DOI Artikel:
Peritch, Cecile: Henri Matisse
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0270
La Maison de Campagne.
Udstraaling fra Lyset, er sammensat af Prismens syv To-
ner, og derfor bør Maleren udtrykke sig ved Hjælp af
disse Grundtoner. Den lokale Farve ophæves, og kun
Atmosfærens Spil mellem Genstanden og vore Øjne tages
i Betragtning. Atmosfæren bliver Billedets Emne. Skygge
er ikke Mangel paa Farve, men blot mindre stærk Farve.
Derfor gøres alle Skygger gennemsigtige, og Farven ændres
ved Refraktion. Genstanden opfattes som et Spejl, hvori
de omgivende Farvers Refleks spiller. Gennemtrængt af
disse Principper benytter Impressionisten en Palet af rene
Farver og blander dem først paa Lærredet. Monet er i den
Grad optaget og behersket af disse nye Udtryksmidler,
at han glemmer, at Kunstens Maal er Syntese og ikke Ana-
lyse. Naar han maler en Genstand, saa er der ingen Gen-
stand, den er opædt af Lyset og forduftet i dets Støvsky.
Allerede Cézanne, som fuldtud anerkender Betydningen af
den nye Fremgangsmaade Impressionismen bringer og dra-
ger Fordel deraf, forstaar, at en Maler ikke bør være til-
freds med blot at indfange Lyset og Atmosfæren. Han
opretholder den lokale Farve og giver derved Genstanden
dens oprindelige Værdi. Fauvismen fører denne Opfattelse
videre og søger fuldstændig at bryde med Impressionismens
momentvise Iagttagelse af Naturen. Uden noget Princip
eller System forenes de i samme heftige Lidenskab for
stærke og rene Farver, som kendetegner van Gogh fra
Tiden i Arles. Det føles som kunde deres Udtryksmidler ikke
blive kraftige nok, en citrongul Himmel og højrøde Træer
forarger i lang Tid et Publikum, som endnu knapt forstod
den impressionistiske Fremgangsmaade. Deres første Til-
flugtssted var de Uafhængiges Udstillinger, fortæller An-
dré Salmon. I Cour-la Reines beskedne Barakker, hvor man
endnu ikke havde opfundet alfabetisk Inddeling af de ud-
stillende Malere, samledes de i en Sal, som kaldtes Central-
buret. Der stod da at læse i Bladene: Centralburet er ikke
langt borte, man kan høre de Vilde (Les Fauves) brøle. I
1903 aabner Fauvisterne Salon d’Antonne, og det blev en
Kunstbegivenhed af Rang. Latter, Modstand og Begejstring
møder disse Revolutionære, som, udenom den akademiske
Uddannelse og den impressionistiske Tilbedelse af Lys og
Atmosfære, søger at bane nye Veje for Forbindelsen med
Courbet, Delacroix, Ingres og undertiden Manet og David.
Matisse, som en halv Snes Beundrere følger i lykkelig
Angstfornemmelse siden hans Udgang fra Gustave Moreaus
Atelier, udstiller her det dristige Billede La joie de vivre og
I 46
Udstraaling fra Lyset, er sammensat af Prismens syv To-
ner, og derfor bør Maleren udtrykke sig ved Hjælp af
disse Grundtoner. Den lokale Farve ophæves, og kun
Atmosfærens Spil mellem Genstanden og vore Øjne tages
i Betragtning. Atmosfæren bliver Billedets Emne. Skygge
er ikke Mangel paa Farve, men blot mindre stærk Farve.
Derfor gøres alle Skygger gennemsigtige, og Farven ændres
ved Refraktion. Genstanden opfattes som et Spejl, hvori
de omgivende Farvers Refleks spiller. Gennemtrængt af
disse Principper benytter Impressionisten en Palet af rene
Farver og blander dem først paa Lærredet. Monet er i den
Grad optaget og behersket af disse nye Udtryksmidler,
at han glemmer, at Kunstens Maal er Syntese og ikke Ana-
lyse. Naar han maler en Genstand, saa er der ingen Gen-
stand, den er opædt af Lyset og forduftet i dets Støvsky.
Allerede Cézanne, som fuldtud anerkender Betydningen af
den nye Fremgangsmaade Impressionismen bringer og dra-
ger Fordel deraf, forstaar, at en Maler ikke bør være til-
freds med blot at indfange Lyset og Atmosfæren. Han
opretholder den lokale Farve og giver derved Genstanden
dens oprindelige Værdi. Fauvismen fører denne Opfattelse
videre og søger fuldstændig at bryde med Impressionismens
momentvise Iagttagelse af Naturen. Uden noget Princip
eller System forenes de i samme heftige Lidenskab for
stærke og rene Farver, som kendetegner van Gogh fra
Tiden i Arles. Det føles som kunde deres Udtryksmidler ikke
blive kraftige nok, en citrongul Himmel og højrøde Træer
forarger i lang Tid et Publikum, som endnu knapt forstod
den impressionistiske Fremgangsmaade. Deres første Til-
flugtssted var de Uafhængiges Udstillinger, fortæller An-
dré Salmon. I Cour-la Reines beskedne Barakker, hvor man
endnu ikke havde opfundet alfabetisk Inddeling af de ud-
stillende Malere, samledes de i en Sal, som kaldtes Central-
buret. Der stod da at læse i Bladene: Centralburet er ikke
langt borte, man kan høre de Vilde (Les Fauves) brøle. I
1903 aabner Fauvisterne Salon d’Antonne, og det blev en
Kunstbegivenhed af Rang. Latter, Modstand og Begejstring
møder disse Revolutionære, som, udenom den akademiske
Uddannelse og den impressionistiske Tilbedelse af Lys og
Atmosfære, søger at bane nye Veje for Forbindelsen med
Courbet, Delacroix, Ingres og undertiden Manet og David.
Matisse, som en halv Snes Beundrere følger i lykkelig
Angstfornemmelse siden hans Udgang fra Gustave Moreaus
Atelier, udstiller her det dristige Billede La joie de vivre og
I 46