Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

SOMMER-UDSTI LLINQER

HUNDREDKRONERS-BUTIKEN hos
Rammefabrikant Binger i Palæ-
gade blev ikke den Succes, som
man ventede. Saa snart Dagspressen holdt
op med at støde i Trompeten glemte Publi-
kum det udmærkede Foretagende. Endnu
er Kunsthandelen ikke gaaet ind til den
evige Hvile, men man er vist klar over,
at den konstante blandede Udstilling ikke
er nok til at trække Folk til Huse. Og det
værste er, at Princippet i sig selv har lidt
en afgjort Fiasko. Det var det brede Publi-
kum, man vilde have haft fat i, alle dem,
der køber komplet
værdiløse Glarme-
sterbilleder for Pen-
ge, de lige saa godt
kunde faa virkelig
Kunst for. Og de
udeblev totalt. Kunst-
venner og Kunst-
kyndige er naive,
naar det gælder det
store Publikums
Smag. De hævder
meget rigtigt, at den
ikke er ringe, men
man kommer Sand-
heden nærmere, naar
man siger, at det
store Publikum som
oftest ingen har.
Kunst er et Ord for
dem — intet Begreb.
Den jævne Mand sø-
ger en Reproduktion
af Naturen •— intet
andet. Deri ligger
den store Vanske-
lighed: først at opdrage Folk til at for-
staa Begrebet Kunst og dernæst at faa
dem til at gaa paa Opdagelse i Kunstens
omfattende Verden. Det lyder udmærket
at ville gøre Kunsten populær, men det
er desværre ugørligt, naar det gælder bil-
dende Kunst. Digtning, Musik, Dramatik
taler samtidig til det menneskelige, Følel-
sen, Stemningen, ja, til saamange Fakto-
rer hos Menneskene, at det »kunstneriske«
kun er en Bestanddel, som af de fleste
slet ikke fornemmes bevidst.
Den bildende Kunst kan forene det per-
sonlig skabende med det reproducerende,
men ogsaa yde store Værdier rent arti-
stisk. Og det er ikke saadan at faa Publi-
kum uden Spor af Forudsætninger til at
forstaa. Hundredkroners-Butiken bød Folk
billig Kunst, og mange Kunstvenner af-
lagde et Besøg og købte et Billede, men
»Folket«, som kun er indstillet paa »Stok-
roser foran Huset«, »Skovaa i Solskin«
eller »Vinter i Dyrehaven« lød ikke Dags-
pressens Kalden. Hvis Hundredkroners-Bu-
tiken fremdeles skal være de Unges Kunst-
handel, saa maa der gøres noget ekstra
for at holde Liv i Foretagendet.
Det sidste i denne Retning er en Række

skiftende Seperatudstillinger af ung Kunst.
Maleren Flemming Bergsøe indledede, og
lige efter kom de to af »De Fire«: Karl
Larsen og Axel Salto med en Udstilling
af deres sidste dekorative Experimenter.
Karl Larsen var den største Overraskel-
se. Hans Nature morte-Mosaik var saa
smuk og rigtig, at man maa haabe, at
han vil udnytte sit følsomme Instinkt og
Evne i denne Kunstarts Tjeneste. Fresco-
dekorationerne viste en vel brutal Haand-
fasthed, der dog ikke var uden monumen-
talt Anslag. Ogsaa Salto præsenterede sig

fra sin bedste Side. Oliefarven har aldrig
været Salto god. I Fresco derimod har han
meget lettere ved at faa Farverne til at
klinge harmonisk sammen. Helt fint og
fornemt var Aktæons Forvandling. Saltos
dekorative Evner berettiger ham i afgjort
Grad til et forsat Arbejde med Fresco’en.
. Mogens Vantore og Petri Gissel afløste
Karl Larsen og Salto. Denne Udstilling
følte man var lovlig improviseret. Det var
næsten udelukkende tidligere kendte Bil-
leder, der ikke var altfor kræsent valgt
ud.
Gissel, som virkelig har vundet sig en
Position i de sidste Aar, burde have været
mere omhyggelig, naar han ønskede at
fæstne sit Fysiognomi i Folks Bevidsthed.
Vantores utvivlsomme Begavelse er alle
enige om — ligesom, at han ikke røgter
den, som han burde. Heller ikke denne
Udstilling forandrede dette Indtryk. Hvis
Vantore kunde koncentrere sig om en
virkelig Opgave, var han sikkert Mand
for at løse den.
I Ungarsk Vinhus slog vore unge Gra-
fikere sig sammen om en Udstilling i de
daglig benyttede Lokaler. Man tænkte
paa Turisterne og mente, at her var en

Chance. Et grafisk Blad er betydelig let-
tere at transportere end et Maleri. Des-
værre for de unge Kunstnere blev Udstil-
lingen en økonomisk Skuffelse. Men det
var en Fornøjelse at se, hvor godt og iv-
rigt vore unge Kunstnere arbejder med de
grafiske Problemer. Man kan tage en hel
Buket som: Mogens Ziegler, Hjorth Niel-
sen, Holger J. Jensen, Leo Estvad, Gitz-
Johansen, og hver for sig viser en stadig
og lovende Udvikling.
Af andre Sommerudstillinger maa hel-
ler ikke glemmes de to blandede Udstillin-
ger hos Chr. Larsen
paa Højbroplads og
i Kunsthallen paa
Købmagergade.
Som en Afslutning
paa Sommerens Ud-
stillinger kan samti-
dig omtales et Ud-
smykningsarbejde,
Dekoreringen af en
Spisestue, som Ma-
leren Leo Estvad har
udført for en hervæ-
rende Forretnings-
mand. Det er et ret
anseligt Arbejde, og
Estvad har grebet
det heldigt an. Det
store Rum er forsy-
net med høje mørke
Paneler, som paa
Forhaand har angi-
vet, at Stuens Ar-
kitektur krævede den
resterende Vægflade,
der dannede en na-
turlig Frise, respekteret. Paa Væggen, el-
ler rettere paa Felter ind ad i Væggen,
har Estvad malet en Række muntre hol-
landske Scener blaat i blaat som hol-
landske Kakler. Man ser paa Stuens ene
Langvæg et overdaadigt Brouwersk Drik-
kelag — paa den anden fantastiske Jan
Steen’ske Spillemænd, trakterende Fiol
og Fløjte, Sækkepibe og Klarinet. Og en-
delig er Endevæggen helliget nogle typiske
hollandske Landskaber, der ligesom for-
længer Rummets kunstneriske Perspektiv.
Det hele er gjort med godt Humør og
afgjort dekorativ Sans. Man kan kriti-
sere det pasticheagtige i Motivvalget, men
Stuens Karakter maatte selvfølgelig først
og fremmest respekteres. Næste Gang maa
man haabe, at Estvad kan faa en Opgave,
hvor han helt kan give sig selv.
Nu nærmer vi os Højsæsonen, og Ud-
stillingerne blomstrer frem omkap med Ef-
teraarets bugnende Flora.
Hjort Nielsen har hos Binger stillet op
i Rækken af de smaa Seperatudstillinger,
der klæder dette lille intime Lokale godt.
Han er tilsyneladende født Virtuos, der
tumler Penslen med en Kunstners overleg-
ne Bravour. Koloristisk begavet er han


Leo Es tvads Spisestuedekoration. Et karakteristisk Hjørne med Klarinetspilleren
og det ene af de hollandske Landskaber

141