Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

regangsmænd eller fø-
le nogen Forpligtelse
til at løfte Arven efter
dem. Men først og
fremmest var Udstil-
lingen som Helhed
baaret af Ærlighed og
Idealisme. Man følte,
at hver især havde
ydet alt, hvad han or-
kede. Der var ikke
den Skelen til Publi-
kumsmagen, man saa
ofte ser paa Udstillin-
ger, der er møntet paa
et lokalt Publikum.
Blandt de talentful-
deste af de Unge var
den unge Maler og
Billedskærer Thorvald
Petersen. Han var til-
lige mest Fynbo i sin
Naturfølelse og Male-
maade, der baade kun-
de bringe Syberg og
Ikke-Fynboen — Svi-
gersønnen Giersing i
'rankerne. Men Paa-
virkningen var ikke
større, end man har


lig »gule« Skovbilleder.
Det var en god Idé
af de unge Fynboer at
invitere en Række kjø-
benhavnske Kunstne-
re: Kræsten Iversen,
Ernst Zeuten, Albert
Naur, Aksel Bentzen,
Hjorth-Nielsen, Bjer-
ke-Petersen, Wendel-
boe Jensen og den un-
ge Nordmand Bjarne
Riise, der hver især
havde sendt flere ka-
rakteristiske Arbejder
til Udstillingen.
Albert Naur og Ak-
sel Bentzen kom oven
i Købet fra en Studie-
rejse til Jylland med
nogle lige fuldendte
Billeder. Blandt andet
havde Naur malet et
Portræt af Johannes
Larsen og Aksel Bent-
zen nogle friske og
smukke Studier fra
Vesterhavet — —
Det var glædeligt,

Lov at forvente en selvstændig Udvikling
af den unge Malers ubestridelige Talent.
Ogsaa to grønne Opstillinger og en Model
af den unge Maler Albert Elmstedt hørte
til Udstillingens bedste Ting. I Opstillin-
gerne havde Elmstedt naaet en hel og dog
følsom Farve som Modellen savnede. Til
Gengæld var den som Formstudie et lo-

ejede en nænsom Følelse, en behersket Ko-
lorit og en egen barok Karakteriserings-
evne.
Jens Stolt vil, naar han faar opdyrket sin
noget skarpe Farve, have Betingelser for
at blive en i god Forstand morsom Maler.
Der var Fut og Fart i hans store Mands-
portræt og en vis storladen Opfattelse af

at de unge Kunstnere fik en stor Succes
paa deres Udstilling. De fortjente den og-
saa.
D(er har været ualmindelig mange inter-
essante Separatudstillinger i dette Foraar.
Og vone Kunstnere gør mere og mere for
at disse Udstillinger skal fremtræde smukt
og harmonisk. Saaledes var Kunsthallen

vende Arbejde. Sarus Nielsen regnedes for
»Koloristen« mellem de unge Malere. Far-
ver havde han ogsaa nok af, men helt ægte
i Klangene var ikke hans Billeder. Bedst

Naturen i Landskaberne.
Af de øvrige Udstillere kan nævnes:
Knud Aage Larsens Billeder fra et Gart-
neri, Herman Madsens ganske smaa Stern-

paa Købmagergade ikke til at kende igen
under Karl Larsen og Axel Saltos nylig af-
sluttede Udstilling. Alt overflødigt og Ud-
stillingen uvedkommende var fjærnet, Bille-

lykkedes var den siddende Model og Kvin-
dehovedet, hvor Farven var mere beher-

ningsskitser, Regnar Langes let slørede
Landskaber og Aage Jeppesens lov-

derne var hængt op med en virkelig
Forstaaelse af en Vægs arkitektoniske

sket. Viggo B. Jacobsen kunde
derimod godt unde sig en lille
Frihed en Gang imellem. Der
var Holdning over hans aabne,
bakkede Landskaber, men tillige
en vis Tørhed, som den unge
Kunstner bør arbejde bort fra.
To udprægede Modsætninger
var Malerne Jens Stolt og Pe-
dersen Bellinge. Medens den
første maaske lovlig fyrigt svin-
gede Penslen, saa kunde Pe-
dersen Bellinges kunstneriske
Udtryk godt tages til Indtægt
for Sur-Realismen — som Sven-
skeren Skiold dyrker den. Men
begges Opvisning besaa man
med absolut Interesse.
Pedersen Bellinge var et ud-
præget Naturprodukt, som flere
Aars Akademiiophold ikke har
faaet nogen Indflydelse paa —
ikke en Gang manuelt. Han
kunde tegne følsomt, men ofte
med ravgale Proportioner, hvad
der ogsaa kunde hænde i Ma-
lerierne. I de smaa Selvportræt-


Virkning paa Beskueren, og
det lange Bord med Saltos
Keramik var smagfuldt og ind-
bydende dækket. Men alt dette
vilde kun have været et nyt-
tigt Fingerpeg for Kunsthallens
Indehaver Hr. Chr. Larsen,
naar han for Fremtiden lejer sit
Lokale ud, hvis ikke Udstillin-
gen ogsaa kunstnerisk havde
fortjent den Velvilje, man straks
blev stemt til, ved den Indsats
af maalbevidst Arbejde den gav
Udtryk for.
Karl Larsen, der lige fra »De
Fire« startede var en afgjort
koloristisk Begavelse, har siden
slaaet adskillige Krumspring,
der maaske har været af Be-
tydning for ham selv, men som
ikke øgede Tilliden til hans
kunstneriske Personlighed. —
Kammeraternes Paavirkning var
ofte saa mærkbar, at man for
hans egen Skyld maatte haabe
paa, at det altfor intime Kunst-
fællesskab maatte høre op. Nu

skitser saa man, at han baade

Albert Naur: Portræt af /ohannes Larsen.

har »De Fire« foreløbig delt sig

78