Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

saa samlet, enkel og klar skikkelse
at enfoldige lægfolk kunde fatte
dem. Denne kunst som Wold-
Torne elsket og lære sine elever at
elske har hun da ogsaa faktisk
studeret — og studeret med for-
stand. For saa vidt er hun kom-
met et skridt videre end Munthe,
som i grunden ikke kom utenfor
hedenold og troldskap. Hun har
faat tak i det religiøse og kristen-
dommen. Derfor har hendes kunst de bedste betin-
gelser for at tjene kirken, som ogsaa har benyttet sig
av den.
I 1916 hadde Frøydis Haavardsholm været i
Danmark og studeret Skovgaard, i Gbteborg og set


Pelikanen.

ale«) av 1925 gav
hende anledning til
en fornyelse av sin
bokkunst. Hun fik
nemlig i opdrag at tegne
saavel friser og vignet-
ter som helsides figur-
billeder ved de liturgi-
ske sangstykker paa
kirkeaarets merkedage.
1 pennetegninger som
har visse berørings-
punkter med tyske renæssancestik, har hun her været dri-


stig nok til at stille en række av de kristlige hovedbegiven-
heder i et nyt kunstnerisk lys som ikke har virket til svæk-
kelse, men git dem merværdi.

paa Josephson. I 1919 drog
hun til England og Frankrig,
malte under Othon Friesz og
stiftet personlig bekjendtskap
med glasmalerierne i Chartres.
Sin store reise gjorde hun i
1920—22 til Italien hvor mid-
delalderens og den tidlige re-
næssances mestre fremforalt
fanget hendes interesse. Desu-
ten besøkte hun Tyskland hvor
hun opholdt sig mest i Miin-
chen.
Hun vendte hjem med sterke
og rike indtryk, men man mer-
ket allikevel litet til hende i
lang tid. Man blev fristet til at
tro at hun hørte til denslags oprindelige begavelser som
ikke taaler kultivering, at Europa altsaa hadde tat magten
fra hende. Man begyndte efterhaanden at tvile paa at den
lovende begyndelse skulde faa sin fortsættelse. I virkelig-
heten foregik der hos hende likefrem en avklaring og mod-
ning. Ved at føle sig ind i fremmed opfatningsmaate var
hendes bevisthet blit mere og mere tilegnelsesmægtig og
forstaaelsesdygtig samtidig som hun hadde faat en stadig
paalideligere fornemmelse av de værdiførende evner hos
sig selv. Derfor blev det hun hadde mottat derute virkelig
assimileret, optat som ut-
viklingskraftige elementer
i hendes personlighet,
haand i haand med en
dannelsesprocess som
fæstnet hendes kunstne-
riske karakter og gjorde
den til et fintmerkende og
excutionsvillig organ for
hendes skapende aand.
Saa snart tiden var inde
utfoldet hendes begavelse
sig inspireret av de op-
gaver som kom og kaldte
paa den.
Messeboken for den
norske kirke (»Gradu-

Det viser blandt andet illu-
strationen ved paaskedagen:
Kristi opstandelse. Englene vi-
ger tilside idet stenen foran
graven i fjeldsiden vælter frem
og frelseren stiger ut, som i
trance, aandeagtig, med en
glans av den overjordiske vir-
kelighets verden over sit for-
klarede aasyn. Som i samme nu
er der tændt en lysflamme om-
kring ham, braatt og blænden-
de, saa soldatervakten styrter
til jorden som usle insektlig-
nende kryp i sine svarte rust-
ninger.
Mere i stil med figurerne fra
hendes ældre bokdekorationer, er de musicerende engler og
de øvrige skikkelser i utstyret til Koralboken fra det føl-
gende aar (1926). Der er bare en varmere og fyldigere
tone over dem end over de tidligere, saa at si symboliseret
i den cellospillende engel under indholdsangivelsen. Humo-
ret som ikke kan mangle hos det virkelig overlegne og rikt
utstyrte menneske, hadde før kun leilighetsvis faat plads
hos hende, da hun rigtig slap det løs i en plakat som Røde
Kors utgav i 1929 med helsebud for barn. Den vrimler
simpelthen av uforskammet friske røverunger som sparker
fotbal av hjertens lyst,
fraadser i markens grøde og
pudser sine tænder i graa-
lysningen om morgenen med
det rette revolutionære rase-
ri mot forældrenes brysom-
me paalæg.
Nærmest et grafisk arbej-
de er ogsaa Olavstæppet,
sorhTIév komponeret med
fremstilling i tøitryk for øie,
til fondnischen paa Trond-
hjemsutstillingens avdeling
for moderne kirkekunst. I
fuld overenstemmelse med
de gamle nordmænds opfat-
ning er nationalhelgenen


Samson og løven.



165