Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

ellers var, savnede man ikke destomindre et passende Ud-
valg af hans Landskabsbilleder, af hvilke der paa Udstil-
lingen ikke fandtes et eneste virkelig overbevisende.
Iblandt de mange Skitser, der i Kataloget opførtes under
Rubens’ Navn, bør særlig fremhæves det farveprægtige,
ildfuldt malede og komponerede Udkast til »Den hellige
Livinus Martyrdom«, som hænger paa Museet i Bryssel.
Mindst lige saa godt som Rubens virkede van Dyck paa
Udstillingen. Da hans kunstneriske Indsats først og frem-
mest ligger paa Portrætkunstens Omraade, kan man ikke
bebrejde Udstillingsledelsen, at den foruden de mange Por-
trætter nøjedes med kun at tage nogle faa Figurbilleder
med. Iblandt disse indtager det store Alterbillede fra Sog-
nekirken i Saventhem (Brabant) med Fremstillingen af en
Episode fra den hellige Martins Livslegende ubetinget Før-
stepladsen. Dette Maleri, som er blevet til omkring 1618,
viser, at den unge Kunstner endda som Figurmaler lejlig-
hedsvis har formaaet med Held at tage Kampen op med
Rubens. Dette gælder især med Hensyn til Billedets har-
moniske Helhedsvirkning, som skyldes den intime Sam-
virken mellem Kompositionen, Farvegivningen og Thema-
ets Tolkning; et ligefrem fascinerende Indtryk gør de ind-
byrdes fint afstemte koloristiske Modsætninger.
Van Dycks uomtvistelige Dygtighed som Portrætmaler
fremgaar allerede af det i Antwerpen udstillede »Portræt
af en gammel Mand« fra 1613 (Bryssel, Samling del Mon-
te), et Billede, som han har malet i en Alder af 14 Aar,
(det udstillede Eksemplar antages at være kun en gammel
Kopi, jfr. H. Rosenbaun: Der junge van Dyck, Diss. Miin-
chen 1928, S. 5), men det er givet, at det ikke kan sidestil-
les med hans første ubestridelige Mesterværker, som opstod
i Aarene omkring 1620 og blandt hvilke det udstillede lys-
levende Dobbeltportræt af Maleren Snyders og hans Kone
hører til de allerbedste. Det vidner ikke alene om hans in-
tuitive Erkendelse af de Fremstilledes karakteristiske
Træk, men ogsaa om hans usvigelige Evne til ved Hjælp
af de rette kunstneriske Udtryksmidler at fæstne dem paa
Lærredet. Fra samme Tid stammer det store, men dog
meget graciøse Portræt af M-me Vinck og Portrættet af
Jesuiten Jean Charles della Faille (Nr. 113). Van Dycks
tidlige Billeder udmærker sig gennemgaaende ved en sjæ-
lelig Dybde, som hans senere Værker tit i nogen Grad
mangler; til Gengæld præges de bedste af disse af en saa
betagende koloristisk Finfølelse og en saa utilnærmelig
elegant Holdning, at man slet ikke kommer til at savne
den individuelle Karakteristik. Udstillingen bød paa en
lang Række Portrætter af Aristokratiets ledende Mænd og
galante Kvinder, hvor netop van Dycks haarfine Fornem-
melse for Farvernes (især den sortes) Valører og Nuan-
cer traadte særlig stærkt frem. Som Eksempler derpaa skal
bl. a. nævnes to Dobbeltportrætter af Grevinde Catharina
Rivers og Lady Elisabeth Thimbleby (Nr. 110) og af Brød-
rene Stuart (Nr. 105). — En Særstilling indtager det hen-
rivende Portræt af Kong Karl I’s Børn (fra 1635; Turin,
Pinacoteca), hvor van Dyck samtidig viser sig at være en
yderst vaagen Børnepsykolog og en fin Dyrker af de
sarteste og lyseste Farvetoner.
Der er ingen Tvivl om, at van Dyck betyder Kulmina-
tionspunktet i den flamske Portrætkunsts Udvikling, men
selve den Kendsgerning, at ogsaa Portrætter af Kunstnere

