Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

Virkelig Kunst
I BRILLESTEL.
Min nye »BRILLETTE«, de sammenfoldelige Hornbriller,
som intet fylder i Damens Taske eller Herrens mindste
Vestelomme, er faktisk et Kunstarbejde.
Den fremstilles paa mine egne Værksteder, er meget elegant,
gedigent, haandlavet Præcisionsarbejde i Brillestel af
en genial Konstruktion, — og koster i kke desto mindre føn
35 Kr. med Etui.
Mine optiske Fagforretninger har Eneforhandlingen, og selve
det nye, danske Ord: »BRILLETTE« er beskyttet i Skan-
dinavien og Tyskland.


Cornelius Knudsen
Domus optica Søndergade 4
Købmagerg. femten Aarhus


JUST ANDERSEN


GULD TIN
SØLV PLET
BRONCE DISKOMETAL

Udsalg:
Amagertorv 4, Kbhvn. K.
Telf. Byen 8 5 6 0
Værksted og Engros:
GI. Kongevej 3, Kbhvn. V.
Telf. Vester 86 84 og 9 82 3

ktuelt og livligt!


Danmarks fornemste
UGEBLAD

VoreDamer

følelse med disse beklagelsesværdige Flygtninge, for hvem
Verden og Udviklingen (desværre ogsaa i deres Kunst)
ophørte at eksistere i samme Time som det gamle russiske
Rige. Men netop den specielle Salonkunst, Russerne altid
har forset sig paa, stod jo i sin fuldeste Flor ved Verdens-
krigens Udbrud, og Prøverne her viser, at Zarrigets Malere
om de end ikke senere har lært noget, heller ikke har tilsat,
hverken det Haandelag eller skolede Dygtighed, denne
Udtryksform kræver af sine Dyrkere.
Ogsaa overfor Polen er man paa Forhaand indstillet med
en, Kunsten fuldstændig uvedkommende, men derfor ikke
mindre næsten romantisk Sentimentalitet, næret i de lange
Aar, hvor vi i Sønderjyllands Fremmedherredømme følte os
skæbnebeslægtede med Preussens østlige Stødpude. Og
selv om man senere ude i Verden, naar man naaede til
et af de store Lyscentre vanskelig undgik at komme ind i
flagrende Sværme af Polakker, der malte, musicerede,
digtede, ja, hvis Hænder ligefrem svedte af Sjælf uldhed
(og som henrev én overmaade, indtil man beklagelsesvær-
dig hurtig opdagede, at denne Haandsved egentlig ogsaa
var det eneste sjæ/fulde hos dem) havde man let ved at
slaa sig til Taals med, at et Land retfærdigvis ikke skal
dømmes efter sine Emigranter. Af hvilken Grund disse Er-
faringer, saalidt som pessimistiske Folks Tale: — der har
faaet en vis tung Relief af Aarene efter Krigen — at Polak-
kerne nok alle Dage var et Folk, der bedre forstod sig paa
at danse end at regere, ikke ødelagde Sangbunden hos os
for Carsten Hauchs skønne Strofer. Og har man derfor,

som vi, aldrig gæstet Chopins Fædreland var det med en
Følelse, der virkelig ejede noget af Andagtens, at man
forleden gik op paa Charlottenborg for at se Polens store
Statsudstilling af Landets Kunst gennem det sidste Halvt-
hundredeaar.
En Periode, der altsaa strækker sig baade over Aars
pinefulde Undertrykkelse og en fuldstændig Frigørelse.
Man behøver ikke at vente (og kan kun sige Tak til, at
man blev forskaanet for) en Række »Genforeningsbille-
der«, men man maatte have Lov til at lytte efter et Hjærtes
Tale, en undertrykt Klage som en befriet Jubel.
Det var en særdeles smagfuld Udstilling, nydelig op-
hængt, kultiverede Lærreder og flatterende Rammer. Ho-
vedindtrykket: megen Dygtighed. Udpræget Professor-
kunst. En udsøgt Prøvekollektion over alle Moderetninger
og alle Genre. Farvestærke Friluftsbilleder (der nu engang
ikke taaler Luftforandring), maleriske Mandfolk og besnæ-
rende Damer, nøgne Modeller — men ingen nøgne Sjæle.
Selvfølgelig er en »social« Indstilling i Kunsten enten noget
Vrøvl eller Selvmord, og det dokumenteres til Overmaal af
en saadan Udstilling, der er ligesaa tom, fordi den er en-
sidig Overklassekunst. Ganske vist var Udstillingens stør-
ste og fornemst ophængte Billede en formodentlig sym-
bolsk tænkt Komposition med et yderst dramatisk Okse-
spand, der styrter fremover, saa den anatomiske Ligevægt
i Dyrekroppene ganske synes splintret, men ikke destomin-
dre holder den brave Roearbejder, der fører Tømmerne i
disse, som var han en Europa, der kørte sin kælne El-
sker i en Rosenlænke. Havde man ikke andet Udbytte: