Samleren: kunsttidsskrift (5.1928)

tænke paa sit Publikum.
Naturlighed, skriver P.
H., er en Forudsætning
for alt Foraar. Kunstige
Blomster springer ikke
ud.
Dette gav Gudmund
Hentze Anledning til et
fornyet Angreb paa
Husmandskunsten og
Bondemalerne, der bre-
der sig »i sejg og dorsk
Plumphed ... bondeag-
tig mistænksomme
overfor Kultur«. Til Pe-
ter Hansens Ord om at
man skal prøve paa at
vise sig, som man er,
bemærker han sublimt:
Ja, en Kunstner skal
vise sig, som han er i sine ensomste, mest brændende Øje-
blikke, hvor hans dybeste Tavshed klinger, medens han
anspændt lytter til sit eget Hjerteslag ...
Det vil føre for vidt her at forfølge Udviklingen af denne
Strid, der vedblev i det uendelige med Bidrag af Slott-
Møller, Karl Madsen, Hans Jæger og nye Indlæg af Hentze,
alt ialt et ganske fornøjeligt Kapitel i dansk Kunsthistorie.
Peter Hansen blev ved de Par Linier, hvormed han oprin-
delig havde givet Anledning til hele Bataillien, som Karl
Madsen har resumeret saaledes: »De nederlandske Friheds-
helte optog i sin Tid Skældsordet »Genserne« som et Hæ-
dersnavn. Fynboerne kan i Betegnelsen »Bondemalere«, der
raabtes imod dem, se en misundelig Erkendelse af Saltet og
Sundhederi i deres Kunst.«
Det sidste Indlæg, jeg mindes fra Peter Hansens Haand,
er en Artikel, endnu fra i Aar, angaaende Fredningssagen,
noget af det fornuftigste og noget af det morsomste, der
fremkom i denne Sammenhæng. Sit uhøjtidelige Væsen, sin
gode Latter over Livets Gravalvorlighed bevarede han til
det sidste. Han, der selv saa stærkt og smukt havde skildret
det Liv paa Landet, hvis Tid nu er forbi, var ikke i Stand
til at græde over Selvbinderen, der som et Kæmpedyr med
tre Hestehoveder gaar
gennem Landskabet,
hvor før Høstfolkenes
lange, hvide Kæde snoe-
de sig gennem Kornet
med Leens og Stryge-
rens Klang og Pigers
og Karles gækkende
Snak, men han var ud-
mærket oplagt til at le
ad Anekdoten om Fi-
skerne, der — som et
Offer paa Skønhedens
Alter og for at gøre lidt
for Landliggerne— hver
Aften stillede sig op og
»trak Vaad« uden at
fange saa meget som en

Reje; om Dagen tog de
saa ud i deres Motor-
baade og fangede rig-
tige Fisk, som kunde
tilfredsstille deres Gæ-
sters mere materielle
Fornødenheder.
*
Mens Talen er om Pe-
ter Hansens lejligheds-
vise Skribentvirksom-
hed, der giver saa vær-
difuldt et Bidrag til Ka-
rakteristiken af hans
Personlighed, er det og-
saa nok værd at mindes,
hvad han har skrevet
om enkelte af sine af-
døde Malerkammerater.
Om Fridolin findes der saaledes et Privattryk, hvor han i
nogle faa Linier har givet ham, levende og med samme
Forstaaelse som i gamle Dage med sin Pensel. Stykket,
der jo ogsaa har kunsthistorisk Interesse, bør læses i sin
Helhed:
»Fridolin Johansen kom som 16aarig ind paa Zahrt-
manns Skole. Han mødte med en straalende Ungdom, var
den lystigste Gavtyv i Mylret, den mest sentimentale blandt
følsomme og den mest stortalende blandt Pralere, overle-
gen og velbevandret paa Erotikens Enemærker og ikke helt
ukyndig med Vinens Glæder — men sikker til at behandle
baade Farven og Kullet. Han var mærkelig udviklet baade
som Menneske og Kunstner og havde i Grunden intet at
lære. Ydmyghed og Respekt for Tilværelsen var for ham
et overvundet eller ukendt Stadium. I Forhold til hans
Appetit paa Livet og hele overlegne Maade at tage, hvad
det bød, var Zahrtmann som et Barn og inaaske derfor
beundrende, selv om han naturligvis søgte at fylde Moral
i ham. Det var nu som at slaa Vand paa en Gaas. Naar
Zahrtmann inviterede paa Thevand, krævede Fridolins Na-
tur bagefter stærkere Stimulanser, noget at skylle det ned
med. Maaske beundrede Zahrtmann ogsaa mere hans Ta-
lent, som vi alle gjorde,
thi var Fridolin end re-
spektløs overfor Livet,
tog han til Gengæld sin
Kunst alvorlig. Overfor
den forstummede hans
Galgenhumør, hans
Drømme blev fine, hans
Fantasi levende og yn-
defuld og ynglede Bil-
lede paa Billede, som
hans sikre og hurtige
Haand fulgte. Da kun-
de han være saa opfyldt
af sit Arbejde, at han
virkede smittende, at vi
andre blev revne med
og ligesom syntes at ar-


Høstbillede. Dyreborg


1S2