DOI article:
Thirslund, Jens: Svend hammershøi som keramiker
DOI Page / Citation link: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0083
SVEND HAMMERSHØJ SOM KERAMIKER
AF
JENS THIRSLUND
INDTIL 1888 stod det fast, at Svend
Hammershøj var den dovneste Knægt i
Skolen, men Snedker vilde han være.
Der viste sig imidlertid i Aaret lige før
den nordiske Udstilling noget andet, som fik
den meget unge S. H. til at ændre Kurs,
nemlig Pottemageri. Hvad
der var til Rest af Snedker-
nykker, blev anvendt til at
lave en meget primitiv Dreje-
skive med Bord og Bænk,
som blev opsat i et Kælder-
rum hjemme i Villaen paa
Frederiksberg. Dekorations-
foreningen havde netop da
taget nogenlunde Form og
Navn, egentlig talt var det
kun en tilfældig Sammen-
slutning af et Faatal af Lan-
dets ypperste Kunstnere,
som nu i Anledning af Ud-
stillingen 1888 vilde frem-
vise et Udvalg af deres deko-
rative Arbejder. Forenings-
love var der vist ikke, ud-
over de fra Arilds Tid ved-
tagne for Sammenskudsgil-
der. Karl Madsen var selv-
skreven Formand og Tals-
mand og havde nylig skrevet
sine klassiske Artikler i
Tidsskrift for Kunstindustri
om Kjøbenhavns Porcelæn
og Utterslev Pottemageri og
om østasiatisk Kunstindu-
stri. Tidligere havde Th.
Bindesbøll skrevet om kera-
miske Forsøg, og kortelig
givet Anvisning paa den
enkle Teknik, som foreløbig
stod til Raadighed. Dengang
var det keramiske Brænd-
punkt hos Johan Wallmann
paa Utterslev Mark, og Bin-
desbøll opgav som Ophav og
Oldermand for dette unge
Laug Arkitekt A.Clemmensen,
hvilket ikke bør glemmes af det nuværende
store Antal af Efterfølgere i den danske
Keramik. Der var næppe nogen, som med
større Forventninger imødesaa Udstillin-
gens Aabning, end den dengang 15-aarige S.
Hammershøi, sikkert heller ingen paa hvem
Dekorationsforeningens Afdeling gjorde
større Indtryk, og han tog Udstillingen i
Besiddelse, som var det den dyrebareste
Fødselsdagsgave.
Der var jo ogsaa Porcelænsfabrikerne
og Kjøbenhavns Lervarefabrik, hvis Pro-
dukter blev nøje studerede, der var megen
anden Keramik, ogsaa fra berømte uden-
landske Fabriker.
S. H. saa og hørte og tænkte paa intet
andet end Keramik og keramisk Teknik,
og hjemme tegnede han Fade med Dekora-
tion og atter Fade, medens Drejeskiven i
Kælderen tilsyneladende kun vilde dreje
Flasker — tilmed meget smaa og skæve.
Om Efteraaret tog en af Broderens Ven-
ner ham med ud til Valby og præsenterede
ham for Tauber Jensen, som med sine Med-
arbejdere stred en haard Strid for at op-
Svend Hammershøi ved Arbejdet (Kahlers Værksted)
arbejde Kjøbenhavns Lervarefabrik til et
kunstindustrielt Værksted.
Tauber Jensen var oprindelig Apoteker,
ikke Haandværker, og det lykkedes ikke
for ham at føre Tanken igennem, kun 1888
gav en kort Opgangsperiode, hvor der
iøvrigt blev lavet nogle smukke Lustrer. 1
det hele manglede Tauber J. hverken en
vis Smag, Dygtighed eller Interresse. Han
modtog den unge Novice meget elskvær-
digt, tillod S. H. at forsøge sig, og gen-
nemsaa Tegningerne til Fade med Flager-
mus og Halvmaaner, blandede Paavirknin-
ger fra Japan og Dekorationsforeningen
med Tilsætninger. Der var dog et Fad,
som selveste Karl Madsen tilfældigvis hav-
de set og rost. S. H. gik dengang endnu i
Skole, og det var saaledes kun om Søn-
dagen, at Faget kunde drives for fuld Kraft,
men saa var der ogsaa et helt søndags-
stille Værksted til Raadighed for den unge
Fantasis Flugt. Et enkelt Udkast blev af de
malende Damer benyttet til mindre Skaale,
det var jo en Opmuntring. Aaret 1889 gav
nogen Reaktion mod Udstillingsaaret, sær-
lig for Tauber J.’s Værksted.