som Justus Sustermans og især af Cornelis de Vos paa
Udstillingen kunde hævde sig ved Siden af hans Præsta-
tioner, vidner om denne Kunstgrens ualmindeligt høje Gen-
nemsnitsniveau.
En helt anden Verden møder os i Antwerpenerskolens
tredie Stormester, Jacob Jordaens’ Værker. Hans Form-
sprog har kun lidet tilfælles med Rubens’ lidenskabelige,
men inderst inde afbalancerede Udtryksmaade eller med
van Dycks aristokratiske, næsten overkultiverede Kunst-
opfattelse. Den af Fødsel og Natur jævnt borgerlige Jor-
daens er helt igennem Realist, en udpræget Ynder af det
robuste i Kunst og Liv — i denne Smagsretning ligger
hans Styrke, men heri har ogsaa hans Svagheder deres
Rødder. Hæderspladsen iblandt det udmærkede Udvalg af
hans Malerier tilkommer »Skattens Mønt« (eller »Færge-
baaden til Antwerpen«), som Statens Museum for Kunst i
Kjøbenhavn velvilligst havde stillet til Udstillingsledelsens
Raadighed. Efter Brueghel har ingen flamsk Kunstner saa
overbevisende og saa forstaaende skildret et Motiv fra den
jævne Befolknings Liv og Færden, som Jordaens har gjort
det paa dette vældige Billede, der takket være de gunstige
ydre Betingelser ikke kunde undgaa at gøre et overvæl-
dende Indtryk paa Betragteren. Et andet, ligeledes i Ant-
werpen udstillet Billede af Jordaens med samme Emne,
men af betydelig mindre Omfang (Amsterdam, Rijksmuse-
um) kunde til Trods for nogle maleriske og kompositionel-
le Fortrin ikke taale Sammenligning med Kjøbenhavner-
Billedet, som ved sin monumentale Holdning stillede det
fuldkomment i Skygge (jfr. Karl Madsens interessante
Afhandling om »Galleriets nye Jordaens« i »Tilskueren«
for 1913, S. 123—126).
Et udmærket Indtryk fik man paa Udstillingen af Jor-
daens’ Indsats som Portrætmaler. En Sammenligning mel-
lem det tidlige reliefagtige Familiebillede fra Museet i Cas-
sel og det fornemme mandlige Portræt fra Budapest fra
Jordaens’ sidste Periode, viser os bedst Kunstnerens Ud-
vikling fra en haard Caravaggianisme til en ren Kolorisme.
Tilbage staar kort at nævne de vigtigste af de mange
Malere, som virkede enten samtidig med de tre store Me-
stere eller efter disses Død. Nogle af dem var fyldigt re-
præsenteret som f. Eks. David Teniers og Gonzales
Coques; af andre saas derimod kun et tilfældigt Udpluk
af deres Værker, hvilket f. Eks. var Tilfældet med Adriaen
Brouwer, Jan Brueghel og Frans Snyders; af enkelte
Kunstnere var der kun ganske faa, men til Gengæld meget
karakteristiske Billeder, som f. Eks. af Sebastian Vranx,
Joos van Craesbeck og Jan Siberechts, hvis »Kovogterske
og hendes Datter« fra Samlingen del Monte i Bryssel vid-
ner om de nye Strømninger indenfor Kunsten, der gjorde
sig gældende i Aarhundredets anden Halvdel.
Til Slut nogle Ord om Maleriudstillingens Katalog. Det
er næsten ufatteligt, at man i det Herrens Aar 1930 er nødt
til at affinde sig med en saa tarveligt fremstillet Tryksag!
Man kan til Nød tilgive, at maaske det første Oplag ud-
kommer paa define Maade, men det er alligevel lidt for
galt, at selv tredie Redaktion har nøjagtig de samme Tryk-
fejl, Udeladelser og andre Misforstaaelser som Førsteud-
gaven. Ganske vist skal der til Katalogets Ros siges, at det
rummer en Del interessante Oplysninger, men som Helhed
er Stoffet uensartet og usystematisk bearbejdet.

186