Samleren: kunsttidsskrift — 7.1930

Page: 159
DOI issue: DOI article: DOI article: DOI Page: Citation link: 
https://digi.ub.uni-heidelberg.de/diglit/samleren1930/0281
License: Creative Commons - Attribution - ShareAlike Use / Order
0.5
1 cm
facsimile
/ Anledning af Udstillingen i Den Frie sender Maleren Johan Kohde Samleren
efterfølgende personlig følte Mindeord om Ungdomsvennen Albert Gottschalk-

F det Slægtled af danske Malere, Gottschalk tilhørte,
/W var han nok den, der havde faaet det fineste Øje for
/ W Farvens Skjønhed; han saa den i Naturen og var
A W den fødte Mester til at finde den paa Lærredet.
Det var ikke den stærke Lokalfarve, ikke de voldsomme
Virkninger, denne i sin Skikkelse saa robuste, i sit Tempe-
rament saa ubeherskede Mand elskede. Den enkle, simple
Farve havde hans Kjærlighed, den dyrkede han og brød
den i lange Rækker af de finest mærkede Valører, dem,
han satte op med en djærv og frisk Pensel.
Hans Billeder, eller maaske rettere Studier, thi Billeder
i gammeldags Forstand malede denne Friluftsmaler sjæl-
dent, i sine senere Aar aldrig, vare maaske indirekte ikke
uden Paavirkning af fransk Landskabskunst, men havde
dog ikke liden Berøring med den gode, ældre, danske
Kunst. De lignede den i Opfattelsens Styrke og Tonens
Sandhed. Saa fint og fornemt hans Farvesyn var, saa
jævnt og lige til tog han paa sine Emner. Der var aldrig
noget søgt, i Forvejen bestemt villet uden det at faa saa
meget som muligt ud af det Stykke Natur, han havde for
Øje. At lave om, at komponere paa et Landskab var ham
umuligt; dertil havde han for stor Ærbødighed for Na-
turen.
Man tro dog ikke derfor, at det tilfældige var ham nok,
at han som saamange af hans samtidige Realister kunde
give sig i Lag med det første det bedste Motiv. Tværtimod
var han yderst kræsen med sit Emnevalg, med hvad han
søgte og holdt af at male. Han opsporede, hvor han slog
sig ned med stor Omhu, hvad der passede for ham. Med
sine lange Skridt gjennemstøvede han sit Jagtrevier, vej-
rende med opspilede Øjne og Nakken tilbage de afsides
Kroge, han elskede at fordybe sig i, de store Byers Ud-
kanter eller de smaa Byers Gyder og Smøger; han kunde
svælge i Farven paa et frønnet Plankeværk, paa et mos-
groet Bondehus, begejstres over den anløbne røde Farve
paa et Tegltag paa de Steder, hvor der hvilede den Stem-
ning, han alligevel ikke kunde undvære.
Det Kjøbenhavn, som endnu var til i hans Tid, bød ham

