Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Stage og Grøntfad tegnet af Georg fensen. Stagen et købt af
Metropolitan Museet, New York

tes dette naturligvis i første
Række hans Arbejders frem-
ragende Egenskaber, deres paa
een Gang jævne og fornemme
Stil, deres hjemligt maleriske
Præg, deres uovertræffelige
Forarbejdning, men tillige no-
get ubestemmeligt, et stilfær-
digt, dansk, demokratisk Præg,
hvori den bedste danske Smag
vaagnende kendte sig selv, no-
get frodigt og mildt, sundt og
sommerligt, noget i dybeste
Forstand nationalt, en ny, frisk
og sund Kunst, rødmosset, fri-
stes man til at sige, der stod
i besejrende Modsætning til Da-
tidens germaniserede Banalitet
i Guld- og Sølvsmedefaget.
Og naar han i Løbet af faa
Aar, thi allerede inden Verdens-
krigen havde han vundet Aner-
kendelse i Nordeuropas Hoved-
støder med Berlin, Paris og London som
de vigtigste, gik fra Sejr til Sejr i Udlan-
det og benævntes som en af vor Tids be-
tydeligste Banebrydere paa Kunsthaand-
værkets Omraade, skyldtes denne hastige
Stigning just dette ubestemmeligt nationale,
der er den lønlige Styrke i hans Kunst.
Nævnes skal det, at han særlig mødte
Opmuntring i Tyskland, hvor en Bevæ-
gelse til Kunsthaandværkets Hævelse lige-
som herhjemme gjorde sig gældende i
Aarene omkring Aarhundredeskiftet.
Allerede 1905, Aaret efter Debuten i Kjø-
benhavn, udstillede han i Musæet i Hagen,
hvilket forestodes af Dir. Osthaus, der til-
hørte en rig westphalsk Familie med ud-
strakte Forbindelser i kunstinteresserede
Kredse, og som med dyb Forstaaelse og
uegennyttig Iver virkede for Georg Jen-
sen-Sølvets Udbredelse.
Et Par Dage senere udstillede han i
Miinchen, paa Opfordring af »Vereingte
Werkstatte flir Kunst in Handwerk«, og
snart efter holdt han sit Indtog i Berlin,
hvor han hos »Friedmann & Weber« fik
sit første tyske Udsalg. Ogsaa i Paris ud-
stillede han i disse Aar, opfordret af »Fart
décoratiff«, og vandt ligeledes Beundrere
der.
For at en Kunst skal kunne erobre Ver-
den, maa den have dette ubevidst og næsten
usynligt nationale i sig, maa den umærke-
ligt være besjælet af den Sjæl, som en Na-
tion dybest og redeligst føler som sin, og
som Kunstneren ejer i Kraft af Forudsæt-
ninger, han ikke selv har valgt eller er
Herre over. De største Kunstnere er altid
de mest nationale.
Men ligesom man i Kunst intet naar ved
at ville være original, naar man heller in-
tet ved at ville være national; man er det,
eller er det ikke, i Følge Love, som endnu
kun er halvt udredede. Historiens Vidnes-

