Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

HENRI DE TOULOUSE-LAUTREC PAA KUNSTMUSEET

Forfatteren Herbert Me Iby e, der i Samlerens sidste Aargang (Nr. VIII, Au-
gust 1928 i en rigt illustreret Artikel skildrede Toulouse-Lautrec Museet i
Albi, anmelder her Kobberstiksamlingens smukke Udstilling af samme Kunstner

Kobberstiksamlingens Lau-
trec Udstilling er intet mindre end
en Begivenhed. Den giver et no-
genlunde fyldestgørende Billede af en af de
menneskelig interessanteste Skikkelser i
fransk Kunst hen mod Aarhundredskiftet,
som ellers er overmaade spar-
somt repræsenteret her i Lan-
det. Naar Kunstmuseets grafi-
ske Afdeling overhovedet kan
præstere noget saa fremragen-
de, skyldes det først og frem-
mest Pietro Krohn og Ny Carls-
bergfondet. Grundstammen af
Kobberstiksamlingens Litogra-
fier af Lautrec — som forresten
af Daumier — og Kunstindu-
strimuseets betydelige Samling
af Plakater, der naturligvis og-
saa er med, stammer fra Pietro
Krohn, og de mest sjældne af
Kobberstiksamlingens mange
Lautrec Erhvervelser fra de
sidste Aar har vi Ny Carls-
bergfondet at takke for. Fra
forskellig privat Side bidrages
med en god halv Snes Litogra-
fier, to Plakater og Udstillin-
gens eneste Tegning: Le Der-
nier Salut, der i sin Tid repro-
duceredes som Titelblad til Nr.
34 af Bruants »Mirliton« i Marts
1887. Tegningen findes i Hel-
sidegengivelse i andet Bind af
Joyants Lautrec Bog, der blev
færdig i 1927. I 60X44 cm fore-
stiller den en Arbejder med
Huen i Haanden. Han er Til-
skueren meget nær til højre i
Billedets Forgrund og i dets
omtrentlig fulde Højde, idet

forskelligartede Kunstnere fra Antoine og
Sarah Bernhard til Jane Avril og Yvette
Guilbert. Desværre findes kun eet Litografi
af Yvette Guilbert, som Lautrec har for-
eviget Snesevis af Gange. Hvor vilde
Yvette Guilbert — og saa mange andre —


han ser skraat tilbage over
højre Skulder. Han faar en

Le Dernier Salut. Tegning. 1887

usædvanlig monumental Virk-
ning ved Baggrundens Opbygning: et stjelt
Gadekryds i Billedets Fjernhed, hvor en
Ligvogn med Følget tilfods er Genstand for
hans Opmærksomhed og samtidig giver
Profilen, der er af stor Skønhed, Leve-
muligheder. I Musée Toulouse-Lautrec i
Albi hænger et smukt Udkast til For-
grundsfiguren i næsten samme Format, Ka-
talognummer 107. I Mappe H. sammesteds
findes ligeledes et Forarbejde.
Udstillingen overrasker ganske ved at
bringe Serierne »Elles«, »Vieilles Histoires«,
og »Le Café Concert« in extenso og alle de
berømte Plakater mellem 1891 og 1896 paa
ganske faa Undtagelser nær. Plakaterne er
en af de interessanteste Sider af Produc-
tionen og gør en helt forbløffende decora-
tiv Virkning i Kobberstiksamlingens Ud-
stillingssal. Af Litografierne til Clemen-
ceaus »Au Pied de Sinai« findes omtrent
Halvdelen. Dertil kommer en Vrimmel af
Scenebilleder med Portrætter af de mest

være henne, om de ikke havde haft Lautrec,
Yvette Guilbert, der overøste Lautrec med
Grovheder, fordi hun ikke var blevet køn
nok. Bag Orchestergraven paa »Le Divan
Japonais«. netop aner man hendes sorte
Handsker. Et Skaar i Glæden er det, at Il-
lustrationerne til Jules Renards »Histoires
Naturelles« fuldstændig mangler. Lautrecs
Dyreportrætter er uforglemmelige og viser
hans fabelagtige Sikkerhed i Karakteristi-
kon paa et Omraade, der ellers synes ham
fjernt. Paa fremragende Undtagelser nær:
»Le Jockey« — D. 279 — og »Promenoir«
— D. 290 — er de sidste Leveaar svagt re-
præsenteret. En Udstilling som denne fri-
ster let til at skrue Fordringerne op til det
urimelige.
I levende Live arbejdede Lautrec utrætte-
ligt i Actualitetens Tjeneste, og som man
har set af alle større Lautrec Udstillinger
fra den retrospective i Paris i 1914 over
Musée Toulouse-Lautrec i Albi til Kobber-

stiksamlingens er Portrættet hans egentlige
Omraade, Portrættet i videste og dybeste
Forstand. At Lautrec selv uden Spiritus-
overdrivelse var blevet sprængt til Døde i
en ung Alder fremgaar med foruroligende
Tydelighed af alt fra hans Haand. Enhver
Begivenhed, enhver Oplevelse
ryster ham sjæleligt med et
Dramas Styrke. Naar det ac-
tuelle efter en Menneskealder
har bevaret sin fulde Actuali-
tet, begynder man med Rette at
blive betænkelig, og man for-
staar, at Actualiteten i over-
vejende Grad har angaaet Lau-
trecs store Familie af Menneske-
hed og ikke de tilfældige Øje-
blikkets Navne. Ingen Kunstner
gaar til den Grad i Dybden i
Menneskeskildring som Lautrec,
ofte med en tilsyneladende, men
ogsaa kun tilsyneladende flyg-
tig Lethed i Udarbejdelsen.
Allerede en Aarrække har Lau-
trec staaet som noget urørligt,
uopnaaeligt paa sine specielle
Omraader, den eneste, der er
Degas jævnbyrdig som Kunst-
ner — og uendelig overlegen
som Menneske. Af Litografierne
er der meget lidt at faa, om
faa Aar vil det være haabløst.
Kobberstiksamlingens Rigdom
er derfor betydningsfuld og
glædelig. Til Sammenligning er
Nationalmuseet i Stockholm
langt svagere stillet baade i
Masse og Kvalitet. Initiativet til
Nyerhvervelserne og Udstillin-
gen — som til Glyptotekets
Manet Udstilling i 1922 og Ma-
tisse Udstilling i 1924 — ligger
hos Kobberstiksamlingens In-
spektør Leo Swane. Naar man
i saa stor Stil udstiller Lautrec paa vore
Breddegrader, var lidt Interesse fra Dags-
pressens Side maaske mere end almindelig
paakrævet. Vil man ikke ligefrem anmelde
de stadig skiftende og oftest værdifulde
Udstillinger i Kobberstiksamlingens Udstii-
lingssal, burde disse Udstillingers blotte
Eksistens i hvert Fald offentliggøres i de
daglige Seværdigheders Rubrik.
Da Lautrec i en overstadig drukken Pe-
riode igen havde lavet Skandale, spurgte
en Ve,n af Familien Faderen, hvorledes man
bedst hindrede ham i stadig at kaste Skam
over Navnet. Greven mente, at det snarere
var Henri, der maatte rette Bebrejdelser
mod Familien: vi, som har sat noget saa
skrøbeligt i Verden. Det vil gaa Greven
som Yvette Guilbert, det bliver den lille,
den vanskabte, den vanartede Henri, der
frelser dem fra Forglemmelsen.
Herbert Melbye.

10