Samleren: kunsttidsskrift (8.1931)

GEORG JENSEN

DAMASKVÆVE Ri ET
KOLDING


DÆKKETØJ
i hjemmevævede Kvaliteter
efter
gamle, nationale Mønstre
og efter Tegning af
kendte, danske Kunstnere

Direkte Salg til Private



V. WINKEL & MAGNUSSEN
KUNSTHANDEL
HØJBROPLADS 7 • TELF. 9602 & 5168
ANTIKVARIAT - KUNSTAUKTIONER
SEPARATUDSTILLINGER

KØB OG SALG AF MALERIER, HAANDTEGNINGER OG KOBBERSTIK

Emil Wang


KUNSTHANDEL
BREDGADE h
TELEF. PALÆ 342


Haandsmedet Servietring
Vægt 35 Gram
Kr. 12.00

Sølvsmed
Frithjof Bratland
Gothersgade 87 — Byen 2797 y.

Gang saa en Udstilling af Otte Skold. En interessant Op-
levelse. Rigt facetteret. En fuldstændig Karrusel, der snur-
rede hele Jordaksen rundt. Og hvor Kunstneren med lige
Færdighed stak til Maals efter en Derain som en Dix.
»Die neu Sachlichkeit« introduceredes i Skandinavien. Men
den unge Kunstner ejede virkelig tillige noget personligt.
I sine bedste Udsving en ikke almindelig Styrke, en strin-
gent Klarhed og Præcision, der underbygget af hans enkle
graa og sortbrune Toner gjorde selv den spidse, detail-
lerede Form helt monumental. For en Gangs Skyld en le-
vende og logisk Udvikling af en kubistisk Træning.
Og i Dag hænger han saa paa Udstilling sammen med
Birger Simonsson ... den lurveste Banalitets uovergaaelige
Apoteose. Hænger der, uden en Kat kan forarges. De
klæ’r ligefrem hinanden de to. Trist! Trist!
Ikke mindst trist, da man i dette samlede svenske Op-
bud ikke engang som for Norge og Danmarks vedkom-
mende med nogen Vægt kan gøre gældende, at Repræsen-
tationen er altfor ensidig og klikebetonet. Saaledes at man
fra Norge maa savne f. Eks. en saa udtalt Skønhedsdyrker
som Per Deberitz, der i sine Aktstudier paa Galleriet i
Oslo viser en Farvens Ynde, en Linjens og Formens Ele-
gance, som man ellers nu forgæves søger paa hele Uniona-
lens norske Afdeling. — Svenskerne har ganske vist ikke
som deres norske Fæller medtaget Prøver af de allersidste
Kuld (fra Norge er det vel ogsaa kun sket for at stille Re-
vold i Relief). Men af det Slægtled, der bærer Unionalen,
savner man fra Sverige egentlig kun Isaac Griinewald. Og
hans Hovedindsats ligger jo nu paa Teaterdekorationerne.

Men ellers viser baade Stockholmerne og Goteborgerne
praktisk talt hele Styrken. Og viser desværre her en Over-
fladiskhed, der paa intet afgørende Punkt dækkes blot af
virkelig artistisk Sikkerhed. — Svensk Akademi og Kritik
kan ikke fralægge sig et tungt Ansvar. Sammen med Arven
fra Josephson kastede man det opvoksende Slægtled i Ar-
mene paa fransk Kunst. Anlagde — saare paaskønnelses-
værdigt — fortræffelige moderne franske Samlinger i Sve-
rige, men holdt samtidig tidlig og silde disse Forbilleder
op for en Ungdom, der ikke ejede Betingelserne for en
virkelig Tilegnelse. Man glemte i endnu højere Grad der
end andre Steder, at fransk Kunst i sine bedste Udslag er
den konsekvente Følge af Aarhundreders ubrudte, høje
nationale Kultur, og den første Betingelse for blot virkelig
at forstaa den, at man selv medbringer den fornødne Ind-
stilling. Selv ejer omend nok saa beskedne tilsvarende
hjemlige Forudsætninger. Der kan ganske vist uden det
ved særlige gunstige Sammentræf opstaa straalende Enere
(80erne), men aldrig levedygtige Udviklingsmuligheder
for hele Slægtled. — Sverige, der som gammel altid selv-
stændig raadende Kulturnation — delvis i Modsætning til
det, maaske i dette specielle Forhold, lykkeligere stillede
unge og friskere modtagelige Norge — har sine egenar-
tede Traditioner i Eje, maa finde ind til dem, og i hvert
Fald helt paa egen Grund og af egne Midler først opbygge
sig sin selvstændige maleriske Udtryksform til Brug for
Dagen i Dag og til Udvikling fremover.
Det er maaske besværligt og man kan maaske med
Strindberg sige: Det er Synd for Menneskene. Men det