DOI Heft:
Nr. 12 (December 1930)
DOI Artikel:Udstillinger i Belgien og Tyskland
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.48051#0330
kunst stadig endnu hyllet i en Taage, som selv de nyeste
Særundersøgelser ikke helt har kunnet gennemlyse. Des-
værre kan man heller ikke paastaa, at Antwerpener-Udstil-
lingen i væsentlig Grad har bidraget til at skaffe Klarhed
i dette Kaos af indbyrdes Modsætningsforhold ved at vise
os de rette kunstneriske Sammenhæng i dette Tidsafsnit.
Vel fandtes der paa Udstillingen Billeder af Quentin Mas-
sys (1466—1530), Bernaert van Orley (ca. 1490—1542)
og Jan Gossaert, kaldt Mabuse (1472—1541), men kun af
den sidste saas nogle karak-
teristiske Prøver paa hans
Kunst, bl. a. et Eksemplar
af det kendte Portrætbillede
af den danske Konge Chri-
stian II’s tre Børn, Hans,
Dorothea og Christine. Be-
tydelig fyldigere var Joos
van Cleve (ca. 1485—1540)
repræsenteret; iblandt de
under hans Navn udstillede
Værker lagde man særlig
Mærke til det store Tripty-
kon med »Kongernes Tilbe-
delse« fra Kirken S. Donato
i Genua og til to udmærke-
de, 1530 daterede Portræt-
ter (Bruxelles, Galerie Fie-
vez), som dog desværre ved
nærmere Betragtning viste
sig ikke at være malet af
ham. Det er yderst vanske-
ligt at afgøre, hvem disse
Portrætter skal tilskrives,
men givet er det, at deres
Ophavsmand har været en
betydelig Maler, hvis Kunst-
opfattelse er fri for Joos van
Cleve’s primitive Snæversy-
nethed.
Pieter Brueghel (ca. 1525
—1569), Antonio Moro (ca.
1519—1578) og Frans Floris (1516—1570) er de førende
Navne i dette Aarhundredes anden Kunstnergeneration.
Cum grano salis har man Lov at sammenligne disse Kunst-
neres dominerende Betydning for deres Tid med den Ind-
flydelse, som det 17. Aarhundredes store Trio, Rubens, van
Dyck og Jordaens udøvede paa den flamske Kunsts senere
Udvikling. Naar man ikke destomindre tit er tilbøjelig til
at overse dette Forhold, skyldes det i første Række vort
mangelfulde Kendskab til selve Billedmaterialet. Sagen er
nemlig den, at mange betydelige Værker af de Kunstnere,
som arbejdede omkring Midten af det 16. Aarhundrede, er
gaaet til Grunde under Billedstormen i 1566, hvorimod An-
tallet af bevarede Billeder fra det 17. Aarhundrede er
meget fyldigt.
Udstillingsledelsen har desværre forsømt Lejligheden til
at korrigere Publikums Opfattelse af dette Forhold ved
ikke at fremskaffe flere karakteristiske Hovedværker af
disse tre saa vigtige Kunstnere. Saaledes var der f. Eks.
af Moro kun udstillet to Portrætter, som endda langtfra
hører til hans bedste. Til Gengæld fik man et forholdsvis
gunstigt Indtryk af Floris: medens den store Komposition
»Havgudernes Festmaaltid« vidnede om hans dristige, om-
end ikke helt vellykkede Bestræbelser for at magte et kom-
pliceret Emne med mange Bevægelsesmotiver, viste de to
Kvindeportrætter, især det store fra Museet i Caen, hans
betydelige Kvalifikationer som Portrætmaler, baade med
Hensyn til den koloristiske Behandling, den enkelte Kom-
position og den psykologiske Fortolkning.