S. H. kvittede Skolen og blev
under Broderen Vilhelm H.
forberedt til Teknisk Skole,
for derfra at komme paa
Akademiet, men samtidig
sysledes med store Arbejder:
Ganymedes, der bortføres af
Ørnen. Et Skrivetøj, Delfiner
med Netmotiv, som svagt
kom til at minde om et Styk-
ke Smørrebrød belagt med
Rejer. Ørnebregnemotiv, frit
efter Niels Skovgaard, der
var ogsaa Mindelser om ja-
pansk Porcelæn.
I det hele var det først og
fremmest Brødrene Skov-
gaards Arbejder, som vakte
den unge S. H.’s mest glø-
dende Beundring. For den
senere altopslugende Paa-
virkning fra Bindesbøll var
Tiden endnu ikke inde. Paa
Dekorationsforeningens Ud-
stilling virkede Bindesbølls
Arbejder kun tilnærmelsesvis
ved siden af Brødrene Skov-
gaards. Først i 1891—92 i
Eifrig-Valby-Perioden naa-
ede Bindesbøll til sin fulde
Udvikling og skabte sine
bedste keramiske Værker, bl.
a. de store Alterstager.
Ved Bindesbølls 50-Aars
Fest paa Skydebanen i 96
kunde derimod Maleren
»tykke Clausen« med nogen
Ret benævne S. H. og an-
dre som Bøllens ufuldstæn-
digt udviklede Halehvirvler.
Om den store Bølle havde S. H. hørt saa
mange mærkelige og dunkle Frasagn, bl. a.
gennem Broderen, den ca. 10 Aar ældre
Vilhelm, og S. H. brændte af Begærlighed
efter at træffe ham. Bøllen var jo for sin
Tid det store Forargelsens Tegn, og alene
dette var god Grund til at stræbe efter at
lære ham at kende.
En skønne Dag stillede S. H. med et
meget bankende Hjerte skudt højt op i
Livet hos Bindesbøll paa Vesterbro, og
præsenterede sig selv med det Paaskud, at
han gerne vilde lære at modellere for der-
for bedre at kunne tage fat paa Keramiken.
Den store Thorvald tog imod den meget
lille S. H. med en bedaarende Ligefrem-
hed og inviterede straks paa Frokost og
præsenterede ham for Professorinden og Sø-
strene. Det var jo et Hjem, som bugnede
43
AF
JENS THIRSLUND
INDTIL 1888 stod det fast, at Svend
Hammershøj var den dovneste Knægt i
Skolen, men Snedker vilde han være.
Der viste sig imidlertid i Aaret lige før
den nordiske Udstilling noget andet, som fik
den meget unge S. H. til at ændre Kurs,
nemlig Pottemageri. Hvad
der var til Rest af Snedker-
nykker, blev anvendt til at
lave en meget primitiv Dreje-
skive med Bord og Bænk,
som blev opsat i et Kælder-
rum hjemme i Villaen paa
Frederiksberg. Dekorations-
foreningen havde netop da
taget nogenlunde Form og
Navn, egentlig talt var det
kun en tilfældig Sammen-
slutning af et Faatal af Lan-
dets ypperste Kunstnere,
som nu i Anledning af Ud-
stillingen 1888 vilde frem-
vise et Udvalg af deres deko-
rative Arbejder. Forenings-
love var der vist ikke, ud-
over de fra Arilds Tid ved-
tagne for Sammenskudsgil-
der. Karl Madsen var selv-
skreven Formand og Tals-
mand og havde nylig skrevet
sine klassiske Artikler i
Tidsskrift for Kunstindustri
om Kjøbenhavns Porcelæn
og Utterslev Pottemageri og
om østasiatisk Kunstindu-
stri. Tidligere havde Th.
Bindesbøll skrevet om kera-
miske Forsøg, og kortelig
givet Anvisning paa den
enkle Teknik, som foreløbig
stod til Raadighed. Dengang
var det keramiske Brænd-
punkt hos Johan Wallmann
paa Utterslev Mark, og Bin-
desbøll opgav som Ophav og
Oldermand for dette unge
Laug Arkitekt A.Clemmensen,
hvilket ikke bør glemmes af det nuværende
store Antal af Efterfølgere i den danske
Keramik. Der var næppe nogen, som med
større Forventninger imødesaa Udstillin-
gens Aabning, end den dengang 15-aarige S.
Hammershøi, sikkert heller ingen paa hvem
Dekorationsforeningens Afdeling gjorde
større Indtryk, og han tog Udstillingen i
Besiddelse, som var det den dyrebareste
Fødselsdagsgave.