byrd er dog talrige nok til at bekræfte
ovenstaaende. Derfor er det i dobbelt For-
stand rigtigt, naar det siges at være til
Ære for et Land, at en af dets Kunstnere
har vundet Berømmelse ogsaa i andre Lan-
de, og dette gælder naturligvis særlig for
de smaa Lande. I Virkeligheden kan man
ikke højt nok værdsætte den Anseelse og
Respekt, en stor Kunstner kaster over sit
Land, han er dets sande Gesandt og ko-
ster sit Land mindre end de officielle, ofte
lidet nyttige. Danmark har høstet mere
Gavn og Sympati af en H. C. Andersen’s
eller en Georg Jensens Ry end af samtlige
statsansatte Gesandter og til en billigere
Pris, for ikke at sige gratis. Kunsten er et
Lands sande og veltalende Gesandt.
Georg Jensen sejrede da hurtigere, end
han kunde have tænkt sig, og hans Virk-
somhed voksede sig mægtig.
Som den franske Kritiker, Gabriel Mon-
sey, skrev i »The Studio« for Februar
1920: »Denne sjældne Kunstner er uden
Tvivl ikke alene en af de betydeligste i
Danmark, men i hele Europa.« •— Ved hans
60-Aars Fødselsdag for et Par Aar siden
bragte »Samleren« en Artikel af ham »Af
et tresaarigt Kunstnerliv. Erindringer fra
min Barndom og Udvikling«, i hvilken han
selv betoner sin Kunst’s Afstamning fra det
typiske danske Landskab, der omgav ham
i hans Drengeaar: Egnen omkring Raavad
og senere Birkerød-Egnen, — i rigtig For-
staaelse af, hvor hans Kunst i god Forstand
er dansk. Og dette nationale Præg har den
store Haandværksfabrik, til hvilken hans
Sølvsmedie har udviklet sig, og som nu
beskæftiger ca. 250 faglærte Arbejdere un-
der Ledelse af ypperlige Kunstnere, paa
en næsten ufattelig Maade formaaet at
fastholde og overføre til de Arbejder, som
udgaar derfra. Fra 1 Lærling i 1904 til
250 Medarbejdere i 1929 er Virksomheden

vokset med Georg Jensen-Søl-
vets Verdensudbredelse, men det
samme Præg af fremragende
Haandværk formælet med lige-
saa fremragende Kunst giver den
Dag i Dag Fabrikens Arbejder
deres uovertrufne Karakter og
Skønhed, som da Mesteren per-
sonlig fremstillede alt.
Som dansk Kunsthaandvær-
ker har Georg Jensen i de for-
løbne femogtyve Aar ikke ale-
ne tilkæmpet sig en hæder-
fuld Stilling i den kunstinteres-
serede Verdens Bevidsthed, men
paa samme Tid skabt en hjem-
lig Storvirksomhed, en kjøben-
havnsk Haandværksfabrik, en
anselig og livskraftig Institu-
tion, af samme Rang som den
kgl. Porcelænsfabrik og lige-
som denne i Stand til at fort-
sætte sin Skabers Aand og Ger-
ning udover ham selv.
Sjælden falder det i en Kunstners Lod
at udrette, hvad Georg Jensen har
udrettet: at stemple en betydningsfuld
og stor Kunstindustri med sin Kunsts
Stempel, at kalde »Skønheder til Li-
ve i Sølvet, som hidtil slumrede i
det« (som Emil Hannover skrev), at ud-
danne saa stor en Stab af fortrinlige Med-
arbejdere, at han kan vide sin Livs-
gerning fortsat i sin Aand langt ud
over hans egne Aar, og at erobre Verden
til Fordel for denne sin Kunst og til For-
del for sit Land. Endelig har han i høj
Grad bidraget til Forædling af det fabriks-
mæssige i Sølvsmediet, næppe nogensinde
tidligere er man maskinelt kommet det
kunstnerisk fuldkomne Haandværk saa nær
som han. Ogsaa en Maskine kan frembrin-
ge Skønhed, naar den ledes af den rette
Haand, og i Georg Jensens Sølvsmedie vil
man ikke kunne skelne mellem Haand-
værks- og Industriarbejde, ligesom der i
Porcelænsindustrien ikke kan siges at være
nogen Grænse.
Naar Danmark nu staar højt i Sølv-
smederi, skyldes dette først og fremmest
Georg Jensens Indsats, suppleret med de
ypperlige Medarbejdere, han har formaaet
at knytte til sig. Her skal blot nævnes faa
af disse og især Maleren Johan Rohde, Bil-
ledhuggeren Albertus, Arkitekt Gundlach-
Pedersen samt Maleren Harald Nielsen, fra
hvis Haand mange af de senere Aars lyk-
keligste Arbejder stammer. Men endnu
virksom gaar Mesteren selv iblandt dem,
godkendende og vejledende, og hans Aand,
hans Kærlighed til og Respekt for det
kunstneriske Arbejde, vil vedblive at virke,
saa længe den Virksomhed, han skabte,
ærligt og samvittighedsfuldt fortsættes med
Trofasthed i hans Spor.
L. C. Nielsen.

64