Det maa formodes, at den
problematiske Repræsenta-
tion, Pieter Brueghel den
Ældre har faaet paa Udstil-
lingen, næppe vil bidrage til
i den offentlige Bevidsthed
at styrke Overbevisningen
om hans mangesidige kunst-
neriske Betydning. Vi skal
ikke her drøfte det indvik-
lede Spørgsmaal, hvorvidt
de 9 Billeder, som i Katalo-
get er opført under hans
Navn, faktisk skyldes ham
personlig. Gør de det, saa
er de i hvert Fald langtfra
lige gode og endnu mindre
lige karakteristiske. Det er
saaledes næsten umuligt at
finde nogle individuelle fæl-
les Træk i to kvalitativt ind-
byrdes saa forskellige Ma-
lerier som f. Eks. »Dulle
Griet« og »Kristus uddriver
Kræmmerne af Templet«.
Det kunde endda nok gaa
med Billedernes Udvalg,
hvis man ikke tillige havde
begaaet en anden Fejl, som
ligeledes maatte medvirke
til at udviske den klare Fo-
restilling om Pieter Brueg-
hels enestaaende kunstneriske Indsats, den nemlig: i de
samme Rum, hvor Pieter Brueghel den Ældres Værker
hang, at udstille et uforholdsmæssig stort Antal (10) af
den yngre Pieter Brueghels Billeder, som for Størstedelen
jo dog kun er Gentagelser af Faderens kraftige Folkelivs-
billeder. Dette maatte uvægerligt hos de Besøgende frem-
kalde Indtrykket af, at der tilkommer Faderen og Sønnen
den samme kunstneriske Betydning, hvilket dog ingenlunde
er Tilfældet. — Man fristes ligefrem til at spørge, om det
ikke havde været klogest, da nu engang Brueghels Hoved-
værker ikke kunde fremskaffes, at nøjes med at udstille
enten kun nogle faa virkelig gode Malerier af ham eller
maaske endda kun »Dulle Griet«, det eneste af alle hans
fremhængte Billeder, der viste Kunstneren som det store
Geni, der alene er i Stand til at sammensvejse Indholdet og
Udtryksmidlerne til en homogen Helhed. Uvilkaarligt kom-
mer man til at tænke paa Schillers uhyggelige Ord: »Da
werden Weiber zu Hyånen«, naar man ser den »rasende
Margrete« styrte gennem det fantastiske Landskab, som
P. P. Rubens: Portræt af H. van Thulden.
184
Særundersøgelser ikke helt har kunnet gennemlyse. Des-
værre kan man heller ikke paastaa, at Antwerpener-Udstil-
lingen i væsentlig Grad har bidraget til at skaffe Klarhed
i dette Kaos af indbyrdes Modsætningsforhold ved at vise
os de rette kunstneriske Sammenhæng i dette Tidsafsnit.
Vel fandtes der paa Udstillingen Billeder af Quentin Mas-
sys (1466—1530), Bernaert van Orley (ca. 1490—1542)
og Jan Gossaert, kaldt Mabuse (1472—1541), men kun af
den sidste saas nogle karak-
teristiske Prøver paa hans
Kunst, bl. a. et Eksemplar
af det kendte Portrætbillede
af den danske Konge Chri-
stian II’s tre Børn, Hans,
Dorothea og Christine. Be-
tydelig fyldigere var Joos
van Cleve (ca. 1485—1540)
repræsenteret; iblandt de
under hans Navn udstillede
Værker lagde man særlig
Mærke til det store Tripty-
kon med »Kongernes Tilbe-
delse« fra Kirken S. Donato
i Genua og til to udmærke-
de, 1530 daterede Portræt-
ter (Bruxelles, Galerie Fie-
vez), som dog desværre ved
nærmere Betragtning viste
sig ikke at være malet af
ham. Det er yderst vanske-
ligt at afgøre, hvem disse
Portrætter skal tilskrives,
men givet er det, at deres
Ophavsmand har været en
betydelig Maler, hvis Kunst-
opfattelse er fri for Joos van
Cleve’s primitive Snæversy-
nethed.
Pieter Brueghel (ca. 1525
—1569), Antonio Moro (ca.
1519—1578) og Frans Floris (1516—1570) er de førende
Navne i dette Aarhundredes anden Kunstnergeneration.
