Samleren: kunsttidsskrift (6.1929)

ende Pige i det krakelerede
metalliske Cement, er frem-
ragende Prøver paa hans
Evner i den Retning. Og ind
imellem det hele snor sig
som smygende søde Sange
hans Statuetter af myge,
forelskede Kvindekroppe,
der har levendegjort det
kolde Cement og den kølige
Bronze, som han i et Over-
maal af Livsglæde mange
Gange har lueforgyldt. I
Anlæget ved Enghaveplads
staar hans skæmtefuldt mo-
dellerede Eva med Æblet,
der i dette Tilfælde er en
lille buttet Unge.
Paa selve Pladsen under
skyggefulde Træer er i den
bedste Mening opstillet en
Springvandsgruppe af Ras-
mus Harboe, desværre er
det et ringe Arbejde af en
god Kunstner, og den arki-
tektoniske Anordning er
fuldstændig mislykket. Kum-
men er alt for lav og min-
der alt for betænkeligt om
et overfyldt Vandfad, der
er skubbet til. Pladsen var
uden Tvivl mere æstetisk,
før den kunstneriske Om-
nivellering fandt Sted, nu ligger den hen i Søle og Sjask.
Kedeligt er det, da Harboe paa Vesterbros Torv har en af
Byens ædleste vandsprin-
gende Skulpturer (kan en
Skulptur være vandsprin-
gende?), der ganske vist i
sin harmoniske Rytme pas-
sede bedre til en stille Slots-
gaard end paa et larmende
Torv i en Storby, men det
er jo ikke Kunstnerens
Skyld, men Forskønnelses-
foreningen, der valgte Ste-
det, hvor den skulde an-
bringes. Mon ikke Willum-
sens Brønd med Fiskerko-
nerne med Skrubberne hav-
de passet nok saa godt paa
denne Plads?
Utzon Frank, Johannes
Bjerg og Gaugtiin har Fø-
rerpladserne blandt vore
Dages danske Billedhugge-
re. De er paa samme Tid
frodige og stilstræbende,
hvor voldsomt end Blodel
pulserer i deres Værker,

tvinger de Bevægelsen ind
under en stærk kunstnerisk
Disciplin, der skaber Ro og
Harmoni og Hvile for Øjet.
Johannes Bjergs sorte
Granitpige, som han kalder
den svangre, er et godt Ar-
bejde, stærkt i Formen og
samtidig med en varsom og
fin Fornemmelse for Kvin-
delegemets bløde, blide Ryt-
me, som et slankt Træ, der
bøjes let mod Jorden under
Vægten af den altfor rige
Høstfylde.
Utzon Frank’s Betyd-
ning som Kunstner og Læ-
rer kan ikke sættes højt nok.
Efter megen gammel Slen-
drian blev han de Unges
Lærer ved Billedhuggersko-
len, og det er uomtvistelig
Franks Skyld, at vi har saa
mange virkelig fremragende
unge Billedhuggere. Frank
selv har skabt mange ge-
diegne Værker, fælles for
dem alle er den medfødte
plastiske Sans, sikre Stil-
fornemmelse og dygtige
Stofbehandling, hvormed de
er gjort. Den organiske
Fornemmelse svigter aldrig
hos ham, han kan sine Ting og blev vel ogsaa nok der-
for den værdifulde Lærer. Mest typisk for hans Kunst er
vel Broncefiguren Afrodite
(1922). Den er i sin roli-
ge, lidt lade Ynde med de
sensitive nervøse Fingre i
Slægt med Boticellis Skøn-
hedsverden.
Jean Gaugtiin’s Begavelse
er i sin Frodighed i Slægt
med de store Rokoko-og Ba-
rokkunstnere. Han kan mo-
dellere »Fanden et Øre af« i
Løbet af utrolig kort Tid.
Man har Fornemmelsen af
hans Fingre kribler efter
at omdanne ethvert Mate-
riale til Skulptur — og han
kan det. Han laver Kolos-
salspringvand i skrøbeligt
Fajancemasse, brænder det
i Ildovnen, saa de bliver
haarde og stærke som Jern
og faar Glasuren til at lu-
stre, saa den ogsaa faar
Jernets blaaviolette Over-
flade.


William Scharff (1886): Selvportræt. H. 172. B. 117, tilh. Grosserer
Kr. Kampmann

Jais Nielsen, (f. 1885): Frederik VII og Grevinde Danner. H. 154. B. 137


156