Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

om at fjerne en Udstilling som: Sommeraften ved Skovsøen
(Nr. 442). Hvem tænker paa Kager, naar man kan have det
for Øje. Derimod tænker man paa stakkels afdøde Friies-
Nyeboe, naar man vender sig til det andet Billede: Mor-
gensol i Havestuen (Nr. 444). Den enes Død den andens
Brød. Paa de samme Vægge hænger Nyeboes efterladte
Værker og H.-S.-M. er i fuld Gang med at løfte Arven.
H. Essendrops: Kristus toer Disciplenes1 Fødder (Nr.
86) er et alvorligt Arbejde, men savner alligevel den indre
Oplevelse og Følelse, der ved et Motiv og Udførelse som
her, alene bringer Kontakten til Beskueren. Dets mono-
tone Indtryk forstærkes yderligere ved, at Figurerne i langt
højere Grad synes fysiske Brødre (med et for en større
Familie endda forbløffende Fællespræg), end som forment-
lig tiltænkt alene et aandeligt Slægtskab. Det er netop
Aand, man savner i dette Værk.
Og som den sidste af de danske Malere, vil vi i en Ru-
brik for sig notere Charlottenborgs Repræsentant for den
(indtil dette skrives) nyeste Mode indenfor Maleriet, Veris-
men. K. Scott Iversen’s: En Skomager (Nr. 424) ejer vel
intet af de tyske Forbilleders dramatiske Kraft, men et ikke
mindre omhyggeligt Detailstudium, der tillige som i Værk-
stedsbordet forenes med en ægte malerisk Sans. Beklagelig-
vis er det væsentlige i Billedet, Skomageren, et forfærdeligt

Max Andersen: Herku'.es som Slangedræber. Bronce.
(Overnaturlig Størrelse).


er man
færdig
vil i alt
Genta-

Anker Ho ffmann : Venus.
(H. 200).

Stykke Pottemagerar-
bejde, men kunde den
unge Kunstner tilegne
sig blot en Draabe af f.
Eks. Rings overbevisen-
de Menneskeskildring,
vil man følge hans frem-
tidige Arbejder med In-
teresse som en forstaaelig Re-
aktion ovenpaa megen gold
Letfærdighed.
Af de faa og daarligt repræ-
senterede udenlandske Kunst-
nere er der Grund til at frem-
hæve Arne Lofthus’ Fresco:
Oksesteg (Nr. 693), der rum-
mer lidt af de gamle Hollæn-
deres Kærlighed til at forevige
Bordets Glæder.
Billedhuggerkunsten
som sædvanlig hurtig
med. En Opremsning
for høj Grad blive en
gelse af tidligere. Men paa
denne Torneroseafdeling vaag-
ner dog i Aar Anker Hoffmanns
Venus (Nr. 567), der har for-
tjent sin Hertzogske Præmie
og som med blot lidt »stær-
kere« Arme helt ud vilde have
faaet Kai Nielsen til at glæde
sig i sin Himmel.
Heller ikke den grafiske Af-
deling er Overraskelsernes
Vokseplads. Ogsaa her beun-
drer man villigt megen solid
Kunnen, der kulminerer i Peter
Ilsteds Sortkunst efter C. A. Jensen’s, Juel’s og Zahrt-
mann’s Malerier, mens Louis Moe efter at Anton Hansen er
udvandret til Den Frie, er ene om at repræsentere Fanta-
sien, hvad han som vanlig gør med meget Humør.


Og vi vandrer en Slutrunde gennem det store Sam-
fund, denne trods alt i sin Helhed levende og brogede By.
Har vi glemt nogle? —■ utvivlsomt. Der var sikkert ad-
skillige endnu, der kunde have kommet med, og der er jo
endelig de mange, der aldrig blev indregistreret. De lykke-
ligste, de, der lever skjult og lever vel, Smaahandlerne i
Byens Sidegader, for hvem en mislykket Start maaske blev
deres virkelige Held. Her er jo nemlig den ægte demokrati-
ske Stat. Naar de ikke alle op paa selve Forum kan enhver
i hvert Fald tale løs fra sin Plads, og passer de
saa Burikken og ikke lægger sig ud med de skiftende Vær-
ter, naar de hver og én ganske automatisk frem til den
højeste Udmærkelse for god Borgerdyd og bliver Ridder
af u. C. foruden i de fleste Tilfælde ogsaa af Dbg.
Og det er næppe synderlig begavet at se ned paa denne
talstærke Middelstand. De er i Virkeligheden Fundamentet
hele dette Samfund hviler paa. Alt andet kan svigte, kan
skifte, være højt oppe og langt nede, men disse brave Men-

60