Der var jo ogsaa Porcelænsfabrikerne
og Kjøbenhavns Lervarefabrik, hvis Pro-
dukter blev nøje studerede, der var megen
anden Keramik, ogsaa fra berømte uden-
landske Fabriker.
S. H. saa og hørte og tænkte paa intet
andet end Keramik og keramisk Teknik,
og hjemme tegnede han Fade med Dekora-
tion og atter Fade, medens Drejeskiven i
Kælderen tilsyneladende kun vilde dreje
Flasker — tilmed meget smaa og skæve.
Om Efteraaret tog en af Broderens Ven-
ner ham med ud til Valby og præsenterede
ham for Tauber Jensen, som med sine Med-
arbejdere stred en haard Strid for at op-
Svend Hammershøi ved Arbejdet (Kahlers Værksted)
arbejde Kjøbenhavns Lervarefabrik til et
kunstindustrielt Værksted.
Tauber Jensen var oprindelig Apoteker,
ikke Haandværker, og det lykkedes ikke
for ham at føre Tanken igennem, kun 1888
gav en kort Opgangsperiode, hvor der
iøvrigt blev lavet nogle smukke Lustrer. 1
det hele manglede Tauber J. hverken en
vis Smag, Dygtighed eller Interresse. Han
modtog den unge Novice meget elskvær-
digt, tillod S. H. at forsøge sig, og gen-
nemsaa Tegningerne til Fade med Flager-
mus og Halvmaaner, blandede Paavirknin-
ger fra Japan og Dekorationsforeningen
med Tilsætninger. Der var dog et Fad,
som selveste Karl Madsen tilfældigvis hav-
de set og rost. S. H. gik dengang endnu i
Skole, og det var saaledes kun om Søn-
dagen, at Faget kunde drives for fuld Kraft,
men saa var der ogsaa et helt søndags-
stille Værksted til Raadighed for den unge
Fantasis Flugt. Et enkelt Udkast blev af de
malende Damer benyttet til mindre Skaale,
det var jo en Opmuntring. Aaret 1889 gav
nogen Reaktion mod Udstillingsaaret, sær-
lig for Tauber J.’s Værksted.
S. H. kvittede Skolen og blev
under Broderen Vilhelm H.
forberedt til Teknisk Skole,
for derfra at komme paa
Akademiet, men samtidig
sysledes med store Arbejder:
Ganymedes, der bortføres af
Ørnen. Et Skrivetøj, Delfiner
med Netmotiv, som svagt
kom til at minde om et Styk-
ke Smørrebrød belagt med
Rejer. Ørnebregnemotiv, frit
efter Niels Skovgaard, der
var ogsaa Mindelser om ja-
pansk Porcelæn.
I det hele var det først og
fremmest Brødrene Skov-
gaards Arbejder, som vakte
den unge S. H.’s mest glø-
dende Beundring. For den
senere altopslugende Paa-
virkning fra Bindesbøll var
Tiden endnu ikke inde. Paa
Dekorationsforeningens Ud-
stilling virkede Bindesbølls
Arbejder kun tilnærmelsesvis
ved siden af Brødrene Skov-
gaards. Først i 1891—92 i
Eifrig-Valby-Perioden naa-
ede Bindesbøll til sin fulde
Udvikling og skabte sine
bedste keramiske Værker, bl.
a. de store Alterstager.
Ved Bindesbølls 50-Aars
Fest paa Skydebanen i 96
kunde derimod Maleren
»tykke Clausen« med nogen
Ret benævne S. H. og an-
dre som Bøllens ufuldstæn-
digt udviklede Halehvirvler.
Om den store Bølle havde S. H. hørt saa
mange mærkelige og dunkle Frasagn, bl. a.
gennem Broderen, den ca. 10 Aar ældre
Vilhelm, og S. H. brændte af Begærlighed
efter at træffe ham. Bøllen var jo for sin
Tid det store Forargelsens Tegn, og alene
dette var god Grund til at stræbe efter at
lære ham at kende.
En skønne Dag stillede S. H. med et
meget bankende Hjerte skudt højt op i
Livet hos Bindesbøll paa Vesterbro, og
præsenterede sig selv med det Paaskud, at
han gerne vilde lære at modellere for der-
for bedre at kunne tage fat paa Keramiken.
Den store Thorvald tog imod den meget
lille S. H. med en bedaarende Ligefrem-
hed og inviterede straks paa Frokost og
præsenterede ham for Professorinden og Sø-
strene. Det var jo et Hjem, som bugnede
43