DOI Artikel:
Borch, Orla Valdemar: Separatiststrømninger: Udstillinger og museumsfantasier: decembristern
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0022
det helt overbevisende Værk kommer sikkert med Aarene,
foreløbig glæder man sig over hans ægte maleriske Im-
provisationer og trods det, at Fædrene baade er Munch og
Karsten, virker han overbevisende musikalsk, i sin Kunst
naturlig og lige til, som Tonerne fra en Hyrdedrengs Va-
riationer paa Fløjte under den høje, blaa Sommerhimmel.
Mere reflekterende er Holger J. Jensen; hans maleri-
ske Fornemmelse er lige saa sikker, men det er, som hans
Reflektioner let forlener hans Kunst med noget raadvildt og
flakkende i Opfattelsen af Fænomenerne. Hans lille Model-
studie Nr. 4 er et smukt Arbejde, varmt og svulmende, saa
det har faaet selv en lidt ældre Malerprofessors Hjerte —
der sikkert har været ude for en Del — til at skælve. Nr.
25, Udkast til Alter-
tavle, og Nr. 19, Kir-
kegaard, er gode Ar-
bejder, men man sav-
ner, som hos Hjorth
Nielsen, Evnen til at
sætte ind paa større
Opgaver. De Kunstne-
re, der betyder noget,
har vovet noget, og
selv om de af og til
har forløftet sig og
været ved at knække
Halsen, er de gennem
det slidsomme Arbejde
blevet adlede til de
store skelsættende
Personligheder, de
store Fyrtaarne (des-
værre ikke uden Bi-
vogne), de er.
Svend Albrechtsen er kommet ind i en Blindgade ved at
faa Matisse i den gale Hals. Matisse’s Gratie og solmodne
Farver har han kun overfladisk fornemmet og »drejet
efter«. Man skal finde det værdifulde hos ham i hans Selv-
portræt, Nr. 53, med det let rødlige Skæg og hele landlige
Tilsnit, og i hans Landskaber fra Farum og Asserbo.
Matisse og Albrechtsen er indkommensurable Størrelser.
Der er Forskel, om en Cammenbertost er lavet i Frankrig
eller Høng, selv om Etiketten er delvis den samme.
Erik Sievert har en stærk og udpræget Fornemmelse af
det sjællandske Landskabs vege Former og særprægede
Farvetoner. Det store Landskab, Nr. 124, burde Galleriet
—■ hvis det ikke var hildet i løjerlige Forudsætninger —
erhverve sig. Hvor Sievert i nogle Arbejder, selv om de er
smukt gjorte, efterligner Giersing, kan jeg mindst lide ham.
Han skal blive i Egnen omkring Jyderup og holde Fingrene
fra Grib Skov.
Sjælen i Decembristernes Foretagende, Jørgen Thomsen,
er en evnerig og energisk Mand, der, hvis hans Fysik hol-
der, nok skal formaa at bide sig fast i ens Bevidsthed. Der
er noget fremmedartet, næsten hektisk og blodskudt, over
hans Farvesyn. Hans Landskaber er helt ved Siden af,
den grønne Farve — den vanskeligste af alle — kan han
slet ikke faa Hold paa. Derimod er der i nogle af hans
Opstillinger, og fremfor alt i den store Komposition, Nr.
152, en ejendommelig brændende Hengivelse, der sigter
mod de højeste Maal. Hans Krematorium og Udsmykning
til samme, forekommer mig lidt antediluviansk fra den
allerførste Waldenske Sturm und Drang Periode.
Man behøver ikke at underkende det idealistiske i Tanke-
gangen, men at »Kompositionernes abstrakte Udtryksform
skal være som et Akkompagnement af Linier og Farve-
rytme til Livet og Døden«, er jo i høj Grad afhængig af,
hvorledes man er indstillet over for Livet og Dødens
Ufattelighed. --
Det er sikkert en god Idé Willumsen denne Gang har
haft med Udstillingen i Kæmpehallen, hvor alle de forskel-
lige Grupper skulde samles under »een Hat«. Kun maa der
absolut tages Afstand fra den Plan, der senere er dukket
op, at den ene Halv-
del af Hallen skal for-
beholdes ældre dansk
Kunst.
