Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

Gerhard Munthe: Myllardottri. Akvarel.

som han

Julesalme. Tæppe.

og med theatrenes tableauer, en genre som viser skuespil-
kunsten naar den renonserer paa handlingen for at bli
maleri. ■— I den ornamentale og dekorative kunst kom det

knytning i den norske folkekunst.
endda i hans ungdom. Og han maa ha følt stilheden efterat
den var sluknet, fattet værdien av det som svandt. Derfor
var det at han fanget ind saa meget av dens aand og gav

væsentligste del
importerte moti-
Utover landet
der ikke sat

nationale gjennem-
brudt igrunden først
med Gerhard Munthe,
muligens den mest lo-
giske og konsekvente
av de norske kunstne-
re. Mens han i sine
landskaper viste sig
som den virkelighets-
tro naturalist, gjorde
han sine arbeider paa
dette omraade til hen-
sigtsvarende uttryks-
former for det drama-
tiske. Han forstod at
stiliseringen som er
uforenlig med den
strenge realisme netop
er midlet til at faa
figurene til at si noget
og til at virke som
handlende. Han hadde m. a. o. opdaget det som er hem-
meligheten i middelalderens kunst og staar sagtens derfor
høiest hvor han berø-
rer sig mest med dens
art, først og fremst i
sine kompositioner
over motiver fra folke-
visene. Hans vignetter
til Snorre aabenbarer
at han ogsaa eiet ev-
nen til at gi synbar
skikkelse til den
sproglige ornamentik
som skaldekvadenes
kjendinger betegner.
Hans illustrationsmid-
del var det
kaldte den rythmiske
form, den poetiske,
den bundne. Hvor det
gjaldt at skape fjern-
het, festlighet eller
tidskolorit brukte han
den, til tolkning av
eventyr og mythe og
saga. Endog Braaval-
laslaget skulde efter
hans mening kunne
gjenopleves i en saa-
dan konstruktiv billed-
digtning.
Munthe søkte til-
Den levet saa smaat

faat til behandling et stof som stemte med deres lynne
og inspirerte dem til verker av virkelig artistisk værdi.
I senmiddelalderen og de tre første hundredaar efter re-
formationen utøvedes
kunsten i de norske
byer i stor utstrækning
av indvandrede utlæn-
dinger og bygget for
den
paa
ver.
hvor
nogen sterk adel kom
folkekunsten til at ut-
vikle en merkelig selv-
stændighet. I sin op-
fatning og bearbejdel-
se av formene gir den
derfor det mest fuld-
tonende uttryk for det
specifikt norske. Fi-
gurfremstillingerne rø-
ber imidlertid litet me-
sterskap. Man gav sig
heller ikke saa ofte i kast med gjengivelser av mennesker
eller dyr. Allikevel vidner den folkelige kunst baade om
dramatisk sans og
evne. Enten det er
træskurd eller maling
eller væv viser blad-
verket og de andre
dekorationsformer
som er benyttet, en
ganske egenartet djerv
knapphet i uttrykket
og effekt i sammen-
stillingen saa kompo-
sitionerne likefrem ar-
ter sig som et slags
ornamentale handlin-
ger.
Romantikkens land-
skapskunst var efter
sit væsen saa at si et
maskeret drama. Der-
for utløste J. C. Dahl,
Thomas Fearnley, Au-
gust Cappelen o. a.
kanske netop specifikt
nationale anlæg naar
de gjennem billederne
fra sit fædrelands na-
tur skapte det nye
Norges malerkunst.
Tidemands folkelivs- Oiuf woid-To,
skildringer kan man si
ligger paa samme linje. Tiltrods for at de likefrem vilde
være dramatiske fremstillinger, er de det allikevel i mindre
grad end landskapsmalernes verker. De hænger sammen
med de s. k. kosmoramar som Flintoe og andre arrangerte,

162