DOI Artikel:
Fry, Roger Eliot: Cézannes udvikling, [3]
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48050#0250
det Tjenestepigen som
har siddet Model paa den
samme direkte Maade.
Hendes Stilling er den, en
almindelig Person af sig
selv indtager foran en
Fotograf eller Maler. Det
ligner Cézanne at antage
den uden Ophævelser sto-
lende paa sin Kunsts
overordentlige Styrke til
at drage sig ud over Van-
skelighederne. Han be-
tænker sig ikke paa at
gentage de lodrette Li-
nier overalt, endog Skeen
og Kaffekandens Tud an-
bringer han umiddelbart
ligefor og fremhæver Kjo-
lens Lukning, der saale-
des deler Personen i to
lige Partier. Alt er an-
bragt ligefor og med en
flad Dør til Baggrund,
der saaledes bevarer den
parallelle Stilling medMa-
leriets Plan. Det er den
mest fuldendte Modsætning af Barokkens Fremgangsmaade, man
kan tænke sig, en ny overdreven Bekræftelse af den primitive
Kunst. Dette forklares ved den Kendsgerning, at for Cézanne røber
en flad Dør en Uendelighed af Bevægelser, og en ligesaa uudtøm-
melig sammensat Tilstand som enhver anden Genstand Lyset fal-
der henover. Fladheden i Motivet er fuldstændig tilintetgjort, alt
er uddybet og alt bevæger sig. Læg Mærke til, at Modeleringen af
Hænderne er snarere forenklet, medens Dørens Flade er beriget
efter Behag. Cézanne søgte instinktmæssigt at opnaa en fuldkom-
men Sammenhæng i de plastiske Bevægelser fra den ene Ende af
Maleriet til den anden, og det lykkedes ham ved denne Udjævning.
Denne Sammenhæng skaber ikke Betoningen af Volumnerne. Han
fastholder alligevel Relieffet og de fornødne Afstande mellem de
forskellige Linier. Plasticiteten er klar og letfattelig i denne Kom-
position, hvor alt afgørende indtager sin Plads.
Denne Periode har ogsaa givet os en Række ypperlige Land-
skaber, jeg tager som Eksempel »La Route du Chateau noir«.
Desværre er Gengivelsen ikke god. Maleriets Virkning er klar og
næsten munter. Han har
truffet Sydens Lys nøjag-
tigt, og intet i dette Male-
ri fremkalder den melo-
dramatiske Virkning som
fremgaar af Farvernes
Veksling i en mangelfuld
Struktur. Her er Krysta-
liseringen af Formerne
fuldendt. Linierne er ind-
viklede, men danner en
plastisk Konstruktion af
forbavsende Styrke, en
Konstruktion, hvor den
overdrevne Sammensathed
ikke skader Forholdenes
Klarhed. Hver Linie slut-
ter sig saa nøje til de fo-
regaaende, at dens Betyd-
ning for Indbildningskraf-
ten straks bliver synlig.
Det Begreb om Plastici-
teten Cézanne havde
skabt, naar her Fuldkom-
menheden. Dersom man
sammenligner dette Male-
ri med »Le Compotier«,
saa ser man, hvormeget
Cézanne har udviklet sig.
Han stiller sig meget fri-
ere overfor Motivet, sto-
ler i højere Grad paa sin
Følsomhed og sine er-
hvervede Kundskaber. Ik-
ke blot er Formerne ind-
skrænkede til retliniede
Konturer og enkle Bøj-
ninger, men ogsaa Far-
verne er systematiseret!
Han modulerer i sin Far-
veskala omtrent som man
modulerer i en musikalsk
Toneskala. Han søger ik-
ke de samme Anvisninger
i Naturen som forhen,
men kun en Paavirkning
fra Modulationen, som
han saa gengiver i Over-
ensstemmelse med Skala-
ens Stigning. Og han mo-
dulerer med en saadan
Behændighed og Rigdom
af Toner, at enhver Ide
om System forsvinder og
tværtimod efterlader os en Illusion om selve Livet.
I sine Natures mortes analyserede Cézanne Sandsynligheden.
