Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Le semeur. (August 1888)

La mer å Saintes-Maries (Juni 1888)

Smuds og Snavs falder saa stærkt i Øjnene, at
det gav Gauguin Anledning til at tale om »den mest
skidne By i hele Sydfrankrig.« Den Opmuntring Maleren
mødte her, var yderst sparsom (han beklager sig vedhol-
dende over de utilbørlige Priser, han maa punge ud med
for de aller nødvendigste Ting,) og netop da han stod i Be-
greb med at forlade Arles kunde han udbryde: »Lige fra
den første Begyndelse har jeg her mødt den nederdrægtig-
ste Modvilje.« — Og dog, — trods alt, elskede han denne
By. Han havde jo der altid for Øje denne gule, fortærende
Sol, som han tilbad. Hver Dag betragtede han Havernes
Frugttræer, Markernes bølgende Korn, Fladen og det væl-
dige, blaa Hav. Der er ikke Tvivl om at hine Tider i høj-
spændt Arbejde betegner hans Livs lykkeligste Periode,
dette Liv, der ellers var saa ribbet for Glæde.
Vincent kommer til Arles i Februar 1888. I Maj 1889 blev
han indlagt paa St. Remy’s Nerveklinik. Paa sjældne Und-
tagelser nær er hans Hukommelse ret afstumpet.
Man husker den ulykkelige Begivenhed med det afskaar-
ne Øre, saaledes som Bordelpigen, der fik det som »Erin-
dring« fra Kunstneren, har meddelt den. De nærmere Om-
stændigheder fortoner sig iøvrigt i vag Ubestemmelighed

og indskrænker sig til de almindelige Fraser: »Han var
indesluttet, noget menneskefjendsk; men den Djævel han
havde i Kroppen var ikke værst, e. c. t. Jeg har maattet
slaa mig til Taals med en Talemaade der gik Mand og
Mand imellem dernede: »Malerne er som Svinene, man ken-
der dem først naar de er døde.«
En gammel Genbo, der daglig saa Maleren, fortalte mig
følgende: Altid yderst tarveligt klædt i en altfor stor Ar-
bejdskittel, begav han sig ud for at male Dagen igennem.
Han gik fuldstændigt op i sit Arbejde, og beskæftigede sig
ikke med sine Medmennesker. Hvis Sol eller Blæst umulig-
gjorde, at han malede, gik han gerne ind i et af de beryg-
tede Huse. Ordentlige Mennesker hverken hilste paa ham
eller brød sig om at omgaas ham.
Madame Carrel, hos hvem Vincent først boede og spiste,
er nu 75 Aar. Jeg traf hende i Marseille og hun, meddelte
mig en og anden af sine temmelig sparsomme Erindringer.
I nogle Maaneder boede Vincent i hendes Pensionat, rue
Amedée Pichot 30.
Han talte ret daarligt Fransk og hans Udtale røbede
Udlændingen. Madame Carrel troede, at han var Russer.
Han var virksom, yderst aarvaagen og evigt optaget af


68