Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

G UDMUNDUR THORSTEINSSON døde i 1924, kun
32 aar gammel, paa Søllerød Sanatorium, af tuber-
kulose •— i samme værelse, hvor ogsaa hans broder tidli-
gere var død. —■ »Muggur« var hans vennenavn, og han
efterlod ved sin død, blandt sine venner, et uudsletteligt

ønske at bevare dette samlede indtryk af hans kunst, og
i disse dage er der paa Koppels forlag, i aaret for islands
tusindaarsfest, udkommet en smuk og statelig bog om
Gudmundur Thorsteinsson, skrevet, samlet og udgivet af
Poul Uttenreiter. Bogens format er anseligt, den er klart

indtryk af sin fængs-
lende og egenartede
personlighed —- som
den rige gæst fra
æventyrets verden,
der drager forbi, og
ved sit festlige smil
en kort stund hæver
menneskets tanke ud
over hverdagen. —
»Muggur« var gæst
fra æventyret, men
tillige menneske, dyb
og inderlig som faa
—■ men som hans
sind og smil var hyl-
let i æventyrets my-
stik, saaledes var
hans alvor, inderlig-
hed og kærlighed til
liv og mennesker,
præget af barnets
grænseløse, tillidsful-

Kunstnerens Hovedværk: Trefløjet Altertavle.


sat op, med tekst,
billeder, og billedfor-
tegnelse adskilt, og
de udmærkede repro-
duktioner giver et
fyldestgørende ind-
tryk af Thorsteins-
son’s kunst, — et tro
spejl af hans føl-
somme, modtagelige
sind. — Som hans
liv var en blanding
af drøm og virkelig-
hed, saaledes afspej-
ler disse tegninger
og billeder paa en
mærkelig intensiv
maade hans dobbel-
te ansigt. Barndom-
mens Island med de
mørke fjælde, og de
store vidder, befolket
i overtroen med man.

de — og ansvarsløse hengivelse. — Han var gæst, — og
hans liv, som hans følelse, var udenfor menneskelige love
og regler, — og den sindets rige følsomhed, som han
uegennyttigt og umaadeholdent ødslede paa andre, og til
alle sider, vendte sig tilsidst mod ham selv, — som en
skygge. Han ønskede ikke, —- ej heller i sin kunst, —
at blive »voksen«, og sikkert har han følt sin magtesløshed
over for livets ubønhørlige virkelighed
— han var een »udenfor«, og livet hæv-
nede sig paa ham, —■ og naar han blev
stillet direkte, ansigt til ansigt, med
det, — brast det for ham. Han kom
fortvivlet til kort, og disse nederlag i
forbindelse med den miskendelse hans
egentlige væsen mødte, var som en
dødsdom for hans sensitive sind — han
følte sin ulykke uoprettelig — han ødte
sig selv hensynsløst, og uden tanke —
og sank hastigt, — til det sidste skju-
lende sit saarede sind under det smil
og den kærlighedsgærning mod andre,
der nu straaler om hans navn, som en
myte. —-
Som hans liv var en vandrers, saale-
des var ogsaa hans kunst tilsyneladen-
de splittet, og først ved en stor minde-
udstilling i Reykjavik i 1926, samlede
sig indtrykket af hans kunst til et hele.
Hos hans venner opstod det naturlige

ge sorte trolde og en enkelt lille, henrivende lys prinsesse,
alt dette lever i hans æventyrtegninger som en virkelighed
— og han sysler med broderier, dukker, og glanspapir, med
en elskelig selvfølgelighed, der gør tingene til overbevisen-
de — i enkelte tilfælde mesterlig — kunst. Skæmtefulde,
yndefulde og fine vil disse tegninger blive staaende, med
det skær af drøm over sig, som helt var hans egen.
»Muggur«s hele liv var een stor usel-
visk, ugennyttig hjælpsomhed mod an-
dre, og da alt blandt mennesker gik i
stykker for ham, vender han sig, i sit
sidste arbejde, sagtmodigt og stille mod
den, der kun gav, — og aldrig dømte.
I dette hans hovedværk, en trefløjet
altertavle, aner vi hans smertelige selv-
bekendelse — og som han i sit liv var
hinsides grænsen paa godt og ondt, ser
vi i dette Kristusbillede hans væsen,
paa en næsten visionær maade smeltet
sammen med figur og motiv. Tanken
vender sig mod kunstneren selv, vi ser
hans ansigt, og føler med beklemthed,
hvorledes det unddrager sig menneske-
lig bedømmelse — tilbage bliver for-
nemmelsen af den elskelighed, der
alene var hans væsens styrke — dets
svaghed, — og dets soning.
Elof Risebye.

Gudmundur Thorsteinsson.


94