Selvfølgelig, naar han fremstillede Analysen, traadte hans Følsom-
hed til, men kun i de nødvendige Ændringer. Her er det modsat,
Indtrykket af at have analyseret Sandsynligheden er næsten illu-
sorisk. Cézanne respekterer mindre Sandsynlighedens Kendsger-
ninger. Hver Linie er moduleret med de samme Farver, der er an-
vendte i de forskellige Forhold. Konturernes og Skyggernes graa-
blaa Farve er skraveret med Lak, derefter ses nogle Veronese-
grønne, Kobolte, nogle sjældne Kadmium-grønne og en Række
orangegule Farver, der gaar fra okker næsten over til den zinno-
berrøde Farve. Han har fundet de Grundsætninger for Farverne
der nøjagtigt svarer til dem, der behersker Formerne. Men det maa
fremdeles bemærkes at Naturens Uendelighed er angivet og endog
forhøjet ved den Finhed og Varme, hvormed han anvender sine
Grundsætninger. Til Dels er det Forandringen af Penselstrøgene,
der giver ham denne Magt, thi de er nu meget friere og bevæger
sig i en mere elastisk Rytme. Han er nu saa fuldstændig Herre over
den akvarellestiske Frem-
gangsmaade, at han kan
lade store Partier af Lær-
redet umalede, og dog,
naar man ser det i den
tilstrækkelige Afstand, er
Virkningen af den fuld-
endte plastiske Sammen-
hæng uimodstaaelig. Det
maa anerkendes, at hver
Del har sin bestemte Af-
stand og nøjagtige Re-
lief. Malerierne er fuld-
stændig færdige trods de
umalede Partier. Og skønt
de giver Indtrykket af en
naturlig Frembringelse,
kan man dog sige, at de
fra Begyndelsen til Enden
er skabt af Cézannes Be-
vidsthed.
Mod Slutningen af Aa-
ret 1900 forandrer Cézan-
ne for sidste Gang sin
Fremgangsmaade. Por-
trættet af Vallier og et
Landskab tilhører denne
Pa ul Cézanne: Æbler og Primula
Paul Cézanne: Stillleben med Vinflaske
138
har siddet Model paa den
samme direkte Maade.
Hendes Stilling er den, en
almindelig Person af sig
selv indtager foran en
Fotograf eller Maler. Det
ligner Cézanne at antage
den uden Ophævelser sto-
lende paa sin Kunsts
overordentlige Styrke til
at drage sig ud over Van-
skelighederne. Han be-
tænker sig ikke paa at
gentage de lodrette Li-
nier overalt, endog Skeen
og Kaffekandens Tud an-
bringer han umiddelbart
ligefor og fremhæver Kjo-
lens Lukning, der saale-
des deler Personen i to
lige Partier. Alt er an-
bragt ligefor og med en
flad Dør til Baggrund,
der saaledes bevarer den
parallelle Stilling medMa-
leriets Plan. Det er den
mest fuldendte Modsætning af Barokkens Fremgangsmaade, man
kan tænke sig, en ny overdreven Bekræftelse af den primitive
Kunst. Dette forklares ved den Kendsgerning, at for Cézanne røber
en flad Dør en Uendelighed af Bevægelser, og en ligesaa uudtøm-
melig sammensat Tilstand som enhver anden Genstand Lyset fal-
der henover. Fladheden i Motivet er fuldstændig tilintetgjort, alt
er uddybet og alt bevæger sig. Læg Mærke til, at Modeleringen af
Hænderne er snarere forenklet, medens Dørens Flade er beriget
efter Behag. Cézanne søgte instinktmæssigt at opnaa en fuldkom-
men Sammenhæng i de plastiske Bevægelser fra den ene Ende af
Maleriet til den anden, og det lykkedes ham ved denne Udjævning.
Denne Sammenhæng skaber ikke Betoningen af Volumnerne. Han
fastholder alligevel Relieffet og de fornødne Afstande mellem de
forskellige Linier. Plasticiteten er klar og letfattelig i denne Kom-
position, hvor alt afgørende indtager sin Plads.