Den ældre danske
Malerkunst skal ses
paa Museerne!
Det er vor Tids
Kunst i dens forskelli-
ge Afskygninger og
Grene, der skal skabes
Interesse om, og det er
sikkert ogsaa udeluk-
kende Willumsens
Tanke.
Mærkeligt er det, at
Willumsen, der Gang
paa Gang offentlig
frakender sig Interes-
se og Kendskab til ung
dansk Kunst, er en af
de faa der virkelig gør noget positivt for den, som f. Eks.
i sin Tid, da han udvirkede, at de unge Efteraarsudstillere
fik yderst favorable Udstillingsvilkaar, bl. a. med økono-
misk Garanti fra Foraarsudstillingens Medlemmer.
Naar Efteraarsudstillingen endnu eksisterer som Institu-
tion, er det ikke mindst Willumsens Skyld, herfor skylder
ung dansk Kunst ham stadig Tak.
Hvis Planen med Udstillingen i Kæmpehallen til Efter-
aaret realiseres, har Willumsen, trods sine afvisende Ud-
talelser, indlagt sig større Fortjenester i dansk Kunstliv
end mange yngre velmenende men kraftløse Kunstentusi-
aster. Blot nu Kunsterne kunde samles om Planen og i Fæl-
lig arbejde paa at faa en saa fyldestgørende Repræsenta-
tion af de forskellige Retninger som vel mulig, og ikke i
smaalig Forfængelighed, efter Sæd og Skik hive hver i sin
Tovende, saa den stort tænkte Plan forkludres. Sligt ser
saa ligetil og nemt ud — paa Papiret. Men graa er alskens
Teori, og i Virkeligheden er det bandsat svært at prakti-
sere for alle Parter. Man maa dog haabe, at Udstillingen,
trods alle Vanskeligheder, bliver til noget. Der er ingen
Tvivl om, at Kunsten vil faa et helt nyt Publikum i Tale,
ikke mindst Folk, der maaske aldrig før i deres Liv har sat
Benene paa en Kunstudstilling.
Der har hidtil staaet Sukces om alle Forums Foretagen-
der, Boksekampe inklusive.
O. V. Borch.
Jørgen Thomsen: Komposition
6
foreløbig glæder man sig over hans ægte maleriske Im-
provisationer og trods det, at Fædrene baade er Munch og
Karsten, virker han overbevisende musikalsk, i sin Kunst
naturlig og lige til, som Tonerne fra en Hyrdedrengs Va-
riationer paa Fløjte under den høje, blaa Sommerhimmel.
Mere reflekterende er Holger J. Jensen; hans maleri-
ske Fornemmelse er lige saa sikker, men det er, som hans
Reflektioner let forlener hans Kunst med noget raadvildt og
flakkende i Opfattelsen af Fænomenerne. Hans lille Model-
studie Nr. 4 er et smukt Arbejde, varmt og svulmende, saa
det har faaet selv en lidt ældre Malerprofessors Hjerte —
der sikkert har været ude for en Del — til at skælve. Nr.
25, Udkast til Alter-
tavle, og Nr. 19, Kir-
kegaard, er gode Ar-
bejder, men man sav-
ner, som hos Hjorth
Nielsen, Evnen til at
sætte ind paa større
Opgaver. De Kunstne-
re, der betyder noget,
har vovet noget, og
selv om de af og til
har forløftet sig og
været ved at knække
Halsen, er de gennem
det slidsomme Arbejde
blevet adlede til de
store skelsættende
Personligheder, de
store Fyrtaarne (des-
værre ikke uden Bi-
vogne), de er.
Svend Albrechtsen er kommet ind i en Blindgade ved at
faa Matisse i den gale Hals. Matisse’s Gratie og solmodne
Farver har han kun overfladisk fornemmet og »drejet
efter«. Man skal finde det værdifulde hos ham i hans Selv-
portræt, Nr. 53, med det let rødlige Skæg og hele landlige
Tilsnit, og i hans Landskaber fra Farum og Asserbo.
Matisse og Albrechtsen er indkommensurable Størrelser.
Der er Forskel, om en Cammenbertost er lavet i Frankrig
eller Høng, selv om Etiketten er delvis den samme.
