Samleren: kunsttidsskrift (7.1930)

mænd har forstaaet at imødekomme et moderne Publikums
Smag.
I.
»Exposition Internationale Coloniale, Maritime et d’Art
Flamand« — saale-
des lød den officielle
Titel paa den Udstil-
ling, der i Aar blev
afholdt i Antwerpen i
Anledning af Jubilæ-
et for Belgiens 100-
aarige Uafhængig-
hed. Udstillingens
Benævnelse tager
Sigte paa dens tre
Hovedafdelinger,
men virker forsaavidt
lidt misvisende, som
»Sektionen forflamsk
Kunst« i Virkelighe-
den kun omfattede
Kunstgenstande fra
Tiden indtil Begyn-
delsen af det 19. Aar-
hundrede, medens
Landets Præstationer
i Uafhængighedsperioden (1830—1930) fremvistes i »Pa-
lais des Beaux-Arts« i Bruxelles. Men til Trods for denne
kronologiske Begrænsning bød Afde-
lingen for gammel flamsk Kunst i Ant-
werpen paa et aldeles overvældende
Antal af Kunstværker.
Udstillingens encyklopædiske Man-
gesidighed bør absolut fremhæves,
maaske ikke saa meget af æstetiske
Grunde som af statistiske. Der fandtes
næppe en nævneværdig Gren indenfor
den flamske Kunst og Kunstindustri,
som ikke var repræsenteret, lige fra
Malerkunstens vældige Lærreder til det
gamle Haandværks subtileste Filigran-
arbejder, fra Skulpturens monumentale
Mindesmærker til Kniplekunstens de-
korative Vidundere. Men...
Man kan nemlig ikke lade være med
at spørge, om det virkelig skulde være
formaalstjenligt at fremvise en saa
overdaadig Fylde af Kunstværker. Det
vilde være ganske interessant, om det
lod sig fastslaa, hvor stort de Besøgen-
des Udbytte har været ved at gaa alle
disse mange Samlinger igennem. Der
er ingen Tvivl om, at Halvdelen af de
udstillede Objekter havde været fuldt-
ud tilstrækkelig til at overbevise selv
den mest skeptiske Betragter om Bel-
giens urokkelige Stilling paa Kunstens
vidtforgrenede Omraader. Det er en
psykoteknisk Fejl at overvælde de for-
ventningsfulde Besøgende med en Mas-

seopvisning af Ting, som først ved nærmere Betragtning
taler til ens æstetiske Sans. Denne Overflod, som gjorde
sig gældende i alle Kunstsektioner med Undtagelse af Af-
delingerne for Malerier og Haandtegninger, virkede i den
Grad lammende, at
enhver klar Forestil-
ling om de enkelte
Værkers særlige
Skønhedsværdier
uvilkaarlig straks
taagedes. Mon det
skyldes Tidens ner-
vøse, famlende Trang
til at mættes med
stadig nye Indtryk, at
man nutildags ofte,
altfor ofte, glemmer
en Udstillings yp-
perste Formaal: at
klarlægge og for-
tætte Kunstudviklin-
gens Linier, (som jo
kun forvrænges og
udviskes ved et unyt-
tigt Opbrud af over-
flødige, omend nok
saa gode og virkningsfulde Ting).
Udstillingens anden principielle Fejl laa i, at Valget af
de udstillede Genstande tilsyneladende
var truffet efter ganske tilfældige Syns-
punkter. Man fik nærmest Indtrykket
af, at Ledelsen ikke har været helt klar
over, at det gjaldt om at vise Højde-
punkterne i den flamske Kunsts Ud-
vikling og ikke bare om at tilvejebringe
en pæn og kostbar Attraktion for de
mange Fremmede, der ventedes i Aar at
ville besøge Belgien, især Antwerpen. I
hvert Fald viste den besynderlige Blan-
ding af højst betydelige og ganske lige-
gyldige Ting, at de videnskabelige Tarv
var bleven tilsidesat til Fordel for tu-
ristmæssige Hensyn, som vel nok ogsaa
har bevirket, at de belgiske Museer —
paa nogle faa Undtagelser nær — har
undladt at yde Udstillingen deres nu
stærkt savnede Bidrag. Selvfølgelig
maatte et saadant Kompromis skade
Udstillingen. Resultatet viser det des-
værre altfor tydeligt; til Trods for, at
mange udenlandske Museer saavelsom
en Del Privatsamlere, navnlig engelske,
havde stillet udmærkede Kunstværker
til Ledelsens Raadighed, kom Ud-
stillingen ikke til at virke som en har-
monisk Helhed, netop fordi man savne-
de en indbyrdes Kontakt mellem Kunst-
værkerne. Ganske vist fik man et
haandgribeligt Bevis paa Belgiens
kunstneriske Indsats i Tidernes Løb,

J. Gossaert: Kong Christian II’s Børn.



H. M e m l i n g : Bathseba.
(Stuttgart, Gemåldegalerie).

178