Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

slaglægge saa megen Vægplads som vel mulig. Avancen
er ikke misundelsesværdig, saa maa Omsætningen selvføl-
gelig være stor. Derfor risikerer mange — og slet ikke de
ringeste — af vort Slægtleds Malere overhovedet ikke at
efterlade sig noget Værk, der blot nogenlunde helt er deres
Evner værdigt. — Vi nærer den dybeste Beundring for
Ny Carlsberg Fondets Indsats for den unge danske Kunst.
Beundrer ikke mindst den usvigelige Sikkerhed og virke-
lige Altruisme, hvormed dette ophøjede Væsen altid for-
staar at finde en Kunstners netop daarligste Arbejder. Tan-
ken er jo ligesaa smuk, som den er sjælden realiseret. For
selvfølgelig er det de Arbejder, Kunstneren har mest Trang
til at sælge, og hvad Pokker, til at samle Støv paa et Pro-
vinsloft kunde jo egentlig et helt tomt Lærred ogsaa være
godt. Og er vi her ikke ved noget af det rigtige? Er det
ret beset egentlig ikke en lidt lurvet Spøg for dette stenrige
Fond at nusse rundt og købe et lille, billigt Billede her og
der? I Stedet for at dirigere sin utvivlsomme Sagkundskab i
positiv Retning og hvert Aar paa Udstillingerne udvælge
nogle Kunstnere, hvis øjeblikkelige Indsats lader formode,
at de netop nu kunne yde noget af blivende Værd, og saa
gaa hen og klappe disse Folk paa Skuldrene og sige saadan
noget som: Nu er I med Koner, Børn, Kanariefugle og det
hele Fondets Gæster. Saaledes at forstaa, at vi udsætter
en ordentlig rund Sum, som I kan trække paa hver Maa-
ned, og som foreløbig for et Aar befrier jer for alle økono-
miske Bekymringer. Viser det sig saa, at det Arbejde, I
selvfølgelig kaster jer over, bliver saa stort, at det trækker
længere ud og iøvrigt svarer til de Forventninger, vi i
Øjeblikket stiller til jer, kan Invitationen fornyes indtil tre
Aar. Den eneste Betingelse, vi saa har, er, at det færdige
Arbejde først tilbydes Statens Museum til købs eller der-
næst os. — Saa kunde Fondet begynde at tale om, at det
støttede ung, dansk Kunst, og efter faa Aars Forløb kunde
Wanscher maaske saa tilmed med større Held genoptage
sin gamle Kongstanke om det moderne Museum.
Men en absolut Selvfølge maatte det jo være, at talte
Sagkundskaben ogsaa udøvende Kunstnere i sine Rækker,
maa det være disse forment at udvælge sig selv. Vi tør
ellers ikke tænke den Tanke til Ende, hvorledes det Futtog
kommer til at se ud, som Ernst Goldschmidt efter tre Aars
ihærdigt Slid med at faa det frem af den giftige Taage
(der gemenligvis ombølger Goldschmidts Kilometer-
slugere), vilde præsentere for Dr. Hertz. Og i Sandhed
giftig maa den Taage ogsaa være, der kan vildfare et for-
træffeligt Menneske, en fin Kender, skarpsindig Kritiker
og udmærket Skribent som Ernst Goldschmidt i den Grad,
at han Aar efter Aar forgriber sig paa en Malerkasse.
Og saa er han endda alligevel Artisten ved Siden af en
Salondilettant som Albert Natir.
Det er et ubehageligt Hverv at tage sig paa, men engang
maa man jo forsøge at trække en Linie op. -— Naar vor
Tids Kunst paa sin March fremad ikke har gjort rigere
Erobringer, end Tilfældet desværre nu engang er, kan man
roligt søge en af Hovedaarsagerne i dens egne Rækker.
Det er menneskeligt og tilmed egentlig ganske kønt, at
man skubber sig sammen for at give Plads til saa mange
som muligt, og der er jo ogsaa noget opmuntrende i at
ligne en hel Armé. Men naar Tilgangen bliver saa stor,

