Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

for rummelig og frisin-
det, og som danner en
velgørende Modsætning
til senere Tiders Male-
re og Skribenters ab-
solut e Udtalelser. Blev
Cézanne værdsat af de
Unge — hvad ikke al-
tid er ensbetydende
med de unge af Aar —-
kan man ikke sige det
samme om Tidens fø-
rende franske Kritik.
Poul Vollard, den
bekendte Pariser-
Kunsthandler, Cézan-
nes Biograf, har sam-
let en Række Udtalel-
ser i Anledning af hans
Deltagelse paa Udstil-
lingerne og efter hans


Paul Cézanne: Leda med Svanen

gen Tvivl om, at Cé-
zanne vil blive staa-
ende i Verdenskun-
sten. Han viste Vej
fremefter, brød Stil-
standen og Stilstand
er decideret Tilbage-
gang. —
Selv om vi ikke her
hjemme ejer nogle af
Cézannes Hovedvær-
ker, har vi dog enkelte
ret typiske Arbejder af
ham paa Glyptoteket.
Det dramatisk be-
vægede Billede Mor-
det, er i sine dybe
sortladne Toner, øjen-
synlig fra den Periode
hvor Cézanne, gennem
Manets Indflydelse, iv-

Død.
Forfatteren Marcel Foruquir skriver i Le Journal den 14.
Oktober 1904 — »Hvad der ved første Øjekast kendeteg-

rigt studerede de ældre
spanske Mestre, stærkt paavirket af Goya. Cézanne søger
at efterligne Goyas »furiose« Foredrag, men uden at for-

ner Cézannes Malerier er den kejtede Tegning og de tunge

klejne Cézanne kan man vel nok sige, at det ikke var heri

Farver. Hans Opstillinger, som man har rost saa meget,

hans Styrke laa. Hvor Goya i Farve og bidsk Karakteristik

er sat brutalt op og matte i Virkningen.
Man har spaaet, at de en Dag vilde komme paa Louvre
Side om Side med Chardins. Dette glædelige Tidspunkt er

bygger sine Billeder op paa Grundlag af rent personlige
Oplevelser, ligefrem inspireret af sin flammende Indigna-
tion, saa bliver Cézannes »makabre« Billeder let udvendige

ikke overhængende.«
Følgende Skylle giver La Republique Francaise ham. —
»Lad os overlade til andre at beundre Cézannes Mistfostre,
de er malet med Snavs, for ikke at sige noget værre«. Godt
at det noble Pariserblad holdt sig i Skindet og sparede de
pæne Abonnenter for en unødig Sindsrystelse.
Ved Cézannes Død blev der heller ikke sparet paa
Krudtet. Han blev bl. a. kaldt for et mislykket Geni med en
øjensvaghed, hvis Portrætter vilde bringe Grand Guignols
Publikum i Henrykkelse, og én af de officielle Kritikere,

og teateragtige, hvad hans Modstandere før i Tiden fejl-
agtig udledte af, han i sin Ungdom havde beskæftiget sig
med Teatermaleri, men sikkert simpelthen skyldes, at det
handlingsbevægede Moment ikke havde Rod i hans Sind.
Selvportrættet med den stive rundpullede Hat, viser os
Cézanne fra en anden Side. Det lidt overmodige, selvbe-
vidste er veget for den modne Mands nok saa værdifulde
Egenskaber, Dybde og Ærbødighed for Kunsten. Han har
ikke tilsat noget af sin Kraft, derimod vundet i Finhed og
Erkendelse af Kunstens ubønhørlige Krav til Personlighe-

der var særlig velvil-
lig, beundrede endog
den Udholdenhed,
»hvormed Fader Cé-
zanne malede sine
daarlige Billeder.« Er
det ikke det man po-
pulært kalder et Ord
med paa Vejen? Som
sagt, Vollard har sam-
let en hel lille Bog af
disse Udtalelser, der
nu for største Delen
kun har Kuriositetens
Interesse; for selv om
der stadig er draget
Omsorg for, at Træer-
ne ikke vokser ind i
Himlen og at alt Men-
neskeværk klæber fast
ved Mulden, er der in-


Paul Cézanne: Mordet (Glyptoteket)

den. Hvor han før ma-
lede pastost og med
flotte Penselstrøg, som
en pokkers Fyr, mær-
ker man nu hans store
Lydighed og Respekt
for Naturen i de smaa
skælvende Penselstrøg
der sat Side om Side
paa Lærredet danner
et Billede af en forun-
derlig Styrke og Hel-
hed, trods den udpræ-
gede sønderdelende
Teknik; og som al
ægte Kunst ikke er
færdig, men arbejder
videre i Eens Bevidst-
hed, vokser og gror
som lødig Musik.
O. V. Borch.

99