Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

befinder jeg mig, som Middelalderens Mystikere foran den gud-
dommelige Virkelighed, indskrænket til blot at sige det der ikke er.
Cézanne var ikke dekorativ som saa mange af vore Samtidige;
han var ikke stærk, og Gud skal vide hvilken Styrke vi viser. Han
havde ikke Evnen til kraftigt at gribe et Emne og udtrykke det
med Fynd, saa at han øjeblikkeligt blev forstaaelig. Han syntes
ikke at have kunnet holde en Ide klar lige til Slutningen; der blev
altid noget tilbage, noget ufatteligt, som han vilde have klargjort,
hvis det havde været ham muligt at finde det. Kort sagt, han er
ikke fuldkommen, og jeg
finder, at mange moder-
ne Malerier er fuldkomne
ifølge det givne Grund-
lag.
Vi viser stor Sikker-
hed, men ingen var min-
dre sikker end Cézanne.
Han famler i den Grad,
at man kunde kalde ham
frygtsom, hvis det ikke
var, at hans Famlen be-
viser et fortvivlet Mod.
Selvom jeg her søger
at anvende positive Ud-
tryk, saa har de allige-
vel en eksklusiv Karak-
ter. Cézanne var saa for-
sigtig, saa lidet tilbøjelig
til at risikere en afgøren-
de Bekræftelse af Angst
for at være hovmodig.
Han var umaadelig yd-
myg; aldrig stolede han
paa sin Erfaring. Bagved
hvert Penselstrøg og for
hver Gentagelse skulde
Overbevisningen være er-
obret fra Naturen. Han
udførte intet, der ikke
kom fra den Overbevis-
ning, som fødtes i hans
Bevidsthed.
For ham var Syntesen
ikke givet ved en øjeblik-
kelig opklaret Aabenba-
ring. Syntesen, den nær-
mede han sig med uende-
lig Forsigtighed angst
for, at en forhastet Slut-
ning skulde borttage no-
get af den sammensatte
Helhed. Syntesen, det var
den Asymtote mod hvil-
ken han stræbte uden nogensinde helt at naa den uhaandgribe-
lige Virkelighed.
Omtrent saaledes kan man bestemme Kunstens særlige Karakter
hos Cézanne. Men naar man taler om Cézanne paa denne Maade,
bør man nøjere angive hans forskellige Stadier. Saaledes viste han
sig i sin fulde Udfoldelse efter flere Aars Stræben og Forsøg i
forskellige Retninger; det er Cézanne, da han har fundet sig selv.
Meget lidt af det ovenanførte passer paa den unge Cézanne.
Man kender saa godt den gamle Cézanne: undseelig, dunkel,
unddragende sig al Kontakt med andre, men i Stand til at forsvare
sig, hvis man angreb ham, at man maa anstrenge sig for at fore-
stille sig Cézanne ung, begejstret og med sydlandsk Frodighed,
fortæret af Lidenskab for Malerkunsten og tørstende efter Berøm-
melse. Det var denne Cézanne, der blev den unge Skoles sorte
Faar, hvis fornærmelige Ord mod den officielle Kunst, man kol-
porterede i Atelierne. Han synes at have været den største For-
haaner, den mest umulige af de Revolutionære. Man maa formode,
han paa den Tid har været i Besiddelse af en umaadelig Selvtillid
og en vis Indbildskhed, som kunde bedrage dem, der ikke kendte

den unge Malers Karakter, og saaledes ikke kunde forstaa hans
Lidenskabs Renhed. Dertil kommer en overdreven Følsomhed, der
lod ham uden Forsvar overfor en krænkende Kritik, og en usæd-
vanlig Mangel paa Behændighed og Sagkundskab i Fremstillin-
gen af de Personer hans Indbildningskraft fostrede. Man faar
senere at se hvilket tragisk Emne, der fandtes i hans Liv. Hans
Malerier viser os Udviklingen af et Drama, hvoraf Mesterværkerne
fra de sidste Dekader er den triumferende Løsning. Disse Mester-
værker krævede alle de Begivenheder, der fandtes i hans Liv, og
mellem disse tror jeg,
man maa understrege den
Betydning hans Begyndel-
ses opsigtsvækkende Fi-
asko fik. Hvis man fore-
stiller sig hans Maleri
»Le Festin« velvilligt mod-
taget af Kunstkritikerne
og derved dupere Publi-
kum, saa skimter man
Muligheden af en ganske
anderledes banal Karrie-
re, end den der i Virke-
ligheden blev ham til
Del. Hvilke Følger dette
Maleri kunde have frem-
kaldt! Storslaaede Kom-
positioner, hvor Kunstne-
ren vilde have udfoldet
hele sin Overspændthed
for at fremstille et Bil-
ledgalleri sammensat af
Hugo’sk Frodighed og
Baudelaire’sk Grusomhed.
Men lad os først be-
tragte hans sentimentale
Uddannelses Begyndelse.
Den Kendsgerning, at han
indledte Venskab med 7o-
la ved Gymnasiet i Aix,
synes mig ikke at være
uden Betydning. I hvert
Fald tilføjer den nogle
virkningsfulde Kontraster
til Dramaet om hans
kunstneriske Udvikling.
Man forestiller sig med
Lethed de to Sydlændin-
ges fyrige Ærgerrighed,
begge berørt af den hel-
lige Ild gensidigt opflam-
mende deres Indbildnings-
kraft ved de fælles Drøm-
me om kunstneriske Berømmelser. Det er muligvis Zola, der har
ført an, for selvom han senere misforstod den kunstneriske In-
spiration, saa er det tilstrækkeligt at læse »L’Oeuvre« for at faa
et Begreb om hans Ædelmodighed og store Uegennyttighed. Der
var ganske sikkert ingen Smaalighed, ingen personlig Interesse
i disse to unge Menneskers Drømme. Men Linierne i deres Liv
er forunderligt modsatte. Begyndt med den samme Ærgerrighed,
opnaaede den ene en straalende Sukces og Verdensberømmelse,
den anden fik en fuldstændig Fiasko. Ham der gjorde Lykke blev
mindre og mindre Kunstner, nedlod sig til at spotte Kunsten og
bøje sig for Publikums Stemme gennem Pressen; den anden blev
mere og mere den sande Kunstner, en heltemodig Skikkelse for
Efterslægten.
Vor Romantisme vil, at alt skal være en eneste Helhed, og man
har altfor let forvekslet Kunstnerens Heltemod med Mandens barn-
lige Forfængelighed, der tager Hensyn til Publikum. Naturen er
uendeligt rigere og altfor interessant til at kunne passe til disse
enkle Formler om Helte og Forræder, men Dramaet taber meget
af sin Interesse, hvis man afslaar at anerkende, at den unge Cé-


Paul Cézanne: Lasarus’ Opvækkelse (1867-68)

102