DOI Heft:
Nr. 3 (Marts 1930)
DOI Artikel:Melbye, Herbert: Paul Signac
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.48051#0083
tiske kan der strides. Men i Praksis naar Signac — langt
overvejende i Akvarellerne — de mest forbløffende Re-
sultater. At Akvarellerne tager Luven fra Oliebillederne
er paa Forhaand indlysende. Rent teknisk egner de lette,
rene Farver i smaa, korte Strøg sig langt bedre for Ak-
varellens Flygtighed end for Oliebilledets tungere
Substans. Akvarellerne giver Muligheder for en sand
kunstnerisk Udformning af den nye Maade at gengive
Lysets Farver paa, i Oliebillederne springer Teorien alt
for ofte i Øjnene. Akvarellen er i Virkeligheden den Form,
der paa een Gang tilfredsstiller Divisionisternes teoretiske
Krav og samtidig paa Grund af Teknikens Hurtighed be-
grænser Risikoen i kunstnerisk Henseende, paa en Maade
giver Impressionisten Ret, hvor han forlanger Følelsens
øjeblikkelige Udslag.
Signac har i sine Ak-
vareller en overor-
dentlig Styrke i Sam-
menspillet mellem
Farverne og Papirets
Hvidhed, der bør væ-
re et af Akvarellistens
Hovedvirkemidler.
Omkring hvert lille,
rosa Strøg, grønt
Strøg o. s. v. lader
han Papirets Egen-
farve virke i et lille
Mellemrum til den
næste Farve. Det gør
Farveindtrykket be-
hageligere, mere fan-
tasiforløsende, idet
hver Farve taber sig,
afsvækkes i Hvidhe-
den hen imod den
næste. SignacsVandfarver kan for visse grønne Farvers
Vedkommende henføres til Jongkinds sidste Periode, Ak-
varellerne fra Dauphiné, for forskellige rosa Farvers Ved-
kommende til Turner, hvis illuminerede Taagemørke
mærkværdig nok ikke satte sig Spor som hos Monet i
de berømte atmosfæriske Billeder fra London, der fulgte
efter Cathedralerne, og som intetsteds ses bedre end i Col-
lection Camondo paa Louvre.
De bedste større Udstillinger af Signac skal efter Si-
gende have været den hos Druet i Paris i 1904 og de to
hos Bernheim Jeune i Paris i 1907 og 1910. Efterhaanden
som de franske Kunsthandlere paa en saa blændende dyg-
tig Maade har faaet systematiseret deres Rovdrift, er vir-
kelig gode Udstillinger af nulevende Kunstnere blevet sta-
dig mere sjeldne. Signac-Udstillingen hos Bernheim Jeune
i 1927 var overmaade svag i Kvalitet. Det var udeluk-
kende Akvareller, og Kvantiteten var overordentlig, næsten
alt af ganske ny Dato. Praktisk talt ikke eet Billede var
helt godt. Men Navnet er reklameret tilstrækkeligt op,
saa gælder det blot om at piske Produktionen frem i det
voldsomst tænkelige Tempo.
Paa Glyptoteket findes et lille Oliebillede af en Sluse.
Det er smukt og beskedent, men Signacs Oliebilleder skal
gerne ses i det store Format. De ses næppe væsentlig
bedre nogetsteds end i de overraskende levende og farve-
skønne Malerier paa Luxembourg »Le Chateau du Pape«
og »Entrée du Port de Marseilles«. Paa Luxembourg
findes tillige to overordentlig fine Akvareller, et Bjergstu-
die og en Kanal med mange Sejlere i Venezia, den sidste
fra 1909. Sammesteds findes forøvrigt et stort Lærred af
Cross »Les Cypres« fra Cagnes, der staar paa Højde med
det bedste, Signac har præsteret.
I sin Alsidighed skriver Signac i 1898 et afskyeligt og
berømt Værk, »D’Eugéne Delacroix au Néoimpressionis-
me«, afskyeligt og meningsløst i den urimelige Teoreti-
seren. Signac mener næsten, at Divisionismen er et Resul-
tat af disse uhyre komplicerede Idéer, medens naturligvis
Bogens Spekulationer i hvert Fald for Størstedelen er op-
staaet paa Basis af
den Kunst, Divisioni-
sterne — og først og
fremmest han selv —
allerede havde ydet.