Denne Periode har ogsaa givet os en Række ypperlige Land-
skaber, jeg tager som Eksempel »La Route du Chateau noir«.
Desværre er Gengivelsen ikke god. Maleriets Virkning er klar og
næsten munter. Han har
truffet Sydens Lys nøjag-
tigt, og intet i dette Male-
ri fremkalder den melo-
dramatiske Virkning som
fremgaar af Farvernes
Veksling i en mangelfuld
Struktur. Her er Krysta-
liseringen af Formerne
fuldendt. Linierne er ind-
viklede, men danner en
plastisk Konstruktion af
forbavsende Styrke, en
Konstruktion, hvor den
overdrevne Sammensathed
ikke skader Forholdenes
Klarhed. Hver Linie slut-
ter sig saa nøje til de fo-
regaaende, at dens Betyd-
ning for Indbildningskraf-
ten straks bliver synlig.
Det Begreb om Plastici-
teten Cézanne havde
skabt, naar her Fuldkom-
menheden. Dersom man
sammenligner dette Male-
ri med »Le Compotier«,
saa ser man, hvormeget
Cézanne har udviklet sig.
Han stiller sig meget fri-
ere overfor Motivet, sto-
ler i højere Grad paa sin
Følsomhed og sine er-
hvervede Kundskaber. Ik-
ke blot er Formerne ind-
skrænkede til retliniede
Konturer og enkle Bøj-
ninger, men ogsaa Far-
verne er systematiseret!
Han modulerer i sin Far-
veskala omtrent som man
modulerer i en musikalsk
Toneskala. Han søger ik-
ke de samme Anvisninger
i Naturen som forhen,
men kun en Paavirkning
fra Modulationen, som
han saa gengiver i Over-
ensstemmelse med Skala-
ens Stigning. Og han mo-
dulerer med en saadan
Behændighed og Rigdom
af Toner, at enhver Ide
om System forsvinder og
tværtimod efterlader os en Illusion om selve Livet.
I sine Natures mortes analyserede Cézanne Sandsynligheden.
Selvfølgelig, naar han fremstillede Analysen, traadte hans Følsom-
hed til, men kun i de nødvendige Ændringer. Her er det modsat,
Indtrykket af at have analyseret Sandsynligheden er næsten illu-
sorisk. Cézanne respekterer mindre Sandsynlighedens Kendsger-
ninger. Hver Linie er moduleret med de samme Farver, der er an-
vendte i de forskellige Forhold. Konturernes og Skyggernes graa-
blaa Farve er skraveret med Lak, derefter ses nogle Veronese-
grønne, Kobolte, nogle sjældne Kadmium-grønne og en Række
orangegule Farver, der gaar fra okker næsten over til den zinno-
berrøde Farve. Han har fundet de Grundsætninger for Farverne
der nøjagtigt svarer til dem, der behersker Formerne. Men det maa
fremdeles bemærkes at Naturens Uendelighed er angivet og endog
forhøjet ved den Finhed og Varme, hvormed han anvender sine
Grundsætninger. Til Dels er det Forandringen af Penselstrøgene,
der giver ham denne Magt, thi de er nu meget friere og bevæger
sig i en mere elastisk Rytme. Han er nu saa fuldstændig Herre over
den akvarellestiske Frem-
gangsmaade, at han kan
lade store Partier af Lær-
redet umalede, og dog,
naar man ser det i den
tilstrækkelige Afstand, er
Virkningen af den fuld-
endte plastiske Sammen-
hæng uimodstaaelig. Det
maa anerkendes, at hver
Del har sin bestemte Af-
stand og nøjagtige Re-
lief. Malerierne er fuld-
stændig færdige trods de
umalede Partier. Og skønt
de giver Indtrykket af en
naturlig Frembringelse,
kan man dog sige, at de
fra Begyndelsen til Enden
er skabt af Cézannes Be-
vidsthed.
Mod Slutningen af Aa-
ret 1900 forandrer Cézan-
ne for sidste Gang sin
Fremgangsmaade. Por-
trættet af Vallier og et
Landskab tilhører denne
Pa ul Cézanne: Æbler og Primula
Paul Cézanne: Stillleben med Vinflaske
138