Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

F rido lin Johansen (1868—1908) Formiddag paa Dyrehavsbakken 1886. H. 37. B. 74, tilh. Skuespiller Albrecht Schmidt

Tidspunkt forstaaet at emancipere sig, haft den sikre in-
stinktive Forstaaelse af Kunstens inderste Væsen.
Ganske vist er Krøyer, Tuxen, Anna og Michael Ancher
og Viggo Johansens Kunst i udpræget Grad præget af
Impulser fra 70ernes franske efterimpressionistiske Strøm-
ninger, men de forstod at omsætte det og skabte fremra-
gende Værker, hvoraf enkelte har sat Mærkepæle i dansk
Kunst.
Deres samtidige, L. A. Ping, der er en af de betydelig-
ste Personligheder fra den Epoke, er derimod fuldstændig
uberørt af den impressioni-
stiske Luft, han skaber ge-
diegne Værker, der i Kom-
position og Farvesyn og he-
le kunstneriske Fornemmel-
se mere er i Slægt med
Breughel og Millets Kunst.
Men der er dog ingen Tvivl
om, at Ring væsentlig har
skabt sig sin egen kunst-
neriske Udtryksform, der
har sin naturlige Grobund
i det »udramatiske« sjæl-
landske Landskab omkring
Roskilde og Baldersbrønde.
— Det er det ubehagelige
ved Kartoteksystemet, at
det altid glipper i det afgø-
rende Øjeblik.
Kristian Zahrtmann ind-
leder ved sin Lærergerning
et helt nyt stort og rigt Af-
snit af dansk Kunst. Han
havde selv som Kunstner en
Mængde Hæmninger at
overvinde, og paastod jo
selv, at han ikke havde Ta-

lent, hvad man nok kan kalde en mild Overdrivelse. Men
ved sit Eksempels Magt viste han de Unge paa sin Ma-
lerskole, hvor højt og vidt man kan naa, naar den rette
Vilje er til Stede. Han var en Levendegørelse af Brandes’
Ord, at Geni er tre Ting: Arbejde, Arbejde og atter Ar-
bejde.
Zarthmanns Kunst var ikke overset i hans Levetid, og
vil uden al Tvivl ogsaa leve i Fremtiden. Det, der skor-
ter den paa i det rent maleriske, ejede den i rigt Maal i
sit dybe Følelsesindhold, selv hvor hans Farve er nok saa
disharmonisk og skrigende,
er hans Kunst altid vægtig.
Han virker aldrig ligegyl-
dig, er ikke en Billedmager,
der blot maler, fordi det nu
enganger blevet hansMetiér.
Der er altid noget, han vil
meddele, noget han har paa
Hjertet, og hvor skingrende
han end paasætter Farven,
viser han sig til Trods for
det som den store Kunstner,
der formaar at virke over-
bevisende. Zahrtmanns Job
og de fleste af Eleonora-
billederne er menneskelige
Dokumenter af gribende
Virkning, der brænder sig
ind i ethvert følelsesbetonet
Menneskes Sind. Farven
glipper tit og ofte, men
Zahrtmanns Kunst er et Be-
vis for, hvor forsigtig man
skal være med at tro paa
Dogmet, at et Maleri for at
være Kunst først og frem-
mest skal være godt i Far-


Kai Nielsen (1882—1924): Siddende Kvindefigur 1910—11, Kalksten.
H. 85, tilh. Fru Laura Wanscher

150