Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

beholdt et senere Slægtled at føre denne kunstneriske Om-
vurdering af Værdierne endnu videre, nemlig til Mennesket
selv. Moreau-Nélaton’s fornemme Værk ufortalt bliver det
i 1927 Paul Signac, der i sin Bog om Jongkind fastslaar
dennes eminente Betydning for Udviklingen. ■— For Im-
pressionisterne er den øjeblikkelige Indskydelse, Følelses-
refleksen det afgørende, for Divisionisterne •— ■— eller
Néoimpressionisterne — spiller Beregningen, det tekniske
den afgørende Rolle. Talentet er godt, men Skolen, Tek-
niken er bedre. Signac begyndte som Impressionist, men
gik i 1886 sammen med Seurat. De blev Hovedkræfterne i
Divisionismen, der forøvrigt aldrig kom til at omfatte no-
gen særlig stor Skare. Ved Siden af Seurat, Signac og
Henri- Edmond Cross bør nævnes Théo van Rysselberghe
og i en kort Periode
Maximilien Luce.
Baade i Petit Palais
og paa Luxembourg
findes Arbejder af
Henri Martin, der er
langt mindre betyde-
lig, men dog altid
bedre end Pillet, Du-
bois og Petitjean, der
er ganske interesselø-
se. Ud over disse er
det kun mere flygtige
Forhold, der gør sig
gældende. Visse sene
Billeder af Pissaro, f.
Eks. »Portrait de
l’Artiste« i Tate Gal-
lery i London, viser
Paavirkning fra Divi-
sionisterne.
Vel var Seurat den
egentlige Nyskaber og den første Divisionist, der udstil-
lede, men hvem er det beskaaret at kende Seurat, der alle-
rede døde i 1891, og hvis Livsværk for Størstedelen er
utilgængeligt for Offentligheden, skjult som det er i private
Samlinger. Kun ganske enkelte Ting er endt paa Lux-
embourg og i Tate Gallery. Det lidet fra Seurats Haand,
man har som Sammenligningsmateriale, tyder paa, at
Cross er finere og Signac mere kunstnerisk begavet end
Retningens Ophav, der alt for ofte fortaber sig i det me-
get konstruktive. Hvad der hos Seurat stivner i haand-
faste Konstruktioner i »La Baignade«, i Tate Gallery og
»Au Cirque« paa Luxembourg lever hos Signac op igen
i en Umaadelighed af Lys og Luft. Det teoretiske i Kon-
struktionerne afsvækker det kunstneriske Moment. Af
Anlæg er Signac lige saa vild Teoretiker som Seurat, men
hans literære Virksomhed giver ham en velkommen Af-
lastning for de værste Uhyrligheder. Seurats Teorier vir-
ker som et uhyre, teknisk Incitament paa Signac, men i
Udviklingens Forløb er det i stedse højere Grad Jongkind,
der bestemmer den kunstneriske Udformning. Og det er
et lykkeligt Kræfternes Sammenspil. Seurat er mere den,
der bereder Vejen, end et personligt kunstnerisk Tempe-
rament, og hans banebrydende Arbejde i det farvetekni-
ske virker lige saa ofte uden for Divisionisternes Kreds

hos Folk, der praktiserer en helt anden Teknik. I forskel-
lige af Lotirons store Kompositioner genkender man
Seurat i Kontur- og Farvevirkninger, og selv Placeringen
af de mange Figurer bærer tydelige Spor af samme Paa-
virkning, selv om der intet er tilfælles i det tekniske.
Paul Signacs Svaghed er hans overordentlige Alsidig-
hed. Han er ikke blot Maler og Formand for kunstneriske
Sammenslutninger, ikke blot Sportsmand og Sømand, men
samtidig Kritiker af Kunst og Literatur og rastløs inter-
esseret i Døgnets Begivenheder. Heldigvis strækker den-
ne Alsidighed sig ikke til hans Kunst. Han er her saa
stærkt specialiseret, at man nødvendigvis maa opfatte
ham som begrænset i sin Evne, en Begrænsning, der dog
netop giver ham den sjeldne Lødighed paa det specielle
Omraade. Signac el-
sker Floder, Broer,
Havne, Kai’er, alt,
hvor Vand og Luft
mødes. De Lysvirk-
ninger af mere eller
mindre flygtig Art,
der opstaar i Veksel-
virkningen mellem
Vand og Luft,
isprængt de faste Le-
gemers næsten uvir-
kelige Farve- og
Formfortoninger, er
Signacs sande Ele-
ment. Maaske kan det
undre, at han ikke i
disse Egne har følt
sig draget af Dybden
i Menneskestudier
paa de samme Bred-
degrader, disse tan-
keløse eller tanketunge Mennesker, der ser ud som om de
fortaber sig i al Luftigheden og tilsyneladende har helt
anderledes intime Oplevelser med det atmosfæriske, der
er Livet, end de Mennesker, der blot gaar paa Gader og
Stræder. Her strømmer den ydre Verden sammen paa en
mere iøjnefaldende Maade end andetsteds, og det fortryl-
ler Sjælene. Men medens han selv ganske aabenbart har
ligget under for Fortryllelsen, har Menneskestudiet lig-
get helt uden for hans Evne. Studiet af Mulighederne for
at genskabe Lysets tilsyneladende uhaandgribelige Far-
verigdom, Forsøg paa at fæstne det dirrende, bølgende,
vigende i det atmosfæriske i kunstnerisk Gengivelse bliver
ham en Livssag, hans Kongstanke. Og han naar videre
hen mod Virkeliggørelsen end Impressionisternes Claude
Monet i de Klippekyster og gothiske Cathedraler, der blev
en saa stor Del af hans Berømmelse.
Signac betragter ;det Navn, man har heftet ved hans
Kreds: Pointillisterne, som et Skældsord. Det er da heller
ikke andet end en letkøbt Henvisning til Tekniken. Ret-
ningens rette Navn er Divisionismen, fordi man ved at
sønderdele Farverne og anvende Spektrets klare Renhed i
smaa, korte Strøg, mener at have de største Muligheder
for at naa en virkelig kunstnerisk indtrængende Gengi-
velse. Signac er Teoretiker om en Hals, og om det teore-

Pont des Arts. Akvarel


44