisten Willibald Pirck-
heimer, foretage en fornøje-
lig Spadseretur tværs over
Valpladsen med den myld-
rende Skare af døende el-
ler dødsdømte Martyrer.
Hvem tænker her ikke paa
Dantes Vandring gennem
Underverdenen med Virgil!
Det menneskelige Lege-
mes Gengivelse i dets ideale
Skønhed har atter og atter
optaget Diirers søgende
Sind. De store Billeder af
Adam og Eva (1507, Ma-
drid), som har været repræ-
senteret paa Udstillingen
ved gode gamle Kopier fra
Museerne i Firenze og
Mainz, er det smukkeste
Vidnesbyrd derom. Det var
hans egen Ungdom og Ita-
liens varmende Indflydelse,
som inspirerede ham til at
skabe denne smukke Eva-
Skikkelse. Hvor forskelligt
fremstiller han dog sit Kvin-
deideal elleve Aar senere!
Den døende Lukretia af
1518 (Miinchen), en kæm-
pestor Gengivelse i Farver
af en gammel Tegning af
1508, vidner ikke alene om
Diirers svigtende Fantasi,
men ogsaa om hans kunst-
neriske Nedgang i Tiden før
Rejsen til Nederlandene, da
hans Billeder fik dette pseu-
do-plastisk-kolde, glasag-
tige, brogede og uharmoni-
ske Udseende.
En ligesaa svingende Ud-
vikling opviser Diirers Ma-
donnabilleder: man sam-
menligne f. Eks. Madonnaen


Diirer: Portræt af Willibald Pirckheimer (Tegning. Berlin)


jr-*'*-'!
... r>
Vrrn-H-v vY

,! V- Mf.b

Durer: Portræt af Moderen Barbara (Tegning. Berlin)

fra »Dresdener Alteret«
(1496), Madonnaen med
Siskenen (1506, Berlin),
Madonnaen med den af-
skaarne Pære (1512,
Wien), Madonnaen med
Nelliken (1516, Augsburg)
og den bedende Madonna
(1518, Berlin).
Det er mærkeligt nok, at
Diirer aldrig har fundet paa
at male et almindeligt Land-
skabsbillede, selv om man
tager i Betragtning, at det
ikke laa i Tidens Aand at
anse Menneskets Omverden
for et for Malerkunsten i sig
selv attraaværdigt Objekt.
Der findes nemlig fra alle
Perioder af hans Virksom-
hed utallige Vidnesbyrd om
hans store Forkærlighed for
Naturen i dens videste For-
stand, ligegyldig om det
drejer sig om en landskabe-
lig smuk Egn eller om en
enkelt Plante eller om en
stor eller lille Repræsentant
fra Dyreriget. Det ligger i
Sagens Natur, at Landska-
bet kun spiller en underord-
net Rolle i Diirers Tempera-
og Oliebilleder, da det ude-
lukkende er henvist til der
at danne en mere eller min-
dre fremtrædende Bag-
grundskulisse. Og dog be-
høver man blot at fordybe
sig i en indgaaende Analyse
af Udsigten gennem det
aabne Vindue paa Dresdner
Alteret eller af Bjergland-
skabet paa hans Selvportræt
i Madrid eller af Ruinerne
paa »Kongernes Tilbedelse«
eller af de storslaaede Pa-
noramaer paa Billedet med
Fremstillingen af Herkules’
Kamp med de stymfaliske
Fugle (1500, Niirnberg) og
paa Allehelgensbilledet med
den vidunderlige Udsigt
over Gardasøen, for at over-
bevise sig om Diirers per-
sonligtfarvede, intime For-
staaelse af den omgivende
Natur, dens Frembringelser
og dens Fænomener.
Forlader man nu træt og
en Smule irriteret de af stir-

169