Cum grano salis har man Lov at sammenligne disse Kunst-
neres dominerende Betydning for deres Tid med den Ind-
flydelse, som det 17. Aarhundredes store Trio, Rubens, van
Dyck og Jordaens udøvede paa den flamske Kunsts senere
Udvikling. Naar man ikke destomindre tit er tilbøjelig til
at overse dette Forhold, skyldes det i første Række vort
mangelfulde Kendskab til selve Billedmaterialet. Sagen er
nemlig den, at mange betydelige Værker af de Kunstnere,
som arbejdede omkring Midten af det 16. Aarhundrede, er
gaaet til Grunde under Billedstormen i 1566, hvorimod An-
tallet af bevarede Billeder fra det 17. Aarhundrede er
meget fyldigt.
Udstillingsledelsen har desværre forsømt Lejligheden til
at korrigere Publikums Opfattelse af dette Forhold ved
ikke at fremskaffe flere karakteristiske Hovedværker af
disse tre saa vigtige Kunstnere. Saaledes var der f. Eks.
af Moro kun udstillet to Portrætter, som endda langtfra
hører til hans bedste. Til Gengæld fik man et forholdsvis
gunstigt Indtryk af Floris: medens den store Komposition
»Havgudernes Festmaaltid« vidnede om hans dristige, om-
end ikke helt vellykkede Bestræbelser for at magte et kom-
pliceret Emne med mange Bevægelsesmotiver, viste de to
Kvindeportrætter, især det store fra Museet i Caen, hans
betydelige Kvalifikationer som Portrætmaler, baade med
Hensyn til den koloristiske Behandling, den enkelte Kom-
position og den psykologiske Fortolkning.
Det maa formodes, at den
problematiske Repræsenta-
tion, Pieter Brueghel den
Ældre har faaet paa Udstil-
lingen, næppe vil bidrage til
i den offentlige Bevidsthed
at styrke Overbevisningen
om hans mangesidige kunst-
neriske Betydning. Vi skal
ikke her drøfte det indvik-
lede Spørgsmaal, hvorvidt
de 9 Billeder, som i Katalo-
get er opført under hans
Navn, faktisk skyldes ham
personlig. Gør de det, saa
er de i hvert Fald langtfra
lige gode og endnu mindre
lige karakteristiske. Det er
saaledes næsten umuligt at
finde nogle individuelle fæl-
les Træk i to kvalitativt ind-
byrdes saa forskellige Ma-
lerier som f. Eks. »Dulle
Griet« og »Kristus uddriver
Kræmmerne af Templet«.
Det kunde endda nok gaa
med Billedernes Udvalg,
hvis man ikke tillige havde
begaaet en anden Fejl, som
ligeledes maatte medvirke
til at udviske den klare Fo-
restilling om Pieter Brueg-
hels enestaaende kunstneriske Indsats, den nemlig: i de
samme Rum, hvor Pieter Brueghel den Ældres Værker
hang, at udstille et uforholdsmæssig stort Antal (10) af
den yngre Pieter Brueghels Billeder, som for Størstedelen
jo dog kun er Gentagelser af Faderens kraftige Folkelivs-
billeder. Dette maatte uvægerligt hos de Besøgende frem-
kalde Indtrykket af, at der tilkommer Faderen og Sønnen
den samme kunstneriske Betydning, hvilket dog ingenlunde
er Tilfældet. — Man fristes ligefrem til at spørge, om det
ikke havde været klogest, da nu engang Brueghels Hoved-
værker ikke kunde fremskaffes, at nøjes med at udstille
enten kun nogle faa virkelig gode Malerier af ham eller
maaske endda kun »Dulle Griet«, det eneste af alle hans
fremhængte Billeder, der viste Kunstneren som det store
Geni, der alene er i Stand til at sammensvejse Indholdet og
Udtryksmidlerne til en homogen Helhed. Uvilkaarligt kom-
mer man til at tænke paa Schillers uhyggelige Ord: »Da
werden Weiber zu Hyånen«, naar man ser den »rasende
Margrete« styrte gennem det fantastiske Landskab, som
P. P. Rubens: Portræt af H. van Thulden.
184