Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

rende Mennesker overfyldte Sale med Malerier og begiver
sig til de tilstødende Sideværelser med Durers Haandteg-
ninger og Akvareller, møder man her en helt anden Atmo-
sfære: ingen Trængsel, ingen Støj, kun faa Interesserede,
der hengiver sig til et andagtsfuldt Studium af en genial
Tegners Iapidare Aabenbaringer, som er fremtryllet ved
Hjælp af et righoldigt Instrumentarium. Det er disse be-
skedne hvide og grønligt-blaa Blade, hvor Durer har be-
redt den frugtbareste Jordbund til sin bevingede Fantasis
uvisnelige Blomster, hvor han har fundet det mest talende
og gribende Udtryk for sine kunstneriske Ideer. Denne Paa-
stand lyder ganske usandsynlig, og dog er det ikke vanske-
ligt at overbevise sig om
dens Rigtighed. Sagen
er den, at Durer ved
Fremstillingen af
Haandtegninger og Ak-
vareller i Reglen har
været fri for enhver
Hensyntagen enten til
de forskellige Bestille-
res subjektive Ønsker
eller til Stikkets og Snit-
tets særlige Beskaffen-
hed, saaledes at den til-
sigtede kunstneriske
Virkning har faaet Lov
til at fremtræde her
uden Indskrænkninger
af nogen Art.
Skønt det falder uden-
for denne Artikels snæv-
re Rammer at gøre Rede for Durers Tegninger og hans
grafiske Værk, skal man i det mindste ikke undlade at hen-
lede det kunstinteresserede Publikums Opmærksomhed paa
de betydeligste af hans Tegninger. Ganske bortset fra, at
de paa Grund af Opfattelsens Inderlighed, Konceptionens
Skønhed og Behandlingens Sikkerhed hører til de mest
umiddelbare Ting, tysk Kunst overhovedet nogensinde har
frembragt, udgør de i Virkeligheden Nøglen til en For-
staaelse af Durers Malerkunst. Tildels beretter de indgaa-
ende om de enkelte Maleriers Opstaaen, tildels aflægger de
det paalideligste Vidnesbyrd om selv de mindste Forandrin-
ger, som i Aarenes Løb er foregaaet i Diirers kunstneriske
Anskuelser (man sammenligne i denne Forbindelse f. Eks.
»Kongernes Tilbedelse« af 1504 med en Tegning af 1524,
som fremstiller den samme Scene og opbevares i den be-
rømte Albertina-Samling i Wien, eller Lukretia-Bladet af
1508 med det omtalte Lukretia-Billede af 1518 i Mtinchen).
Antallet af Diirers Tegninger er meget stort, hvilket slet
ikke er forunderligt, da han plejede at lave meget nøjag-
tige og indgaaende Studier til sine Figurbilleder, hvorved
det dog ingenlunde er afgjort, om alle disse Tegninger op-
rindelig er bleven udført i den Hensigt, at de netop skulde
bruges til et eller andet paa Forhaand bestemt Maleri. Sær-
lig detaillerede Studier findes der til Rosenkransfesten og
til Heller-Alteret, deriblandt det herlige Blad med de løf-
tede, sammenlagte Hænder af en bedende Apostel, som ved
Holdningens Adel og Behandlingens Finhed staar paa
Højde med de bedste Tegninger af Leonardo. En lignende

indbyrdes Vekselvirkning foreligger mellem Diirers Teg-
ninger og hans grafiske Værk; man tænke blot paa hans
fire Passioner: den store og den lille i Træsnit, Kobber-
stikpassionen og den »Grønne Passion« — en Serie af
tolv storslaaede Tegninger.
Mest fængslende virker hans store Portrættegninger,
som næppe kan overgaas med Hensyn til Karakterskildrin-
gen. Enhver Streg er ført med en ligefrem suveræn Kraft,
Sikkerhed og Præcision, intet kan undværes i denne
kunstneriske Økonomi, hvor der takket være den stren-
geste Koncentration opnaas de højeste Resultater med
de beskedneste Midler. I det tidligere Selvportræt fra
Begyndelsen af 90-erne,
i Portrætterne af Willi-
bald Pirckheimer
(1503), af Arkitekten
Hieronymus af Augs-
burg (1506), af Mode-
ren Barbara (1514), af
den unge Borgerpige
(1515), af Lord Morley
(1522), af Lorenz
Sterck (1527) og i
mange andre mindre
kendte Portrætter har
Diirers fysiognomiske
og psykologiske Inter-
esser fundet det mest
talende kunstneriske
Udtryk. Med en stadig
voksende Beundring
for Diirers mangesi-
dige kunstneriske Fantasi, til hvilken der svarer en lige
saa stor kunstnerisk Formaaen, vandrer rnan frem og til-
bage gennem Sideværelserne: snart standser man foran et
Barnehoved, snart foran et Udkast til et religiøst Figur-
billede, snart foran en Aktstudie — overalt møder man den
samme ægte og sanddru Fortolkning af Menneskets og
den omgivne Naturs Verden.
Af Diirers Akvareller kendes vistnok bedst hans Dyre-
og Plantestudier, dog er der ingen Tvivl om, at der tilkom-
mer hans uforlignelige Landskaber den største Betydning;
der udstrømmer fra dem en ligefrem uimodstaaelig Til-
trækningskraft, som f. Eks. fra hans »fenedier Klawsen«
■— et vidunderligt Prospekt af Borgen Arco i det sydlige
Tyrol nord for Gardasøen — eller fra hans forskellige
Stemningsbilleder fra Franken, navnlig fra Niirnberg og
Omegn. Nogle af disse Akvareller er udførte med en næ-
sten impressionistisk Teknik, hvilket viser, at Kendskabet
til en »moderne« malerisk Udtryksmaade gaar betydelig
længere tilbage i Tiden, end man i al Almindelighed er
tilbøjelig til at tro.
Dette Forsøg paa at vurdere Diirers Malerkunst foran-
lediger os tillige til at klarlægge Diirerudstillingens Betyd-
ning som kunsthistorisk Begivenhed. Man tager næppe
fejl ved at fastslaa, at den snarere har rokket ved Diirers
førende Stilling indenfor den tyske Malerkunst end styrket
den. Derimod har man næppe nogensinde før kunnet danne
sig en mere fyldestgørende Forestilling om hans fremra-
gende Position som Tegner, end netop nu i Aar i Niirnberg.


170