Erik Sievert har en stærk og udpræget Fornemmelse af
det sjællandske Landskabs vege Former og særprægede
Farvetoner. Det store Landskab, Nr. 124, burde Galleriet
—■ hvis det ikke var hildet i løjerlige Forudsætninger —
erhverve sig. Hvor Sievert i nogle Arbejder, selv om de er
smukt gjorte, efterligner Giersing, kan jeg mindst lide ham.
Han skal blive i Egnen omkring Jyderup og holde Fingrene
fra Grib Skov.
Sjælen i Decembristernes Foretagende, Jørgen Thomsen,
er en evnerig og energisk Mand, der, hvis hans Fysik hol-
der, nok skal formaa at bide sig fast i ens Bevidsthed. Der
er noget fremmedartet, næsten hektisk og blodskudt, over
hans Farvesyn. Hans Landskaber er helt ved Siden af,
den grønne Farve — den vanskeligste af alle — kan han
slet ikke faa Hold paa. Derimod er der i nogle af hans
Opstillinger, og fremfor alt i den store Komposition, Nr.
152, en ejendommelig brændende Hengivelse, der sigter
mod de højeste Maal. Hans Krematorium og Udsmykning
til samme, forekommer mig lidt antediluviansk fra den
allerførste Waldenske Sturm und Drang Periode.
Man behøver ikke at underkende det idealistiske i Tanke-
gangen, men at »Kompositionernes abstrakte Udtryksform
skal være som et Akkompagnement af Linier og Farve-
rytme til Livet og Døden«, er jo i høj Grad afhængig af,
hvorledes man er indstillet over for Livet og Dødens
Ufattelighed. --
Det er sikkert en god Idé Willumsen denne Gang har
haft med Udstillingen i Kæmpehallen, hvor alle de forskel-
lige Grupper skulde samles under »een Hat«. Kun maa der
absolut tages Afstand fra den Plan, der senere er dukket
op, at den ene Halv-
del af Hallen skal for-
beholdes ældre dansk
Kunst.
Den ældre danske
Malerkunst skal ses
paa Museerne!
Det er vor Tids
Kunst i dens forskelli-
ge Afskygninger og
Grene, der skal skabes
Interesse om, og det er
sikkert ogsaa udeluk-
kende Willumsens
Tanke.
Mærkeligt er det, at
Willumsen, der Gang
paa Gang offentlig
frakender sig Interes-
se og Kendskab til ung
dansk Kunst, er en af
de faa der virkelig gør noget positivt for den, som f. Eks.
i sin Tid, da han udvirkede, at de unge Efteraarsudstillere
fik yderst favorable Udstillingsvilkaar, bl. a. med økono-
misk Garanti fra Foraarsudstillingens Medlemmer.
Naar Efteraarsudstillingen endnu eksisterer som Institu-
tion, er det ikke mindst Willumsens Skyld, herfor skylder
ung dansk Kunst ham stadig Tak.
Hvis Planen med Udstillingen i Kæmpehallen til Efter-
aaret realiseres, har Willumsen, trods sine afvisende Ud-
talelser, indlagt sig større Fortjenester i dansk Kunstliv
end mange yngre velmenende men kraftløse Kunstentusi-
aster. Blot nu Kunsterne kunde samles om Planen og i Fæl-
lig arbejde paa at faa en saa fyldestgørende Repræsenta-
tion af de forskellige Retninger som vel mulig, og ikke i
smaalig Forfængelighed, efter Sæd og Skik hive hver i sin
Tovende, saa den stort tænkte Plan forkludres. Sligt ser
saa ligetil og nemt ud — paa Papiret. Men graa er alskens
Teori, og i Virkeligheden er det bandsat svært at prakti-
sere for alle Parter. Man maa dog haabe, at Udstillingen,
trods alle Vanskeligheder, bliver til noget. Der er ingen
Tvivl om, at Kunsten vil faa et helt nyt Publikum i Tale,
ikke mindst Folk, der maaske aldrig før i deres Liv har sat
Benene paa en Kunstudstilling.
Der har hidtil staaet Sukces om alle Forums Foretagen-
der, Boksekampe inklusive.
O. V. Borch.
Jørgen Thomsen: Komposition
6