Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

ligt. Th. B. Dahl er i Aar lige ved at ødelægge det gun-
stige Indtryk, man tidligere har faaet bestyrket ved hvert
nyt Arbejde fra hans Haand. Hvor kan en Kunstner med
en ellers saa udviklet Naturfølelse begaa et Par Makart-
rædsler som Nr. 136 og 37? Naar vi endelig har noteret
Poul Rytter’s: Venus stiger op af Havets Skum (Nr. 441),
der virkelig er en Oplevelse, en Oplevelse, der ganske vist
faar en til at tvivle paa, om man kan lade Malere udstille
uden Censur paa en Kunstudstilling, der ønsker at blive
taget alvorlig, og et Øjeblik har dvælet i Rasmus Chri-
stiansens afsides beliggende Rum, hvor man konstaterer,
at den solide Dyremaler med Speciale i Præmiehingste, og-
saa er eller i hvert Fald har været en habil og smagfuld
Portrætmaler i 80’ernes Aand, kan vi vist til Slut gaa over
til at betragte de Par Malere, der trods al Ufuldbaarenhed
danner denne Udstillings kunstneriske Tyngdepunkt.
Mogens Vantore er en ubestridelig artistisk Begavelse,
der tilsyneladende med samme Verve behandler Portræt-
tet, Landskabet og Opstillingen. Men netop denne lette
Haand lader ham ogsaa komme for let fra alting. Man ind-



Mogens Vantore: Dobbeltportræt. Kunstnerens Forældre. (H. 90, B. 50)


Willy Bille: Bjærgprædikenen. (H. 200, B. 140)

rømmer ham baade Temperament, Farve og Dygtighed,
men savner en større kraftigere Linie. Saa rige Evner for-
pligter. Det er ogsaa den afgørende Indsats, man mangler
i Willy Billes kaotiske Produktion, men her synes man i
højere Grad at fornemme en Kunstners Kamp. En tragisk
splittet, men trods alt stadig søgende og arbejdende Natur,
der ganske vist hidtil forgæves har stræbt efter at finde
et helt prægnant Udtryk for sine farverige Drømme. Willy
Bille er rnaaske sit Slægtleds danske Kunstneres mest
udprægede koloristiske Begavelse, og det er i hans Still-
leben og Landskaber, at man lykkeligst møder denne af-
gørende Side af hans Kunst. Som den sidste og kraftigste
af de tre Malere, der her skal nævnes, staar O. V. Borch.
Hans Farver kan synes saa næsten hektisk brændende,
hans Emner saa ekstreme, at man forstaar, at han kan
virke brutal. Men det er en Brutalitet, der er Tidens.
Næppe nogen anden nulevende dansk Kunstner har rent
malerisk givet den Udtryk som han. Man husker fra en
tidligere Efteraarsudstilling »Syg«. Et Hovede midt paa
Lærredet. Ingen Rekvisitter, ingen symbolistiske Fiksfakse-
rier, alene ved hans Kunsts naturligste Udtryksmiddel
Farven var her givet hele Farsottens Sjæl, dens tunge,
dødssvangre Atmosfære, kvælende, giftig. Det var et uhyg-
geligt, men forbløffende virkningsfuldt Epitafium over hele
Spansk-Epidemien. Og er Kunstens Kaar og Tidens Løsen
ikke de store Gæstebuds, det festlige Vildsvinehovede og
den sølvglinsende Laks, saa fejrer hans Malerglæde Orgier
i et blodglinsende Oksekranie og den farvestraalende Fat-

173