mange Emner. Egnen omkring det gamle Kalkbrænderi
og de fattiges Dyrehave i det da yderste Østerbro havde
hans Kjærlighed, i det gamle Valby og Vesterbroes Bag-
haver og Gaarde fandt han sig tilpas, han søgte ud til
vore smaa Provinsbyer, til Ribe, Hillerød, Helsingør, eller
han drog til Rom og fandt noget lignende der i en gam-
mel Paladshave eller en romersk Vandledning; men altid
var det søgte Motiv et Landskab med Menneskeværk, den
ensomme Natur malede denne menneskesky Landskabsma-
ler mærkeligt nok aldrig.
Havde han fundet, hvad han søgte og slaaet Stafeliet
op, var hans Begejstring ubegrænset; han arbejdede med
en Voldsomhed, saa Sveden haglede ham ned ad Kinderne,
han malede og skrabede ud og malede om og om igen, saa
tilsidst Penslerne næsten var blottede for Haar og Skafter-
ne tyggede i Stykker af bare Nervøsitet og saa, naar han
havde malt et af disse mange Billeder, der nu hænger
omkring i vore Kunstsamlinger, gav han op, puttede mis-
modig sit Værk ned i Kommodeskuffen til alle de fore-
gaaende; til Offentligheden kom de sjældent, mens han
levede, og da var det som Regel Venner, der maatte til-
kæmpe sig dem, næsten stjæle dem, ham selv uafvidende.
Faa fandt Købere, og han oplevede næppe, at hans Kunst
indbragte ham saa meget, som han havde givet ud til
Lærred.
Hans Skæbne var tragisk. Ulykkeligvis havde han i Arv
foruden sit stærke og sunde Øje, som han udviklede saa
fint, faaet et tungt Sind, der Aar for Aar blev mørkere;
det var et trist Syn at se denne kraftige firskaarne Mand
med de røde Kinder, denne begejstrede Naturdyrker, søge
med et forceret, forsorent Væsen og barokke Indfald at
dække over en forpint Sjæl, se ham plages ustandseligt
af Skræk og Frygt for Livets ganske dagligdags Tildra-
gelser.
Han selv var syg og vanskelig tilgængelig, men hans
Arbejder ere ganske det modsatte, i dem er der Sundhed,
Naturlighed og Styrke som vil bevare Gottschalks Navn
i dansk Malerkunst. Johan Rohde.

EFTERAARS UDSTILLIN G EN

CHARLOTTENBORG - 1930

DET er ubestrideligt blevet Aarets
smukkeste og mest harmoniske
Kunststævne, disse tilbagevenden-
de Efteraarsudstillinger paa Charlotten-
borg, hvor et begrænset Antal indbudte
Udstillere faar Lov til at møde frem med
en fyldig Repræsentation (indtil 15 Bille-
der), og særlige Hædersgæster, som i Aar
Julius Poulsen, faar overladt en hel Sal.
Indtrykket bliver roligt og fornemt, og
hvad en skønsomt udvalgt, fyldig Repræ-
sentation kan betyde for den enkelte Kunst-
ner, ser man i Aar bedst med V. Wils, hvis
Artistbilleder ved at optræde samlet har
opnaaet en stor og fortjent Paaskønnelse.
Saa stor, at der vist er Grund til at advare

mod en altfor højstemt Vurdering. Det
plejer at give hurtigt Bagslag, og det vilde
være Synd for Wils fremtidige Arbejde —
saa meget mere som han endnu skylder
os den afgørende Indsats.
Ogsaa C. Jennert klæder det at optræde
med et fyldigere Udvalg. Hans Tivolibille-
der vinder ved de større Omgivelser og
Sammenstilling og syntes skabte til festlig
Udsmykning af et stort Lokale indenfor
eller i det populære Etablissements Periferi.
Anna Anchers Opbud skuffer derimod.
Den fortræffelige Kunstnerinde, den stør-
ste vi har, og en af vore betydeligste Kunst-
nere i det hele taget, burde have taget sig
Opgaven alvorligere og sørget for et mere

fyldestgørende Udvalg. Det vilde have væ-
ret en Hæder for hele Udstillingen. Som
det nu er, er det egentlig kun de mester-
lige Portrætter af Kyhn og Moderen, det
er en virkelig Glæde og Berigelse at gense.
Pladsen tillader ikke denne Gang at
komme nærmere ind paa Udstillingen, som
vi haaber senere at kunne vende tilbage
til, men inden vi her slutter, føler vi Trang
til, som ved Foraarsudstillingen, at henlede
Opmærksomheden paa Carl Hansen og den
ogsaa lidt uretfærdig tilsidesatte Richard
Bocher, der i sine farvefølsomme Land-
skabsstudier virkelig berettiger til Anven-
delse af det af velvillige Anmeldere i Flæng
misbrugte Prædikat •— kultiveret.

159
loading ...