Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

bejde under ham. Da kunde og-
saa hans Ærgerrighed vokse, og
han kunde græde som et Barn
ved Tanken om ikke at skulle
blive lige saa stor som Rem-
brandt. Undertiden har han vel
haft en Anelse om sin hurtige
Nedgang, thi denne Blanding af
godt og ondt, af ægte Kunstner-
temperament og modstandsløst
Begær, holdt ikke længe. Selv
om han ikke faar Lov at sidde
ved Siden af Rembrandt, var
Adriaen Brouwer maaske ikke
utilbøjelig til at drikke et Glas
med ham.
Hans Billeder har efterladt en
Erindring om noget lyst og fest-
ligt med en egen Duft af et let-
sindigt og bedaarende Danmark.
De besad en Ømhed for Farver-
nes Finhed, som den Gang paa-
virkede hele Skolen og viste en
Sans for sjældne og indtagende Harmonier. Selv om de
kun naaede det lille Format, havde de et personligt og sik-
kert Motivvalg og en overlegen Karakteriseringsevne, der
burde have bragt det vidt.
Fridolin Johansen ødede sit Liv uden Skrupler. Det laa
ikke for ham at staa imod. Men da han mærkede sine
kunstneriske Evner forfalde, græmmede han sig og gik ud
i Ensomheden. Ingen af Kammeraterne hørte eller saa no-
get til ham. Da Aviserne omsider meldte hans Død, var den
i Grunden indtraadt nogle Aar forinden.«
Ogsaa andre af Kammeraterne fra Ungdommen har Pe-
ter Hansen skrevet om; om Nicolaus Liitzhøft, den venne-
sæle, og om Maleren Jens Birkholm, ved hvis Grav han
holdt Mindetalen: Anarki-
sten, Kurt Eisners, Haases
og Liebknechts Ungdoms-
ven, Nomaden, der aldrig
fandt sig helt til Rette og
blev Borger, og som bygge-
de sig sin Hytte i Faaborg,
paa Pæle, ligelig delt mel-
lem Vandet, Landet og Luf-
ten.
I nogle, vistnok ikke før
offentliggjorte Erindringer
om Birkholm, fortæller han
om ham, at han som ung
Malersvend i Berlin blev
Fattigdommens Boheme, til-
freds med et Tagkammer
som sit Hjem, en Pakkasse
til Bord og Gulvet til Seng
— en Mand, hvis Tanke-
gang var ren, og hvis Stræ-
ben var ideel. »Ved at høre
om Tolier og hans Udvik-
ling, der ganske vist er fore-

gaaet i en mere bevæget Tid,
kommer man uvilkaarligt til at
tænke paa Birkholm. Han blev i
90erne den, der indførte den
fattige, den lasede, den udsul-
tede, den af Samfundet medtag-
ne og undertrykte i Malerkun-
sten, som Tolier har gjort det i
Litteraturen.«
*
I et Interview med Peter Han-
sen kort før hans Død, røbede
Jørgen Sandvad, at den nybagte
Æresborger i Svendborgs Nabo-
by rent ud sagt var blottet baa-
de for Religion og National-
følelse.
Det trænger maaske til at ud-
dybes lidt nærmere.
Hvad det nationale angaar har
jeg blandt hans efterladte Papi-
rer fundet et Udkast til en Re-
plik til Digteren Alf Larsen i Anledning af dennes »lands-
byagtige Opfattelse af Forholdet mellem norsk og dansk
Kultur.«
Peter Hansen gør Harald Giersings Ord, at al national
Kunst er daarlig og al god Kunst national, til sine hvad
Kulturen angaar, »for hvad er det nationale andet end en
Opsumering af alt det gode, som Landets Kultur har skabt;
at ville lave noget nationalt mir nix dir nix er at vende
Forholdet paa Hovedet og forsé sig paa en Illusion.« Det
giver sig navnlig Udslag i Maalet, »dette Sprog, som ingen
Dævel kan læse. Svensk læser enhver oplyst Dansker lige
saa let som sit Modersmaal; men norsk Maal, det er værre
end Tysk, Fransk og Engelsk, for her har man dog gode
Hjælpemidler. Det er altsaa
et Tab for danske ikke mere
at kunne læse Norsk.« Og
han vender sig spottende
mod den Fornænnethed, der
har faaet Udtryk fra norsk
Side, over at vi har hindret
Nordmændene i at udvikle
deres Nationalitet. »Er der
nogen, der skulde være for-
nærmede, er det os. Her har
Nordmændene i Aarhundre-
der rejst ned og hentet Ud-
vikling og lært noget ... Det
er netop deres Fordel, at de-
res bedste Folk har maattet
ud i Verden for at lære no-
get og ikke haft deres egen
nationale Kultur at sove
paa.«
Sin Stilling til det reli-
giøse, i hvert Fald det reli-
giøse i Kunsten, gør Peter
Hansen nærmere Rede for i


Pennetegning af Datteren Elena.
(Olevano. Fra første Italiensrejse).


Peter Hansen (til venstre)
Amatøroptagelse fra de sidste Aar

183