Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

Vor Medarbejder skriver om den unge Billedhuggerinde Fiu Helen S c h o u, der i desenere
Aar har udstillet baade paa franske Kunstudstillinger og paa vor hjemlige Charlottenborg,
og som ved sit energiske og maalbevidste Arbejde har skabt Interesse om sit Navn.

DET er ikke let at være Billedhugger
i Danmark, sværere endnu at være
Billedhuggerinde, især naar man
kan blive mistænkt for at modellere for
at faa Tiden til at gaa.
Helen Schou, født Ree, Datter af den
kendte Veksellerer I. M. Ree, har i denne
Henseende en udsat Post indenfor dansk
Billedhuggerkunst. Født i et Bourgoisihjem
og senere, ved sit Ægteskab med den unge
Direktør Holger Schou, er hun i særlig
Grad udsat for skarp Kritik og Mistænke-
liggørelse i Retning af kunstnerisk Beskæf-
tigelse con amore. Selvom man kan disku-
tere, om det er bedst at modellere for at
leve eller leve for at modellere, saa bliver
der dog over en ung Dame af »Selskabet«,
for hvem Bohemens Kampe og Sorger er
en fjern utopisk Verden let et for mildt og
glat Skær, som kun en absolut Vilje og
Styrke i Arbejdet er i Stand til at over-
vinde.
Det er maaske denne Følelse af Forplig-
telse overfor Kunsten, der har skabt en
energisk Trods i Helen Schou, Side om
Side med hendes naturlige Beskedenhed.
Hun har først og fremmest villet være paa
Post overfor enhver Kritik, der blot har vil-
let antyde Ord, der laa udenfor Kunstens
Rammer. Følgen er blevet, at hun mere end
almindeligt har kastet sig over det tekni-
ske. Denne Side af Sagen vilde hun først
og fremmest søge at bringe i Orden, saa
maatte Livet senere, saa meget det nu kun-
de give hende af bevægede Momenter, læg-
ge Resten til i Udviklingens forskellige
Stadier.
Allerede som ganske ung Pige — Helen
Schou er lige fyldt 25 Aar — var hun li-
denskabelig Rytterske og deltog i næsten
alle Stævner og Konkurrencer herhjemme.
Hendes fortrolige Kendskab til Heste
sprang ganske naturligt over i hendes
Kunst, og hendes Interesse for Dyreskulp-
tur blev det fremherskende Moment i hen-
des Produktion.
Hun udsaa sig Fru Carl Nielsen til sin


Helen Schou: Dreng paa Islænder.
(Charlottenborg 1930).


Helen Schou: Eva med Slangen.
Legemstor Bronce.
Læremester og —- for helt at trænge til
Bunds i Dyreskulpturen — besøgte hun et
Aarstid Landbohøjskolen, hvor hun over-
værede Dissektion af Dyr, navnlig Heste.
Resultater blev en
Række Dyrestatuetter,
der udmærker sig ved
Præcision og Ynde,
og i hvis Linier en for
en kvindelig Kunstner
usædvanlig Formfast-
hed er fremtrædende.
Med to Dyrestatuet-
ter samt »Dreng« de-
buterede Helen Schou
i 1927 paa Charlotten-

borg, hvor hun siden har været fast Ud-
stiller. I Fjor havde hun udstillet i Pa-
ris Grand Palais (Société nationale des
beaux arts) samt i Oslo (Kunstforeningens
Udstilling). Ogsaa i Aar udstiller hun i
Grand Palais med 2 Arbejder.
I Atelieret, en lille lys Separat-Pavillon,
der ligger lige ved hendes Villa, »Høj-
strup« i Charlottenlund, arbejder Fru
Schou daglig sine 6—8 Timer. Hendes
Atelier er en lille zoologisk Have i Gibs
og Bronze. Her staar Statuetter af hendes
spænstige Ridehest »Cloncill«, af hendes
kendte bidske Bokser »Herus«, af Sviger-
faderens kraftige Præmietyr, Hoveder af
Grævlingehunde og Katte, en Gruppe af
to kæmpende Gedebukke og et lille gra-
ciøst Barn paa Ryggen af en godmodig
plump Islænder.
Meget tyder paa, at disse Evner vil føre
Helen Schou ind i den specielle Dyreskulp-
tur, der fordrer en ganske særlig Teknik
og Forstaaelse af Dyrenes Psyke. Hun sy-
nes i hvert Fald at have særlige Evner i
den Retning.
Som »Stadier paa Livets Vej« kan hen-
des store Springsvandsfigur nævnes, »Eva
med Slangen«. Den ret tunge Kvindeskik-
kelse staar fast og stærkt paa Fundamentet,
og Kroppens Linier danner en fint afstemt
Harmoni med Slangens gratiøse Bugtnin-
ger, udmundende i Gabet, der med Kraft
sender det vifteformede Fontænespring i
Vej ret.
Fremhæves maa endvidere hendes — i
1928 — modelerede Relief: »Englen bebu-
der Maria hendes nær forestaaende Død«,
efter en gammel apokryfisk Legende. »Det
gyldne Snit«, indenfor hvis Linjer Kompo-
sitionen kan bringes, er sikkert mere en
ubevidst Higen mod det klassiske end en
forud beregnet Formeffekt. Resultatet som
Helhed maa siges at opfylde Fordringen in-
denfor Reliefkunstens svære Gebet om Ro,
Klarhed og Linieharmoni.
Ved en ung Kunstnerinde som Helen
Schou gælder det, at det hun i Dag har
vist os, sikkert ikke er det, hun vil blive
staaende ved. Hun er midt i Udviklingen,
hvad det kunstneriske angaar, medens
hun i Retning af teknisk Beherskelse næp-
pe kan komme videre, før vigtigere Ting
har fulgt med, maaske endog har faaet


Helen Schou: Kæmpende Gedebukke.
(Charlottenborg 1930).

62