Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

Jais Nielsen: Syge og Fattige ved den hellige Elisabeths Kapel (overført Fresco). Forarbejde til Fresco-Udsmykningen
fra Set. Elisabeth Søstrenes Hospital 1929. H. 280, B. 250.

ner maa være i Besiddelse af for ikke fuldstændig at til-
sidesætte al Prestige ved at udstille et Arbejde som Schous:
Familiebillede (Nr. 213). I Forhold hertil staar Kyhn godt.
Men hans store Oliebilleder minder for meget om Vævnin-
ger i kulørt Uldgarn og hans smaa Akvareller savner den
Lethed i Behandlingen som dette Materiale kræver.
Clement og Find udstiller begge Portrætter. Selv med
al Sympati for den førstnævnte ligesaa stilfærdige som
ærligt arbejdende Kunstner, kan det ikke skjules, at han
langtfra er paa Højde med sig selv i Aar. Det er saaledes
for alle Parter kun beklageligt, at det (ovenikøbet daarligt
malte) ferske Portræt af en Lingerihandler engang i Frem-
tiden paa Frederiksborgmuseet skal gøre det ud for Dan-
marks dygtigste og maaske mest intelligente nulevende
Skuespiller. Til Gengæld er det her gengivne Portræt af
Greve BrockenhuusSchack et særdeles probertArbejde med
ogsaa malerisk gode Egenskaber, men som Karakteristik er
det jo unægtelig kun et Rudiment af Panoptikon — saa er
Find’s Opfattelse af Modellerne ulige intelligentere, til
Gengæld bliver hans Farver Aar for Aar styggere og styg-
gere.
Johan Rohde maler som han har gjort det i nogle Men-
neskealdre og herom er jo egentligt kun godt at sige, hvor-
imod alene Respekten for de hvide Haar faar én til ikke at
komme nærmere ind paa Malthe Engelsted. Men man forla-
der iøvrigt sidstnævntes Væg med saa megen større Hur-

tighed som den ellers domineres af Carl Frydensberg. Og
hvad man ellers kan sige om denne Kunstner, helt opfyldt
de Følelser hans Navn maaske sætter i Svingninger, har
han nu aldrig.
Man har ogsaa al fornøden Respekt, om ikke for Al-
deren, saa for en tidligere Indsats, behov overfor Johannes
Larsen. Men i Retning af Landskabsforvildelser er vel nu
ogsaa Klimax naaet i et Billede som (Nr. 149): Graaand
med Ællinger i en Ellemose, der synes fuldstændigt ube-
hersket. Derimod formaar Niels Bjerre stadig med passen-
de Mellemrum at overraske forholdsvis glædeligt. Blot
et lille Maleri som: Foraarsaften, Fyret er tændt (Nr. 23)
giver Aflad for mange Skuffelser. Aage Bertelsen derimod
skuffer aldrig, hvad man saa vil udlede heraf bliver
en Smagssag og Møhl-Hansen kunde man af Hjærte ønske
en sikre Beherskelse og navnlig bredere og mere frigjort
Penselføring for han ejer et ikke alt for almindeligt Øje
for storladne og smukke Motiver. Men trods Format og
Monumentalitet bliver et Værk som f. Eks.: Fritstaaende
Ege, Vinter (Nr. 163) til et underligt svagt Pillearbejde i
sin altfor minutiøse Udarbejdelse, der bedre hører hjemme
i de samtidig udstillede lavendelduftende, farvelagte Teg-
ninger.
Den snart fra Tidernes Morgen som Gæst udstillende
Gustaf Wolmar har efterhaanden faaet stemt sine Farver
op i saa lyse og hede Toner, at det hele kvæles i Lummer-

50