Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

KUNSTEN

F O R U

M

I O. V. Borch’s efterfølgende, rigt illustrerede Gennemgang af Det danske
Kunststævne er ikke medtaget Billedstof, der har været gengivet i Samleren.
For Kunstnere som Ejnar Dieisen, Julius Paulsen, L. A. Ring
ni. fl. henvises derfor for Illustrationernes Vedkommende til tidligste Numre.

MOTORPALADSET og Bokserarenaen, Kæmpe-
hallen, der allerede er for lille til sit oprinde-
lige Formaal, Ringen skal udvides, Stadeplad-
l serne forøges... Knud Larsen er maaske De-
tailhandler inden Foraaret, og hvem med Respekt for sig
selv kører en Roll-Royce af forrige Aargang. »Bare mase
paa«, som Gæsterne paa de unummererede Pladser si-
ger. — —
Det er en lidt banal, men ganske opbyggelig Lære, der
talte fra Væggene i Kunstbyen, som Forum for nogle Uger
laante Rum under sine svungne Jernbuer. Der er alligevel
Værdier, som Møl og Rust ganske vist kan fortære, men
som kraftigere Næver, skiftende Moder, bedre Teknik, ikke
slaar ud!
De og jeg vidste det selvfølgelig, men det er næppe hel-
ler for vor Skyld, ikke fortrinsvis i hvert Fald, at denne
Indsats er gjort. Det er nemlig en Kendsgerning og vel
værd at henlede Evolutionisternes Opmærksomhed paa, at
mens Hundehvalpe, ja, selv Kattekillinger, nok fødes blin-
de, men efter blot faa Dages Forløb faar deres Syn, gaar
Tilværelsens udvalgte Skabning, selve homo sapiens, ofte
Livet igennem uden at faa Øjnene op (formentlig en
Atavisme fra en fjern Dybvandstilværelse, men paa ingen
Maade forenelig med det nuværende Udviklingstrin).
Men Spøg tilside. Betydningen af et Opbud som Det
danske Kunststævne i Forum 1929 kan simpelthen ikke
overvurderes. 1 en Tid, hvor Publikum altsaa ikke kan
eller vil se andet end Glansen i »den gyldne Hjælm« (der
i alle Tilfælde ikke er laant fra Pallas Athene’s Rustning),
er beruset af Benzinos og sløvet af Stanken fra Storfinan-
sens Selvmorderkapel, maa enhver mærkbar Melding fra
andre Egne — om ikke andet saa for en haardt tiltrængt
Forandrings Skyld — hilses med Glæde.

Og det bliver ikke mindre opmuntrende, naar Meldingen
har et Følge som her. Aars tærende Ørkenvandring, hvis
væsentligste Adspredelse var at rive Haaret af hinanden,
har følgelig og lykkeligvis ikke helt tilsat Kunstens uer-
stattelige Arvelod, Festens Gave. — Fremtiden skal nok
vise, at Lysene ikke tændtes forgæves.
Men maa vi saa ikke alle, og da først og fremmest de af
os, hvem dansk Kunst er en Livssag, eller burde være det,
efter hver sin Rigdom illuminere sit Hus?
Det kan dog aldrig være afgørende, om der ved Serve-
ringen har været en Ret for meget eller af Kendere savne-
des en anden. Blot Gæstebudet ellers var godt og forsvar-
ligt og Mængden ikke manglede noget. Dens Appetit var
det, der skulde vækkes, og hvad der saa ellers er af Næ-
ringsværdi finder den nok, om ogsaa alle Navnene ikke
var med i Menuen.
Alligevel forstaar man det »floromvundne« hos dem, der
af en eller anden Grund betragter sig som Vaabendragere
for Kredse, der synes forfordelt ved Ombæringen. Selvom
man føler Trang til at hviske disse brave Mennesker i Øret,
at det, Kunsten fornemmelig tiltrænger, er ikke Hyrder, der
kan holde Mandtal, men finde Græsgange. Men absolut
usympatiske virker hele den graa Skare af kunstfilosofe-
rende Sæsonarbejdere, der hvorsomhelst og naarsomhelst
tropper op, bare der er Fest i Gaden.
Og dog. Hvorfor fortørnes paa disse nidkære Skrivere
og for sparsomt beskæftigede Museumsbetjente, der med
Manchetterne ved Siden af Tepotten og Tungen i Ciga-
rens Plads, er i Færd med at betro Papiret, »hvorledes det
skulde have været«.
Vi kender jo alle Manden, der kan flytte Raadhustaar-
net, hvis han vil-