Signacs Akvareller,
der udmærker ham
frem for de andre Di-
visionister, fremstaar
mere af et Instinkt
end af blot tanketung
Overvejelse. Men han
skriver ogsaa et i
Sandhed smukt Min-
de over Jongkind,
som han med Rette
kalder Impressionis-
mens Ophav, ja den
første Impressionist.
Bogen hedder Jong-
kind og viser ud over
den egentlige Hensigt,
at Jongkind ogsaa er Far til Divisionisterne, deraf til sy-
vende og sidst den øjensynlige Kærlighed, der gør Bogen
saa smuk. Bogen er tilegnet Henri-Edmond Cross og dens
sjeldne Varme gør af og til Læseren usikker overfor Em-
net. Signac finder hos Jongkind saa meget af sit bedste
Selv, at man hist og her griber sig i at føle, at man mere
læser en Bog om Signac end om Jongkind. Det overrasker
derfor ikke, at han i Jongkindbogens Afsnit om Akvarel-
lerne taler om Akvareller i Almindelighed og hos Turner,
Jongkind, Cézanne — der har været højst interesseret i
Divisionisternes Eksperimenter, uden dog at lade det kom-
me længere end til Interessen — og Japanerne i Særdeles-
hed. For Læserens Bevidsthed føjer Signacs eget Navn
sig rent uvilkaarligt ind i Rækken af Akvarelkunstens sto-
re Navne. Han fremhæver her selv det vigtige i Akvarel-
lens hurtige Teknik, der i højere Grad tillader Gengivel-
sen af det altid særprægede Øjebliks Fornemmelser af
Former og Farver i Modsætning til det langsomt arbej-
dende Oliebillede. Paa afgørende Punkter naar han dog
aldrig Luftens store Mester. Jongkind har Farveforenk-
linger i Solnedgangshimle og stille Havnevand, som intet
tilsvarende finder hos Signac, enten fordi han ikke kan
eller fordi de Seurat'ske Teorier har lukket ham ude fra
det. Visse utroligt rene Luftdybder i ganske kølige, lyse,
45
overvejende i Akvarellerne — de mest forbløffende Re-
sultater. At Akvarellerne tager Luven fra Oliebillederne
er paa Forhaand indlysende. Rent teknisk egner de lette,
rene Farver i smaa, korte Strøg sig langt bedre for Ak-
varellens Flygtighed end for Oliebilledets tungere
Substans. Akvarellerne giver Muligheder for en sand
kunstnerisk Udformning af den nye Maade at gengive
Lysets Farver paa, i Oliebillederne springer Teorien alt
for ofte i Øjnene. Akvarellen er i Virkeligheden den Form,
der paa een Gang tilfredsstiller Divisionisternes teoretiske
Krav og samtidig paa Grund af Teknikens Hurtighed be-
grænser Risikoen i kunstnerisk Henseende, paa en Maade
giver Impressionisten Ret, hvor han forlanger Følelsens
øjeblikkelige Udslag.
Signac har i sine Ak-
vareller en overor-
dentlig Styrke i Sam-
menspillet mellem
Farverne og Papirets
Hvidhed, der bør væ-
re et af Akvarellistens
Hovedvirkemidler.
Omkring hvert lille,
rosa Strøg, grønt
Strøg o. s. v. lader
han Papirets Egen-
farve virke i et lille
Mellemrum til den
næste Farve. Det gør
Farveindtrykket be-
hageligere, mere fan-
tasiforløsende, idet
hver Farve taber sig,
afsvækkes i Hvidhe-
den hen imod den
næste. SignacsVandfarver kan for visse grønne Farvers
Vedkommende henføres til Jongkinds sidste Periode, Ak-
varellerne fra Dauphiné, for forskellige rosa Farvers Ved-
kommende til Turner, hvis illuminerede Taagemørke
mærkværdig nok ikke satte sig Spor som hos Monet i
de berømte atmosfæriske Billeder fra London, der fulgte
efter Cathedralerne, og som intetsteds ses bedre end i Col-
lection Camondo paa Louvre.
