Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

eller Skjoldmøer, den mindste Interesse. Det er hæderlig
Ornamentik uden noget imellem Linierne. Disse Figurer
hverken gaar eller svæver, det sidste i hvert Tilfælde kun
som Gasballoner. Derimod viser hans Lithografier af Dyr,
levende eller døde, at her er et Omraade, han mestrer —
bare han nu vil huske paa det, naar han skal lave Bag-
tæppet til Stærekasen.
Mogens Lorentzen, der aabenbart foreløbig har sluppet
sin muntre Oversigt over den sidste Menneskealders Rørel-
ser i Maleriet, er nu med frejdigt Mod gaaet løs paa Teg-
nekunsten. Denne Gang er det væsentlig Engstrøm, der
maa holde for, og da den udmærkede Svensker jo kom
levende fra sit Besøg her i Sommer, er der ingen Grund
til at tro, at han ikke ogsaa vil holde til denne Prøvelse.
Som man ser, er Tegnerne blevet saa talstærke, at de
udmærket kunde fylde en Udstilling. Og det burde de.
En stor og munter Udstilling. Grupperet om et arbejdende
Trykkeri og Klichéanstalt, der daglig spyede Udstillingens
egen Avis ud over de Besøgende. Saaledes at Gæster,
der gik grundigt til Værks, kunde risikere at se sig selv i
Bladet, før Udstillingen var naaet igennem. Tegnerne har
jo allerede i Aar vist, at de — selvfølgelig — kan lave et
muntert Hæfte — og et Katalog behøves jo egentlig slet
ikke ved en saadan Opvisning, hvor ogsaa de udstillede
Arbejder overvejende er gamle Bekendte.
Vilde Tegnerne saa endelig have Malere med, skulde
de slutte sig sammen med Folk, der havde direkte Til-
knytning til deres Fag. Saaledes som der i Aar havde
været en fortræffelig Lejlighed til med en Kunstner som
E/z'k Henningsen. Denne udmærkede Fortæller og Øje-
bliksskildrer, der, selv om han tilhører en svunden Tid —
han er jo Chr. IXende Tidens Maler i højere Grad end
nogen som helst anden ■— dog kunde lære vore Tegnere
mere end samtlige udenlandske Illustratorer. I denne For-
bindelse maa man have Lov til at undre sig over, at ikke
flere af Erik Henningsens Arbejder, end Tilfældet er, er
havnet i offentlig Eje. F. Eks.: vort Bymuseum burde dog
tænke paa, at ogsaa 80-90ernes Kjøbenhavn snart kun er
Historie, der kan fordre sin Plads saa vel som nogen.
jean Gauguin har en omfattende Udstilling af sine Ar-
bejder fra B. & G., der viser ham som den fantasifulde
Formens Mester, vi længe har kendt, men hvis Farver og
Glasurer ikke altid staar Maal med Liniernes og Kompo-
sitionernes Dristighed og Skønhed (men forøvrigt vil vor
Medarbejder, Dr. Axel Heine, i et af de kommende Nr.
hellige denne fyldige Repræsentation den mere indgaaende
Omtale, den fortjener). Adam Fischer møder kun med to
smaa Arbejder, der ganske drukner mellem Gauguins
Keramik — og saa er vi endelig naaet frem til den Gruppe,
der formentlig skulde repræsentere en Maleriudstillings
vægtigste Skyts, Malerne.
Det kan dog siges straks, at det ikke i Aar var dem, der
gjorde Udslaget. Dertil stod jens Søndergaard for alene.
Man kan frastødes, og mange bliver det formodentlig,
af denne Malers altid ligesom uhyggesvangre Land-
skaber, der trods Huse og anden Civilisation synes at
bringe Bud fra en Verden, der endnu er Kaos, befinder

sig paa et præhistorisk Stadium af en Udvikling — som
dog utvivlsomt en Dag vil se Solen bryde straalende
igennem. Man kan væmmes ved disse Figurbilleder, der
mest af alt minder om ufuldbaarne Troldefostre eller et
Mareridt i Katakomberne —■ men man kan aldrig blive
ligegyldig overfor dem. Gang paa Gang griber man sig i
rent uvilkaarlig atter at staa foran disse Billeder. Og det
hænder, man føler en Akkord slaa an, ikke alene ser, men
helt ud fornemmer, en enkelt svulmende Linie, der fortæller
mere om Naturen, om givtig Muld og goldt Sand, end
mange Kilometer ellers hæderlig Landskabskunst. Man
fanger et Træk i disse ubehjælpsomme Ansigter, en enkelt
kejtet Bevægelse, og man har midt i Uhyrligheden fundet
mere menneskeligt end i mange Vægge fulde af smukt
portrætterede Bedsteborgere. Det er en sand Kunstner og
ærlig Mands Arbejde, der her honoreres. I samme Grad,
man mærker den ganske vist tunge, men aldrig svigtende
Kamp med det genstridige Stof, i samme Grad er Beskue-
ren indstillet paa at blive interesseret.
Det er en gammel, men solid Sandhed, som Axel P.
Jensen vilde have godt af at huske paa. Her er al Kamp
tilsyneladende hørt op. Alle Vanskeligheder overvundet,
Teknikken i Orden, Haandelaget fermt, Resultatet ■—
Tomhed. Det er ikke mindre beklageligt, fordi det drejer
sig om en Kunstner, man igennem Aar har fulgt med Sym-
pati: Smid Glacehandskerne, Hr. Jensen, og lad være at
servere andre Folks Mad for Borgerskabet, De kan jo godt
selv være Vært. Se blot, hvor pænt De endnu slipper fra
det, som i det grønne Hæfte’s Nr. 29: »Dreng i en Have«.
Der er det bedste Haab!
Det er der selvfølgelig ogsaa med Hensyn til Sigurd
Swane. Han er jo yderligere en Overraskelsernes Mand,
der ofte efter lange Mathedsperioder ganske uventet blom-
strer op, straalende som nogensinde. Men saa svag som i
Aar mindes vi dog ikke at have set ham. Det er jo en Selv-
følge, at hans følsomme Kunstnersind aldrig helt kan for-
nægte sig. Og man hilser ogsaa med Glæde (ganske vist
som ofte før): »Broget Tøj til Tørre« (Nr.83), eller »Skov-
billede, Sommerdag« (Nr. 89). Men hvad er saadan et Par
Smaastykker i en Repræsentation paa op imod et halvt
Hundrede Lærreder. Er der indlagt et roterende Baand i
Atelieret paa Tranegaardsvej, saa der kun er en ganske,
ovenikøbet minimal kort Tid til hvert Skilderi? Lad gaa
med, at disse evindelige Tulipaner og Paaskeliljer ikke af-
tvinger Kunstneren nogen større Interesse (men hvorfor
maler han dem da?) men naar han kan aflevere og udstille
et saa —- mildest talt — halvfærdigt Portræt, som det af
hans egen Kone (Nr. 70), maa der være noget galt -—■
enten med Ægteskabet eller Arbejdet. Med Henblik paa
langt den overvejende Del af dette Opbud, tror vi trygt at
kunne frikende det første.
Nej, vi ved formodentlig meget vel, hvad der her, som
hos saa mange andre, er i Vejen — og det er desværre
dertil en Grund, vi maa bøje os for.
Vil en yngre dansk Kunstner føre en blot tilnærmelsesvis
menneskeværdig Tilværelse og maaske ovenikøbet holde
Kone og Børn, skal der hænges i! Der maa meget nødig
være en Udstilling, hvor han har den mindste Chance for
at faa Foden mellem Døren, uden at han sørger for at be-

18