Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

deres Plads og Be-
tydning. Men hvor
mange kunde f. Eks.
for en 40—50 Aar
siden, da Krøyers
Sol endnu stod paa
sin straalende Mid-
dagshøjde, se at den
højst uligevægtige
Ancher, der ovenikø-
bet hyppigt sled sit
Talent tyndt ved en
ren industriel Pro-
duktion, alligevel i
sine bedste Værker
skulde blive langt
den lødigste og stør-
ste af de to?
Noget helt andet
er, at man kunde
have ønsket at Loven
om beslægtede Na-
turers Frastødning
ikke havde været

Anna Ancher: Ancher før Jagten.


Alt er blevet for ens-
tonigt. Og nu hvor
efterhaanden Pens-
lerne er faldet de
gamle af Hænderne
synes Efterfølgerne
— ikke helt ufor-
klarligt —• at betrag-
te Kunsten som en
Slags Trædemølle,
et Arbejde man skal
have fra Haanden,
som Lappeskomage-
ren, Husmanden,
Fiskeren sit Dag-
værk. Det er ikke
Dygtighed det skor-
ter vort Slægtled
paa, man undres
ofte over den tekni-
ske Indsigt og Fær-
dighed de besidder,
men rigtignok lige-
saa ofte over det, de

slet saa vaagen i de Dage. Og at Karl Madsen, der hurtig
opgav at faa levedygtige Børn med sin arvede Muse, men
i Stedet viste sig som en saa naturbegavet, genial Fødsels-
hjælper, Opdrager og Fortolker af andres, fra første Færd
havde set med venligere Øjne paa den i sin Vorden ikke
mindre oprindelige og geniale Krøyer. Man kan ikke afvise
den Tanke hvad det vilde have betydet for Krøyers Ud-
vikling og for den Sags Skyld ogsaa for hans ukritiske
Beundrer Tuxen og den urolige Niss, hvis de straks fra
første Færd havde haft en lige saa klog, smagssikker og
energisk Ven og Raadgiver som Ancher havde fra sin
Start til sin Dødsdag.
Kunsten der som oftest viser sig som den sikreste Pro-
fet, fik jo ogsaa Ret her. Det Demokrati, hvis Forherli-
gelse den saa magtfuld var gaaet ind for, ejede Fremtiden.
Det blev en Arbejdets og Hverdagslivets Lovsang som vi
kan være bekendt at lade
høre hvor det skal være,
men den Udvikling Kunsten
tog her lod blot denne
Hymne blive lovlig mono-
ton. Selv Norge og Sverige
havde dog Raad til at hol-
de en Thaulow og Zorn i
Ære, men vi kvitterede
Krøyer og hvad hans var
hos os. Og repræsenterer
end ingen af disse tre de
store Dybder, kan ogsaa
den lette Overflade, den
muntre Festivitas have sin
Berettigelse for Forandrin-
gens Skyld og i alle Til-
fælde for at holde Galden
flydende hos de Rettroende.
Det er netop det vi mangler.

faar ud af den! Man har for hyppigt Følelsen af, at Vær-
ket nu slippes saa hurtigt som en Akkordarbejders, og
skal noget være stort er det oftest det taalsomme Format,
det gaar ud over. Men saa var egentlig at foretrække en
mindre Højtidelighed, et muntre Smil. Det er det sidste,
vi har glemt.
Den Gang det endnu fandtes i vor Kunst groede Glæ-
den jævnsidig. Ogsaa — ja, maaske endda fortrinsvis —
hos de, der ikke netop behøvede at manifestere den i
festklædte Kvinder og fyldte Vinpokaler. Vi gengiver i
dette Nummer paa Forsiden en lille Studie af Købke. Den
er berømt i disse Dage paa Grund af den Betaling, den
opnaaede paa en Auktion — ca. 30,000 Kr. Virkelig og-
saa en pæn (og dog sikkert ikke for stor) Pris for et
Arbejde Kunstneren selv ganske vist næppe har faaet 100
Kr. for. Men betragt engang den lille Studie. Den Indle-
velse og Kærlighed, der er
lagt i det Arbejde. En
Smule ligegyldig Havetrap-
pe — og dog et Digterværk
i Stemning og Toner. I
Sandhed, Glæden over Ar-
bejdet, Glæden over at
være Kunstner. En fyrstelig
Glæde!
Og med en Undskyldning
for denne lille Afvigelse fra
vor Anmeldelse, der tillige
var tænkt som en Hyldest
til Samlerens udmærkede
Medarbejder, Dr. Karl
Madsen, er vi saa lykkelig
netop her at kunne slutte
ved en Indsats, der naar alt
kommer til alt maaske alli-
gevel af Fremtiden vil blive


Julius P a ul s e n : Lauritz Tuxen og hans Hustru i deres Have paa Skagen.
(Skagens Museum)

68