DOI article:
Peritch, Cecile: Henri Matisse
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.48052#0271
Fillette lisant.
indtager straks en Slags førende Stilling. Fra dette Aar at
regne træder han ind i en to Aars Udviklingsperiode, hvor
hans kunstneriske Begavelse fuldendes og antager bestemt
Form. André Levinson fremhæver denne Periode paa Be-
kostning af alt, hvad Matisse har malet efter 1917. Den
kendte Kritiker skriver, at uden Kendskab til en 30—40
Billeder fra den Tid, som nu findes paa Moskva-Museet,
er det umuligt at forstaa den Omvæltning, Matisse bragte
i Kunsten i Aarene før Krigen. Paa Trods af al Tradition
bryder han med Opfattelsen af Rumforholdet d. v. s. ved
Hjælp af Perspektiv og Modelering at anbringe en Genstand
i et indbildt Rum. Paa Overfladen anbringer han de for-
skellige Genstande i samme Plan og benytter kun horisontal
og vertikal Dimension. Hele Kompositionen bringes frem
i Forgrunden, men et Par enkelte skraa Linier, et Landskab
set gennem et aabentstaaende Vindue antyder Rumfor-
holdet. Billedet bliver dog ikke derved en Dekoration, som
kunde fortsættes udover Rammen, alle Matisses Billeder
ejer en lukket ligevægtig Helhed. Efter at have kvitteret
Paolo Ucello løsriver han sig fra Rembrandt og Leonardo
ved at give Afkald paa Anvendelsen af clair-obscur og
særskilt Udførelse af de forskellige Genstande. Han ude-
lukker den plastiske Virkning, der opnaas ved Lys og
Skygge, gaar bort fra al Farveafskygning og fine Over-
gange og ringeagter saaledes de vigtigste Bidrag for male-
risk Udtryk. Han tager sin Tilflugt til rene Farver malet
paa Flade med lige stor Styrke og begrænser, forenkler
eller forstærker indtil Yderlighed de anvendte Midler. Med
en vagtsom og uomstødelig Viljekraft stræber han efter at
være sig selv og kun sig selv alene. I 1908 skriver han:
“Det, som jeg drømmer om at give, er en ren, ligevægtig
og rolig Kunst uden noget uroligt eller tankevækkende
Indhold. For den intellektuelle Arbejder, for Forretnings-
manden saavel som for Skribenten skulde den være som et
lindrende, beroligende Middel, noget i Lighed med en god
Lænestol, der giver Hvile for fysisk Træthed.” Det er i
denne Periode, at hans Indflydelse paa sine Samtidige kul-
minerer og Elever strømmer til fra Alverdens Lande. Per
Krogh, som var hans Elev i 1909, fortæller, at hans Under-
visning var yderst klassisk. Omhyggeligt rettede han Ele-
vernes Arbejder og førte lange Samtaler med dem om
Kunst. Han bød dem at udtrykke sig ved enkle Midler og
viste dem, at alle Former er konvekse. Forøvrigt antog
han alle deres Urimeligheder, hvis de blot var i Stand til
147
indtager straks en Slags førende Stilling. Fra dette Aar at
regne træder han ind i en to Aars Udviklingsperiode, hvor
hans kunstneriske Begavelse fuldendes og antager bestemt
Form. André Levinson fremhæver denne Periode paa Be-
kostning af alt, hvad Matisse har malet efter 1917. Den
kendte Kritiker skriver, at uden Kendskab til en 30—40
Billeder fra den Tid, som nu findes paa Moskva-Museet,
er det umuligt at forstaa den Omvæltning, Matisse bragte
i Kunsten i Aarene før Krigen. Paa Trods af al Tradition
bryder han med Opfattelsen af Rumforholdet d. v. s. ved
Hjælp af Perspektiv og Modelering at anbringe en Genstand
i et indbildt Rum. Paa Overfladen anbringer han de for-
skellige Genstande i samme Plan og benytter kun horisontal
og vertikal Dimension. Hele Kompositionen bringes frem
i Forgrunden, men et Par enkelte skraa Linier, et Landskab
set gennem et aabentstaaende Vindue antyder Rumfor-
holdet. Billedet bliver dog ikke derved en Dekoration, som
kunde fortsættes udover Rammen, alle Matisses Billeder
ejer en lukket ligevægtig Helhed. Efter at have kvitteret
Paolo Ucello løsriver han sig fra Rembrandt og Leonardo
ved at give Afkald paa Anvendelsen af clair-obscur og
særskilt Udførelse af de forskellige Genstande. Han ude-
lukker den plastiske Virkning, der opnaas ved Lys og
Skygge, gaar bort fra al Farveafskygning og fine Over-
gange og ringeagter saaledes de vigtigste Bidrag for male-
risk Udtryk. Han tager sin Tilflugt til rene Farver malet
paa Flade med lige stor Styrke og begrænser, forenkler
eller forstærker indtil Yderlighed de anvendte Midler. Med
en vagtsom og uomstødelig Viljekraft stræber han efter at
være sig selv og kun sig selv alene. I 1908 skriver han:
“Det, som jeg drømmer om at give, er en ren, ligevægtig
og rolig Kunst uden noget uroligt eller tankevækkende
Indhold. For den intellektuelle Arbejder, for Forretnings-
manden saavel som for Skribenten skulde den være som et
lindrende, beroligende Middel, noget i Lighed med en god
Lænestol, der giver Hvile for fysisk Træthed.” Det er i
denne Periode, at hans Indflydelse paa sine Samtidige kul-
minerer og Elever strømmer til fra Alverdens Lande. Per
Krogh, som var hans Elev i 1909, fortæller, at hans Under-
visning var yderst klassisk. Omhyggeligt rettede han Ele-
vernes Arbejder og førte lange Samtaler med dem om
Kunst. Han bød dem at udtrykke sig ved enkle Midler og
viste dem, at alle Former er konvekse. Forøvrigt antog
han alle deres Urimeligheder, hvis de blot var i Stand til
147