Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Det er jo ellers oftest Profeternes Skæbne. Men Møller
Jensen har udvist den for en Reformator ikke helt almin-
delige Omtanke at holde sig paa de uomtvistede Sandhe-
ders sikre Grund. Han har altid haft sin Styrke i med me-
gen Myndighed at hævde Grundsætninger, som det ikke
er faldet noget Menneske ind at bestride. Hans Agitation
bestaar i varmhjertet Paakaldelse af saa almindelige mo-
ralske Kvaliteter, at den, der vilde vove at sige ham imod,
derved vilde stemple sig selv som en Daare. Han vil gøre
Haandværket bedre ved at hæve vore Haandværkeres Mo-
ral. Han har sat sig til Opgave at bekæmpe daarlig Smag,
Forlorenheden i Hjemmenes Indretning, Stilimitation og
Materialeforfalskning. Han vil rejse Haandværket af det
Forfald, hvori Industrialisme og Spekulation har bragt det
— alt sammen Bestræbelser, som af alle velmenende Men-
nesker maa mødes med uforbeholden Anerkendelse.
Dertil kommer, at Møller Jensen i den Skolevirksomhed,
som har givet ham Lejlighed til at praktisere sine Teorier,
har vist en ganske tilsvarende Resignation. Ogsaa her har
han afholdt sig fra nogen virkelig radikal Indgriben, der
kunde støde an mod en hævdvunden Opfattelse og kræn-
ke de Autoriteter, hvis Bevaagenhed har været nødvendig
for hans Sags Trivsel. Hans Vejledning og Undervisning
af de forholdsvis faa unge Haandværkere, der besøger hans
Skole, har væsentlig taget Sigte paa Smagens Forbedring.
Hans reformatoriske Gerning har været at indgive en Del
Haandværkere Landet over den sikre Overbevisning, at en
dekorativ Stil, der bygger paa den gamle danske Almuestils
Ornamentik, er god Smag og i det hele taget anbefalelses-
værdig frem for anden Stilimitation. Ad denne Vej har han
ment at skabe nationalt præget Haandværkerarbejde.
*
Meningen er sikkert god. Og Bestræbelsen har da ogsaa
faaet den mest ønskværdige Anerkendelse i Form af klæk-
keligt Statstilskud. I en Aarrække har Møller Jensens Aka-
demi for Smagskultur været baaret økonomisk af Staten.
Bestræbelser i national Retning er altid egnet til at skabe
Sympati paa de rigtige Steder, men mere er der heller ikke
om det. Det viser sig jo nemlig, at den moderniserede Al-
muestil, der er Møller Jensens Indsats paa det smagskul-
turelle Omraade, aldeles ikke virker særlig dansk, men me-
get mere, som om den skrev sig fra vore sydlige Nabolan-
de. Paa den Udstilling af hans og hans Elevers Arbejder,
der var arrangeret i Kunstindustrimuseet for et Par Aar si-
den, var det f. Eks. paafaldende at se, hvorledes meget af
det, der her var udstillet, mest af alt mindede om den vist-
nok østrigske Hjemmeindustri af malede og dekorerede
Træsager, man kender fra Butikerne ved Juletid.
*
Ulykken er jo, at han er begyndt ved den forkerte Ende.
Han har villet opdrage Smagen. »Smagskultur« er et Ud-
tryk, han ofte anvender •— som om det, man kalder Smag,
overhovedet var noget, der er Kultivering værd. Møller Jen-

sen burde med sine Anskuelser være den første til at
indse Begrebets Værdiløshed som Kriterium for noget som
helst, han skulde kunne forstaa, at det maa være bandlyst i
Arbejdet med Kunst eller Haandværk. Tværtimod at optræ-
de som Vejleder i Smagskultur, skulde han faa sine Elever
til at indse, at man ikke kan sige noget mere ligegyldigt
om en Ting, end at den er smagfuld, og at, hvis noget er
smagløst, er det, fordi det i en eller anden Henseende er me-
ningsløst. Konsekvensen af den sunde Reaktion mod al
Slags Stilimitation, der hører med til Møller Jensens refor-
matoriske Program, vilde været, at han havde holdt al Slags
Kunstneri udenfor sin Skole og givet sig til at arbejde med
de reele Problemer; de brugs- og fremstillingsmæssige, der
ligger for i Tiden — søgt at udvikle Elevernes sunde Sans,
animeret Sindrigheden. Saa kunde han roligt have ladet
Smagen passe sig selv. Hans Skole er blevet et Akademi
for smagfuld Ornamentik, men Sandheden er jo, at vor Tid
har ingen ornamental Stil og formodentlig heller ingen
Trang til nogen. Man kan beklage det, hvis man mener, det
er beklagelsesværdigt, men man kan ikke raade Bod paa
det ved at tilsløre Kendsgerningen med Laan fra Fortiden.
At oplære Nutidsungdom til at forskønne dens Frembrin-
gelser med den Ornamentik, der var naturlig og logisk fol-
de gamle, er simpelt hen at forvirre netop de Begreber, der
skulde klares. Det er at svække selve Grundlaget for en
sund estetisk Opfattelse.
❖
Det maa indrømmes Møller Jensen, at han i sin Bog ikke
praler af sin Skoles Resultater. Der staar i den intet om,
hvorledes han arbejder som Lærer, intet om de Metoder,
han har anvendt for at føre sine Reformer ud i Livet. Som
altid, hvor Møller Jensen er paa Talerstolen, staar han og-
saa her sikkert garderet bag sine Krav om Renhed, Ægt-
hed og Karakter. Han ser tilbage paa mange Aars Arbejde
for Haandværkets og Smagens Højnelse i rolig Bevidst-
hed om at have været en af de ivrige Vækkere, og han un-
derstreger, at han ved at være Lærer for Ungdommen
gennem mere end et kvart Aarhundrede er blevet mild i sin
Bedømmelse af mislykkede Forsøg. Derimod føler han Lyst
til at bruge en Hundepisk overfor dem, der intet selv har
udrettet, men kun formaar at rakke ned paa Arbejdsresul-
tater, der ikke helt er lykkedes. — Ja, var det kun Resulta-
terne, der ikke altid er faldet heldigt ud, men det er selve
Forstaaelsen, der paa et afgørende Punkt er glippet. Det
er Arbejdsretningen, der er forfejlet, deraf Misforholdet
mellem Møller Jensens profetiskagitatoriske Optræden og
hans statsunderstøttede Praksis. Derfor er han trods sine
høje ideelle Krav kommet ind paa et Sidespor, som ingen
Vegne fører hen, mens andre stilfærdigt arbejder videre paa
at komme ud af Stilforkvaklingens Uføre, ikke ved at grave
de gamle op, men ved at være sig selv, at vedkende sig
Nutidens Væsen, saadan som det er, og prøve paa at give
det estetisk Udtryk ved Nutidens egne, naturlige Midler.
Knud Pontoppidan.

74