De bedste større Udstillinger af Signac skal efter Si-
gende have været den hos Druet i Paris i 1904 og de to
hos Bernheim Jeune i Paris i 1907 og 1910. Efterhaanden
som de franske Kunsthandlere paa en saa blændende dyg-
tig Maade har faaet systematiseret deres Rovdrift, er vir-
kelig gode Udstillinger af nulevende Kunstnere blevet sta-
dig mere sjeldne. Signac-Udstillingen hos Bernheim Jeune
i 1927 var overmaade svag i Kvalitet. Det var udeluk-
kende Akvareller, og Kvantiteten var overordentlig, næsten
alt af ganske ny Dato. Praktisk talt ikke eet Billede var
helt godt. Men Navnet er reklameret tilstrækkeligt op,
saa gælder det blot om at piske Produktionen frem i det
voldsomst tænkelige Tempo.
Paa Glyptoteket findes et lille Oliebillede af en Sluse.
Det er smukt og beskedent, men Signacs Oliebilleder skal
gerne ses i det store Format. De ses næppe væsentlig
bedre nogetsteds end i de overraskende levende og farve-
skønne Malerier paa Luxembourg »Le Chateau du Pape«
og »Entrée du Port de Marseilles«. Paa Luxembourg
findes tillige to overordentlig fine Akvareller, et Bjergstu-
die og en Kanal med mange Sejlere i Venezia, den sidste
fra 1909. Sammesteds findes forøvrigt et stort Lærred af
Cross »Les Cypres« fra Cagnes, der staar paa Højde med
det bedste, Signac har præsteret.
I sin Alsidighed skriver Signac i 1898 et afskyeligt og
berømt Værk, »D’Eugéne Delacroix au Néoimpressionis-
me«, afskyeligt og meningsløst i den urimelige Teoreti-
seren. Signac mener næsten, at Divisionismen er et Resul-
tat af disse uhyre komplicerede Idéer, medens naturligvis
Bogens Spekulationer i hvert Fald for Størstedelen er op-
staaet paa Basis af
den Kunst, Divisioni-
sterne — og først og
fremmest han selv —
allerede havde ydet.
Signacs Akvareller,
der udmærker ham
frem for de andre Di-
visionister, fremstaar
mere af et Instinkt
end af blot tanketung
Overvejelse. Men han
skriver ogsaa et i
Sandhed smukt Min-
de over Jongkind,
som han med Rette
kalder Impressionis-
mens Ophav, ja den
første Impressionist.
Bogen hedder Jong-
kind og viser ud over
den egentlige Hensigt,
at Jongkind ogsaa er Far til Divisionisterne, deraf til sy-
vende og sidst den øjensynlige Kærlighed, der gør Bogen
saa smuk. Bogen er tilegnet Henri-Edmond Cross og dens
sjeldne Varme gør af og til Læseren usikker overfor Em-
net. Signac finder hos Jongkind saa meget af sit bedste
Selv, at man hist og her griber sig i at føle, at man mere
læser en Bog om Signac end om Jongkind. Det overrasker
derfor ikke, at han i Jongkindbogens Afsnit om Akvarel-
lerne taler om Akvareller i Almindelighed og hos Turner,
Jongkind, Cézanne — der har været højst interesseret i
Divisionisternes Eksperimenter, uden dog at lade det kom-
me længere end til Interessen — og Japanerne i Særdeles-
hed. For Læserens Bevidsthed føjer Signacs eget Navn
sig rent uvilkaarligt ind i Rækken af Akvarelkunstens sto-
re Navne. Han fremhæver her selv det vigtige i Akvarel-
lens hurtige Teknik, der i højere Grad tillader Gengivel-
sen af det altid særprægede Øjebliks Fornemmelser af
Former og Farver i Modsætning til det langsomt arbej-
dende Oliebillede. Paa afgørende Punkter naar han dog
aldrig Luftens store Mester. Jongkind har Farveforenk-
linger i Solnedgangshimle og stille Havnevand, som intet
tilsvarende finder hos Signac, enten fordi han ikke kan
eller fordi de Seurat'ske Teorier har lukket ham ude fra
det. Visse utroligt rene Luftdybder i ganske kølige, lyse,
45