DOI Heft:
Nr. 11 (November 1930)
DOI Artikel:Bugge, Anders Ragnar: Frøydis Haavardsholm og den dramatisk dekorative kunst i Norge
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.48051#0302
Hoit messehagel »Tronende Kristus«. Nidaros domkirke. 1930.
Hvit messehagel »Maria og barnet«. Nidaros domkirke. 1930.
stecles kjortel. Bare Kristus selv er rolig midt i dette op-
rør, et symbol paa og en forjættelse om den store stilhet,
den urokkelige fred som han er gaat ind til, han den ube-
vægede bevægende for at anvende Aristoteles’s begrep om
guddommen. Spændingen i skildringen fremhæves gjennem
farvene. Den eiendommelige lyskraft som det kolørte glas
kan eie har hun utnyttet. Gjennem stadige prøver og ny-
brændinger har hun avlokket det en straalende rigdom av
nuancer.
Sin avgjørende seir i publikums bevisthet vandt Frøydis
Haavardsholm dog først gjennem konkurrancen ifjor om
glasmalerier til Trefoldighetskirken i Oslo som den sven-
ske bankdirektør Knut Wallenberg hadde skjænket midler
til. I hendes utkast til disse er — karakteristisk nok for
hende — det ornamentale biverk reduceret til et minimum.
Alene gjennem villende og handlende mennesker skildres
her religionen som skaptes av personlig daad. I det midter-
ste vindu er treenigheten fremstillet: den herliggjorte frelser
under guddommens straaleomkransede trekant, og foran
ham den helligaand i dueskikkelse og engler eller hellige
mænd med kalken, korset, svededuken, tornekronen, lansen
og de øvrige symboler paa døden og lidelsen. Vinduet til-
venstre skal bringe en gjengivelse av de vigtigste tildragel-
ser i den gammeltestamentlige historie, og det til høire de
frelsebegivenheter paa nytestamentlig grund som disse
viser hen til, profeterer om. — At Frøydis Haavardsholm
ikke staar stille, men stadig søker nye uttryk for det som
fylder hendes sind og som hun kunstnerisk har paa hjer-
tet gir hendes to grisaillevinduer paa Trondhjemsutstillin-
gens kirkeavdeling i aar den bedste overbevisning om. Det
ene viser Kristus som mætter de 5000 i ødemarken. Han
staar ensom i glorie paa toppen av et høit fjeld, mens fol-
kemassen kommer strømmende: ridende og gaaende, krav-
lende og klyvende, med stok og krykke, stadig opover mot
ham. De har alle et hellig maal, men kunstnerinden har
undt dem tid til at spille smaa Brueghelske komedier un-
dervejs. I det andet grisaillevindu gir hun en skildring av
Jesus og hans disciple under stormen paa Genesarets sjø
med en dekorativ dramatik som i magtfuld myndighet over-
gaar alt hun tidligere har præsteret og gir løfte om at hun
ogsaa i fremtiden vil være en av de store, dype, strøm-
mende kilder til kraft i norsk kunst. Anders Bugge.
168
Hvit messehagel »Maria og barnet«. Nidaros domkirke. 1930.
stecles kjortel. Bare Kristus selv er rolig midt i dette op-
rør, et symbol paa og en forjættelse om den store stilhet,
den urokkelige fred som han er gaat ind til, han den ube-
vægede bevægende for at anvende Aristoteles’s begrep om
guddommen. Spændingen i skildringen fremhæves gjennem
farvene. Den eiendommelige lyskraft som det kolørte glas
kan eie har hun utnyttet. Gjennem stadige prøver og ny-
brændinger har hun avlokket det en straalende rigdom av
nuancer.
Sin avgjørende seir i publikums bevisthet vandt Frøydis
Haavardsholm dog først gjennem konkurrancen ifjor om
glasmalerier til Trefoldighetskirken i Oslo som den sven-
ske bankdirektør Knut Wallenberg hadde skjænket midler
til. I hendes utkast til disse er — karakteristisk nok for
hende — det ornamentale biverk reduceret til et minimum.
Alene gjennem villende og handlende mennesker skildres
her religionen som skaptes av personlig daad. I det midter-
ste vindu er treenigheten fremstillet: den herliggjorte frelser
under guddommens straaleomkransede trekant, og foran
ham den helligaand i dueskikkelse og engler eller hellige
mænd med kalken, korset, svededuken, tornekronen, lansen
og de øvrige symboler paa døden og lidelsen. Vinduet til-
venstre skal bringe en gjengivelse av de vigtigste tildragel-
ser i den gammeltestamentlige historie, og det til høire de
frelsebegivenheter paa nytestamentlig grund som disse
viser hen til, profeterer om. — At Frøydis Haavardsholm
ikke staar stille, men stadig søker nye uttryk for det som
fylder hendes sind og som hun kunstnerisk har paa hjer-
tet gir hendes to grisaillevinduer paa Trondhjemsutstillin-
gens kirkeavdeling i aar den bedste overbevisning om. Det
ene viser Kristus som mætter de 5000 i ødemarken. Han
staar ensom i glorie paa toppen av et høit fjeld, mens fol-
kemassen kommer strømmende: ridende og gaaende, krav-
lende og klyvende, med stok og krykke, stadig opover mot
ham. De har alle et hellig maal, men kunstnerinden har
undt dem tid til at spille smaa Brueghelske komedier un-
dervejs. I det andet grisaillevindu gir hun en skildring av
Jesus og hans disciple under stormen paa Genesarets sjø
med en dekorativ dramatik som i magtfuld myndighet over-
gaar alt hun tidligere har præsteret og gir løfte om at hun
ogsaa i fremtiden vil være en av de store, dype, strøm-
mende kilder til kraft i norsk kunst. Anders Bugge.
168