Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

perverst degenereret Slægtled, men en blomstrende, livs-
bekræftende Tid. Udmarvet var Statsstyrelsens Idé, ikke
de, der udøvede den. Det var Børn og Børnebørn af Mænd,
der fik Nerverne hærdede under den store Kardinal og
Musklerne i Solkongens evindelige Krige. Og nu, hvor en
naadig Himmel sendte en Monark, der fortrinsvis dyrkede
den ublodige af Kongernes Pas-
sioner, fulgte Undersaatterne
Trop med glimrende Appetit.
Men Aandens Behov glemtes
ikke for Kødets Glæder. Kunst
og Videnskab blomstrer. Vi ken-
der Kunstens Kaar, men næppe
alle, at et sprænglærdt Værk
som den store Encyklopædi for-
uden talrige Medarbejderes Le-
vebrød gav Forlæggerne Over-
skud paa 1.000.000 (en Million)
Livres — saa enorm var Udbre-
delsen! En rig og straalende
Periode, hvor man levede
stærkt, arbejdede ikke mindre
og døde med Honnør. Lemoine
render sig sin Kaarde gennem
Brystet, da han er træt af Ver-
den. Et Par Aarhundreder efter
er det Tyvenes Endelig, en
Kunstbroder sammested vælger,
og klynger sig op i et Reb, da
et Snit i Pulsene viser, der ikke
er saa meget Blod engang, at
det kan tage Livspustet med.
Tiderne skifter, Menneskene forandres, men Drømmen
er den samme. Og er det 18. Aarhundredes skønne og fest-
beruste Frankrig ikke det tabte Land, det er dog den daa-
rende Livsglædes, den svulmende Frodigheds ødsle og
rige Festplads. I al sin Overdrivelse, Ungdommens Dage.
Derfor er det hyppigst til
Krykkers Akkompagnement, at
Anathemaet lyder.
Og herved er intet at gøre.
Som Rabelais siger: Gaar den
Gamle i Kloster, messer han
selv under Stolegangen. Saa ser
man ikke Halen, mener han.
Travestering af Goldschmidts
Form er ikke tilsigtet. Men det
er forklarligt, om ikke tilgive-
ligt, at Indtrykket af 4-500 al-
mindelige Bogsider omsat straks
i en Anmeldelse bliver paavirket
ogsaa af Stilen, naar den som
her ligger paa samme Linie, at forenkle et mægtigt Stof
i Billeder og Anekdoter. Desværre bliver Resultatet oftest
det modsatte. Det summariske overlæsset. Den tilstræbte
Klarhed søgt. Og indvendt mod et Værk, der har haft Aar
til Udarbejdelsen, der i sit hele Anlæg og Udstyr berettiger
den størst mulige personlige Indsats, bliver det en Anke
af Vægt.

Goldschmidt, der overfor det store Kildestof overvejende
har valgt det reelleste: at søge tilbage til Udspringet, og
ligesom de to Goncourt hente Materiale hos Samtidens
Biografer, Mercure’s Nekrologer, Grimm’s Korrespondan-
cer og Diderot's Salons, har aabenbart faaet inficeret sin
ellers saa klare Stil af Rococotidens overbroderede Sprog.
Det er i det I lele taget et Spørgs-
maal, om denne sammenfiltrede
Form, hvor man snart sagt ikke
ved, hvor Tidens egen Røst hø-
rer op og Goldschmidts begyn-
der, lader sig forsvare i et Ar-
bejde, der udtrykkelig fremhæ-
ver: — der ikke er gjort Forsøg
paa at skildre Tiden som Bag-
grund for Kunsten. Og som det
sproglig ikke helt er lykkedes
ham at komme paa tilstrækkelig
Afstand, savner man ogsaa paa
andre Omraader en mere fyld-
estgørende personlig Indstilling.
For ofte synes man at høre To-
ner, der allerede er paa Gram-
mofon, ligesom Eksemplerne i
for høj Grad er hentet fra of-
fentlige Samlinger og ikke i et
Tilfælde som her, selvfølgelig
fortrinsvis opsøgte og gravede
frem fra de talrige Gemme-
steder i privat Eje.
Men selv vægtige Anker svin-
der ind mod den Kærlighed til
Emnet, der trods alt lyser af Bogen. De redelige Bestræ-
belser for fra et vanskeligt Felt at give et sandru Billede.
Goldschmidt skildrede i forrige Bind Antoine Watteau.
Den elegiske Malerfyrste, der transskriberede Rubens Pau-
ker for Guitar og indskibede
sine Modeller i den rene Tro, at
Gudinden for Kærlighedens 0
var en Slags Overpatronesse for
alle strengeklimprende, silke-
klædte Lammepassere. De kom-
mende Slægtled skulde opleve
hende som en mindre højtidelig,
men nok saa sandsynlig og for-
nøjelig Dame. Og dette Bind
indleder nu, at det alligevel blev
paa Skuldrene af de galante
Festers Maler, Efterfølgerne
klatrede op. — De lærte af
Watteau ikke alene den lette og
aandfulde Tegning, raffinerede
Farve og elegante Foredrag, men først og sidst Respekten
for Fladens Udfyldning, dens Beherskelse og Holdning.
Paavirkningen var dog ikke overvældende hos den af sig
selv og Samtiden højere end af Efterverden vurderede
Jean-Baptiste Santerre, i hvis Biografi Forfatteren imidler-
tid med megen Behændighed faar karakteriseret Malerens
Akademi: — en Krans af smukke unge Piger, som han


Franqois Lemoine (1688—1737) : Badende Kvinde.
Kunstpaladset i Leningrad.

F r an f o i s B o u c h e r : Jo. Museet i Angers.


120