Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

han tænkte paa helt at lægge de dekora-
tive Sysler paa Hylden.
Ved Juletid 1910 fik S. H. af Herman
Kahler tilsendt en lille Skaal i uglaseret Rød-
ler af en dejlig rødlilla Farve — straks var
S. H. i Fyr og Flamme og tog omgaaende
til Næstved for at forsøge en terrakotta-
agtig Produktion i dette Ler.
Dette Rødler havde S. H. for Resten al-
lerede stiftet Bekendtskab med i Mellem-
tiden under Opholdet paa Refnæs, hvor det
forefindes i store Bunker, ned mod Fjorden,
samme Tertiærler findes ogsaa ved Lille-
bælt nord for Strib, hvorfra Kahlerne i
1891 havde afhentet en lille Skibsladning.
De første Forsøg blev udstillede i For-
ening for Kunsthaandværk 1912, men for-
holdsvis faa delte S. H.’s Begejstring for
dette smukke Stof, som han her lod komme
til sin fulde Ret ved vidtdreven Overflade-
behandling paa smukke Former.
S. Hammershøi bruger stadig dette Ler
til Opdrejning af sine Grundformer, hvor-
paa eventuelle Ornamenter lægges med
Modellervoks efter første Brænding. Paa
denne Maade kan samme Form, naar den
endelig er der, benyttes med forskellig
modelleret Dekoration, saaledes er St. Mar-
garit Skaalen, som er bygget over Erin-
dringer fra England, en Variant af en hel
Serie, og den har vist sig bravt levedyg-
tig og er endvidere flere Gange overført til
Sølv af H. Kyster, Kolding.
Det skyldes ogsaa for en stor Del det
smidige Refnæsler, at S. H. en skønne Dag,
vistnok i 1'911, pludselig gjorde Vold paa
den af Drejeskiven skabte koncentriske
Form, og samtidig forlod den vandrette
afsluttende Kant foroven, som ogsaa skyl-
des Skiven.
Begyndelsen blev gjort med en lille oval
næsvis Flødekande med kækt svungen Kant
og krøllet Hank, den skulde blive Stam-
fader til en Mængde fornøjelige Efterkom-
mere. Nogle af de første udartede straks
saa meget, at naive Sjæle troede at
se ituslaaede Krukker for sig, men det
viste sig at disse Mærkværdigheder bar
Blomster paa en rent ud forbløffende smuk
Maade.
Rigtige Brugsgenstande har S. H. ikke
lavet mange af i det sidste kvart Aarhun-
drede, der bliver saa kun Tale om Anven-
delse af hans Arbejder som Blomstervaser.

Der er Krukker og Vaser i tusindvis, som
de allerfleste af Aarets Dage med aabne
Munde forgæves skriger mod Himlen om
at faa noget fyldt i Munding eller Hals.
Enkelte kan i Kraft af sine egne skønne
Linier hvile i sig selv som et Stykke godt
Skulptur, og det kan mange af S. Ham-
mershøis Krukker og Skaale, men hvor
smukt de allerfleste af hans Arbejder kan
opfylde sin Mission som Blomsterbærere
— det kan kun siges med Blomster. 1
1916 afholdt S. H. i Kunstindustrimuseet
en retrospektiv Udstilling af sine dekora-
tive Arbejder, og selvsagt havde Kåhler-
Værkstedet sin store Andel i de sidste Aars
Arbejder. Ved denne Lejlighed havde jeg for
første Gang den Fornøjelse at være med i
Arbejdet fra først til sidst, især sidst, idet
de sidste Brændinger afhang af mit Held til
at føre en Brændingsteknik videre — som
unge Kahler havde paabegyndt allerede i
sine ganske unge Dage, dog var denne
Teknik ikke tidligere kommen Vennen
S. H.’s Keramik til Gode.
Gamle Kahler rystede saa kraftigt paa
Hovedet og lod ogsaa et og andet Ord
falde om disse Narrestreger, og især dette
Brændselspild, at vi fandt det raadeligst
at holde inde; men Tiden var knap. Under
et eller andet vanvittigt Paaskud fortsatte
vi vore Brændinger, og saa fik vi paa an-
den Haand at vide, at han havde sagt:


1897

»Lad de Unge more sig, det har jeg s’gu
ogsaa gjort i min Tid!« Det var den S.
Hammerhøi’ske Periode med de meget
stærkt profilerede Skaale og Krukker, man-
ge af dem tilmed stærkt kannelerede. Det
var horisontalt og vertikalt paa en Gang,
tilmed var de i Formen rene stereometriske
Regnestykker, men der var mairkelige og
heldige Stykker iblandt.

1920


Refnæsleret havde tidligere været frem-
me, men ved denne Lejlighed ønskede S.
H. at vise nye, ogsaa stærkt profilerede
Former i uglaseret Stentøj.
Stentøjsleret var fra Hohr ved Rhinen, af
en smuk lysegraa Tone, som gik over i en
varm Okkerfarve, omtrent som Farven paa
velbagt Brød, som saadan gik de nu ikke
af, men Kunstindustrimuseet beholdte bl. a.
en Del af disse, men man ser dem ikke
mere derinde. En langt senere Serie Potter
var i den simple Jydepotteteknik uglasere-
de, i røde, graa og sorte Farver, desværre
var de saa skøre og saa lidt vandtætte, at
det smukke Resultat ikke godt kunde fort-
sættes. S. Hammershøi har Æren af at
have indført Besquit-Branden for de rin-
gere Lersorter fra Stentøjet og nedefter, og
hans Overfladebehandling af disse for-
skellige Lerarter er i Aarenes Løb bleven
mere og mere virtuosmæssig, det turde
være faa Kunstnere eller faglærte Model-
lører, som kommer op paa Siden af S. H. i
dette. Tidligere blev ofte S. H.’s smukke
Modellørarbejde for en stor Del dækket af
den mere eller mindre fede Schmeltz eller
Tinemaill. Først da Værkstedet i senere
Tid gik over til anden Taktik ved en Dob-
beltglasering fik Skærvens Behandling
langt større Betydning for den ydre Glasur.
Med denne Virkning for Øje vovede S. H.
i 1926 et nyt Fremstød, nemlig Dekoration
ved Træstempler, disse var udførte af en
Billedskærer efter Tegning af S. H., og
anvendt af ham ved djærve Tryk i det end-
nu vaade Ler, og ved rigt varieret Anven-
delse af de forskellige Stempler opnaaedes
en forbavsende frisk Dekoration.
Selve Tekniken er mærkelig ny, idet
den intet har tilfælles med f. Eks. den
rhinske Stempelteknik paa Stentøj. Jeg ken-
der ihvertfald ingen lignende Dekorations-
teknik, ikke engang hos de opfindsomme
Kinesere.
I 1927—28 begyndte S. H. at tale om 40
Aars Jubilæum. Jeg skal indrømme, at jeg
ikke straks var rigtig orienteret, men haa-
ber at det af ovenstaaende maa fremgaa
klart, at S. H. virkelig som Keramiker er
fra 1888, og at hans nuværende Udstilling
paa Charlottenborg vil klargøre for Gud og
Hvermand i dette keramiske Land, at han
er »still going strong«.

47