fordi Faget tilsyneladende er blevet lettere at gaa til, løber
de regulære Tropper Fare for at forsvinde mellem lutter
Rekrutter. Og det styrker selvfølgelig ikke Slagkraften.
Men forøvrigt skal Forholdet nok regulere sig selv. De, der
ikke har det rigtige Blod i Aarerne, vil snart sakke agter-
ud, et stort og tyngende Tros, der dog efterhaanden
vil tabes paa Vejen, hvor Solen vil, om ikke blege deres
Ben, saa dog ganske utvivlsomt deres misbrugte Lærreder.
Nej, langt værre, og vidnende om en ikke helt hyggelig
Demoralisation, er det, naar Kunsten selv stikker Publikum
Blaar i Øjnene og mod bedre Vidende giver sit hæderlige
Patent til gamle Poeter eller andre, som de af sociale,
venskabelige eller Gud-ved-hvilke-Grunde (blot ikke
kunstneriske) ikke har noget imod at dele Lejr med.
Og at Skaden jo er af gammel Rod, oplyser førnævnte
Albert Naur selv i Aar ved at fortælle, at han for 15 Aar
(femten Aar!) siden var med til at stifte »Grønningen«.
Ja, hvorfor ikke.
Lad os faa Gudfædrene frem, og vær venlig ikke at
skjule jer bag Navnet paa en afdød Billedhugger, hvis
Værd som Menneske og Kunstner vi alle ære, men hvis
humoristiske Sans aabenbart var bedre udviklet end hans
Forhold til Malerkunsten. Og lad os saa faa stillet dem
Ansigt til Ansigt med disse Plastre, der i Aar ganske na-
turligt og smertefrit var naaet frem til Æressalen i Willum-
sens Hus vis a vis — Jens Søndergaard!
Er det Kunst, det her? Tjener disse falske Forkortninger
og hele ubehjælpsomme Tegning noget som helst Formaal
—• det skulde ikke tilfældigvis bare være det kedsommelig-
ste af alt paa denne Jord ... udygtig Naturalisme? Farven!
Jo, den er virkelig kultiveret. Se paa det monstrøse Por-
træt af en eller anden stakkels Bourgeoisifrue. Det er vel
nok en følsom Sjæl, der har sat den røde Kjole op mod
den terrakottafarvede Hud og den lerede Baggrund.
Bevares, der er hyggelige Blomsterbilleder, nydelig
Stueflid. Men blot for et halvt Hundrede Aar siden, da
Konerne sad mere hjemme, end de gør nu, var det alminde-
ligt, at de kopierede Fritzsch, Ottesen og hvad de hed,
alle disse pæne Forbilleder — og det var gennemgaaende
saamænd ogsaa nydeligt. Der er sikkert mange af de Op-
stillinger, som smarte Kunsthandlere nu sælger med rigtige
Malernavne, der har en langt mindre professionel Oprin-
delse. Og saaledes vil sikkert ogsaa flere af disse Billeder
her engang kunne sælges baade under det ene og det andet
Navn — men bliver de derfor mere Kunst?
Det er jo dog for horribelt, at der næppe findes den
Elev, der er rendt af Lære fra Akademiets Begynder-
klasse, der ikke til Fordel netop for en Kunstner som
her er parat til at pege Fingre af Navne, som — for at
nævne i Flæng — Slott-Møller, Peter Mønsted, Gudmund
Hentze, Folk, hvis Smag saa sandelig ikke er vor, men
hvis rent skolemæssige Dygtighed dog i hvert Fald an-
viser dem en Plads mellem Fagets virkelige Udøvere.
Albert Naur er maaske et prægtigt Menneske, og dette
i alle Tilfælde haarde Ord, men der er nødt til at luges
ud, om Kunstens ærlige Vækster endnu i vor Tid skal gro
frem til den Plads i Lyset, de har et saa højst berettiget
Krav paa!
Alexander Fugl.

19