Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

Kunstnerpersonlig-
heder som Herman
Vedel, der sit lidt
oliede Farvesyn til
Trods har skabt et af
de dekorativeste Por-
trætbilleder i dansk
Kunst, Portrætet af
August Goli, der fand-
tes paa forrige Aars
Foraarsudstilling. Sz-
gurd Wandel med si-
ne episke Interiører
fra Hjemmets Verden
og Ejnar Nielsen, der i
sine molstemte Arbej-
der skaber Kunst, der
i sin indtrængende
medfølende Menneske-
skildring er enestaa-
ende i dansk Kunst.
Hans Billeder af Den
syge Pige (Galleriet),
Portrætet af Ellen
Key. Den blinde Pige,
Gamle Mennesker og
ikke at forglemme
hans følsomme
Tegninger til
Karl Larsens
Fortælling om

Johannes
Hansen
(f. 1903):
Gruppe
1924, Mar-
mor, ti Ih.
Statens
Museum for
Kunst

blodrige Falstafferi, meget mere i
Slægt med de gamle Grækeres kold-
sindige Afskedstagen og Foragt fol-
det individuelle, naar de fra Scenen
med Masker for Ansigtet raabte de-
res kynisk ætsende Haan ud mod
Publikummerne.
Willumsens Evner som Arkitekt
og Arrangør er simpelthen geniale.
Hans Arrangement af Friluftsscenen
i Dyrehaven med de to melankolske
Ravne, der flankerer Indgangen til
den mystiske Skovdybde, kan ikke
tænkes løst bedre.
Den frie Udstillingsbygning og
hans eget Hjem i Hellerup med de
svagt rødmende Mure, det grønne
Tegltag og i Skrævet af Huset den
knejsende Poppel, er uovertrufne
Værker i dansk Nutids Arkitektur —
Poul Henningsens Bygning i Syd-
havnen for de Akademiske Roere
medregnet. —
»Malerskulpturen« florerede rige-
ligt i 90erne, men hverken Tuxen’s
eller Krøyer’s plastiske Frembrin-
gelser har Interesse i vore Dage, men
baade Philipsen’s, Willumsen’s og
Brødrene Skovgaard’s Skulpturer
staar stadig urokkelige. Paa Kunst-
stævnet ser man med Fornøjelse


Vilhelm Bissen
(1836—1913): Jægerinden,
Bronce, tilh. Statens
Museum for Kunst

den gamle Mands Barn, er Kunst, der
staar Maal med baade Whistler og Car-
rieres bedste Ting.
J. F. Willumsen og Ejnar Nielsen er i
Slægt med hinanden, hvor Ejnar Nielsen
gaar i Dybden og søger ind til Pulsslaget,
gaar Willumsen den anden Vej og anven-
der Menneskeskikkelsen som en diktato-
risk Iscenesætter, der bryder sig fejl om
Individets private Sjæleliv, naar han blot
faar gjort sin Iscenesættelse saa virk-
ningsfuld som mulig. Men fælles for
dem begge er, at naar deres Arbejde
lykkes, skaber de den lødige Kunst, hvor
man fornemmer det rigtige Sus.
Willumsen maa man ikke se paa spe-
cielt som Maler. Hans Billede Efter
Stormen, vel det største, han endnu har
gjort, er en Haan og Protest mod det ved-
tagne maleriske.
Det er ikke Farve, det er malet med,
heller ikke de skikkelige ubehjælpsom-
me Kulører, som Dilettanterne anven-
der af Nemhedshensyn for ikke at blan-
de, men ætsende Vitriol, livgivende men
fjendsk mod alle nærgaaende Betragtnin-
ger. Efter Stormen er Komediespil, men
god Komedie, ikke en Shakespeares

Th. Philipsens romerske Tyr i Bronce,


den Dag i Dag lige livfuld og spændstig,
og man ærgrer sig over, at Philipsens sto-
re Brønd med Bryggerknægtene aldrig
blev ført ud i Virkeligheden.
Med Anders Bundgaard og Hansen-]a-


cobsen og Rudolph Tegner begyndte Løf-
telsen i dansk Billedhuggerkunst. Bund-
gaards Gefion var en virkelig Be-
frielse fra det daglige Livs Jord-
bundethed. De tunge Tyre og Ge-
fions solide Skikkelse frigjorde Material-
ismen i et skummende Fos af Vandkaska-
der Det var en ny Tid for dansk Skulp-
tur, der indvarsledes. Hansen-Jacobsen
skabte sin skønne Gruppe Døden og Mo-
deren og udløste sine Syner i sære fanta-
stiske Linierytmer i Skyggen, Trold, der
lugter Menneskeblod o. fl. a.

Rudolph Tegners Rodinbegejstring var


Aage Nielsen Edwin (f.
Drengen med Fugleunger, Gibs.
tilh. Kunstneren

1898):
H. 120.

naturlig og fandt gribende Udtryk i Fin-
sen-Monumentet (det første Udkast in-
den J. C. Christensen foretog sin »Ret-
telse«) og i den dramatisk — maaske
lidt for dramatiske — skønne Gruppe af
Kong Ødipus, der i kvalfuld Smerte læ-
ner sit martrede Hoved mod sin unge Dat-
ters spæde nøgne Krop.

154